Bedst som man går og tror, at psykodelen af den generelt festlige selvstændighedsalder er overstået, bliver man klogere. Psykodelen havde bare holdt en lille pause for at samle kræfter til at blive mere psyko end nogensinde. Således blev jeg efter 30 minutters intens brydekamp med Sønne på åben Århusgade (brug af negle og mælketænder tilladt) og intens indre dialog med mig selv ("DET her kan da ikke være normalt? Hvad ville en børnepsykolog få ud af DET her? Fuckifuck!") stoppet af en bekymret dame med ordene:
"Ja... det er ikke for at blande mig. Men vi er nogle stykker, der har stået og kigget på jer i et stykke tid nu. Det er jo frygteligt. Vi tænker, at han nok er blevet stukket af en hveps!"
"Han er IKKE blevet stukket!" kunne jeg så - lettere forbløffet - sige, stadig med et fast greb i drengen, der råbetruede med at løbe ud på vejen eller BIJE mig.
"Jamen måske han har et stik der på armene? Han holder dem sådan frem for sig hele tiden... Jeg har taget en banan med. Måske det kunne hjælpe lidt. Jeg tror altså nok, han er blevet stukket af en hveps, sådan som han har det."
"Han er IKKE blevet stukket! Han er rasende, fordi jeg har taget den der legetøjsgravko, som han brugte til at slå mig med," svarede jeg. Uden helt at vide, om jeg skulle råbe eller tude.
"Men vil han ikke have en banan - "
"Vi er HELT forbi bananer. Jeg har masser af frugt. Det er lissom bare ikke nok. Tak. Nu går vi."
Og det gjorde vi så. Det vil sige: Jeg gik, han sprællede og sparkede og bed store lunser af luften, mens han hang under min ene arm. Ordene inde bag mine sammenbidte tænder var new low new low new low new low.
Godt han kun vejer knap 15 kilo (se, der ER noget godt i enhver situation). Godt han blev sig selv-agtigt igen efter blot yderligere ti minutters brydning. Mindre godt at han på vej ud af raserianfaldet, med armene om min hals, hikstehulkede "du har BIDT mig mor, du har BIDT mig." Til ære for de forbipasserende forsøgte jeg selvfølgelig at rette det til sandheden, at den for hulan var HAM der havde bidt mig... Ohwell. Oh new low.
For fanden, mand. Det er jo slet ikke sjovt det der. Alligevel kom jeg til at grine højt flere gange. Har prøvet det der SÅ mange gange, at jeg i en periode var nærmest angst for, hvad vores ældste ville byde mig i offentligheden og - endnu værre - ved afhentning i institutionen, hvor det rigtigt kunne blive udstille, hvor lidt kontrol, jeg havde over ham. Det er forfærdeligt med de kampe der. Kan måske glæde dig med, at drengen er helt normal, meget rolig og i balance i dag. Troede ellers seriøst, at der var enten noget galt med ham eller vores evne til at opdrage. P.S. Har du prøvet at lægge en sukkerknald på stikket?
SvarSletTAK! Kan under alle vittighederne godt blive seriøst nervøs for, hvad det er for nogle diagnoser, der venter på os lige om hjørnet. Hvornår blev han normal, din!? Altså hvornår kan jeg regne med, at jeg ikke behøver at slås så meget mere?
SletJamen, det var PRÆCIST sådan, jeg havde det. Var seriøst bange for, at noget var helt galt. Og så gik det pludselig over. Kan ikke huske præcis, hvornår det skete. Måske lettede det bare langsomt, og en dag var han pludselig verdens lettest barn. Der har i hvert fald ikke været den type kampe, siden han var 4½. Nu er der selvfølgelig nogle andre, men de er knap så opslidende, og jeg er ikke længere bange for, at han har en eller anden diagnose. Hæng i og husk på, at vi alle på et tidspunkt har ligget der på jorden med sved på panden og forsøgt med både pædagogisk overskud, manipulation, bestikkelse, trusler, børnebenlås, forståelse, moderlig omsorg, vrede, autoritær stemmeføring og alt andet, vi håber kan bringe den desperate situation til ende.
SletOne more year. Det kan vi klare, siger jeg til mig selv.
SletBørnebenlås, hehe... Godt og rammende ord.
Hvad betyder det der new low?
SvarSlet"Nyt lavpunkt" - altså det modsatte af et højdepunkt.
SletUndskyld, jeg kom også lidt til at grine. Mest af damen og hvepsen. Men jeg ville da trøste mig ved at de ikke tænkte at der var noget galt med ham eller dig. Man ved bare et og andet, når man er 70 - fx at hvepse giver crazy adfærd i tre-årige.
SvarSletMiriam råbte en gang i Brugsen, hvor onde mor nægtede noget slik og ville have hende op at stå fra vandret position: "Av mor! DU MÅ IK' NIUW MIG I ARMEN". Var bare helt ovenpå lige bagefter og mega cool. Not.
Ajmen for fan altså... En ting er, at hele nærmiljøet tror, at man tæver sine børn. Noget andet er, at ungerne tilsyneladende også selv tror det. De giver sig selv traumer, and what can we do!?
Sletfuckifuckfuck
SvarSletMin mor har lært mig (mindst) to ting om børn. Det er ikke alt der behøver en forklaring og alt er en fase. Det kan hjælpe når man har en baby, som græder, selv om den har fået mad, lige har sovet og ikke har noget i bleen. Og det kan hjælpe når det lidt større barn er hysterisk og urimelig for-no-good-reason. Og jeg synes egentlig tænkningen har hjulpet mig til at slappe lidt af, når tingene har været umulige.
SvarSletMen det er alligevel utilfredsstillende ikke at have forklaring. Nogle synes så de skal bringe hvepsestik ind i situationen... Eller også kommer den-der-bog om de 60 vidunderlige uger ind i billedet og forklarer os at barnet græder, fordi der sker nogle kognitive skift, hvor de når en eller anden ny og skræmmende erkendelse og det er altså hårdt for dem– og det sker for alle i bestemte perioder, som dog ikke er mere bestemte end at man altid vil kunne placere netop sit barn i et af dem. Så er det hverken forældrenes eller barnets skyld og det er slet ikke unormalt. Jeg mener at huske at bogen slutter med at der kommer flere af den slags perioder igennem hele barndommen, så du kan helt sikkert stadig henholde dig til den. Selv om jeg forsøger at holde fast i at ikke alt behøver forklares, så holdt jeg alligevel meget af bogen – for det er jo rarest at have en forklaring.
Ja, jeg ved sgu godt jeg selv har et diagnosebarn og måske ikke burde komme med gode råd, men jeg kan jo ikke lade være, fordi det sætte tanker i gang. Men først og fremmest vil jeg sige at jeg synes I skal følge jeres egen fornemmelse - og altså bestemt ikke gloende damers - og passe på ikke at gå ind i en alt for snæver definition af hvad der er "normalt". Jeg kender i hvert fald ingen børn der aldrig har haft hysteriske, urimelige anfald. Og husk: alt er en fase og om noget tid er alt glemt. Det har jeg lige skrevet et indlæg på min blog om.
Nå, jo og forresten så havde Solvej også en periode, hvor hun sagde/råbte "Av", hver gang man tog fat i hende i offentligheden, fx fordi hun ikke slukke rage alt slikket ned fra hylden. Jeg tror hun var ca 1½ år. Det virkede ret effektivt - meget bedre end "Neej", for man kommer nærmest automatisk til at trække hånden til sig og kigge lidt forskræmt rundt.