Jeg har en citybike med syv gear, en cykelkurv og barnestol. Det er den mest avancerede cykel, jeg nogensinde har haft. Alligevel kommer den på en eller anden måde til kort, når telefonen, aka min vikarierende stedsans, leder mig ud på den her slags veje:
Der var dådyr. Og mandshøje brændenælder. Og tiltagende smalhed, stenethed og hullethed. Der var en computertaske, der hoppede og dansede i cykelkurven, og der var strækninger, jeg måtte gå mellem markerne. Der var tøj, der klistrede til krop, flæsk der blevrede og puls der steg. Til gengæld var der ingen af de cyklister, der ellers dominerer cykelstierne i nærmiljøet: Spandex- og hjelmklædte, foroverbøjede, cyklende med 400 km/t. Trælse.
Sådan ser en del af min cykelvej fra Århus til God Bedre Beder ud - ifølge Google Maps. Og bedst som jeg (igen og igen) blev brændt på sandaltæer og t-shirtarme af de uendeligt mange brændenælder, fik jeg et stort og svedigt klarsyn: Bliver jeg ved med at cykle på stien her, bliver jeg klar til OL i Rio. I noget mountainbike-agtigt. Jo jeg gør. Er I klar over, hvor sindssygt hårdt det var? Og hvor OL-like jeg klarede det? Fx græd jeg ikke en eneste gang, heller ikke da nogle små men væmmelige fugle var ved at flakse ind i hovedet på mig.
Nu mangler jeg bare noget UDSTYR. Spandex, fx. Og en aerodynamisk hjelm og noget energidrik.
Og en mountainbike.
Og en sponsor.
Der var dådyr. Og mandshøje brændenælder. Og tiltagende smalhed, stenethed og hullethed. Der var en computertaske, der hoppede og dansede i cykelkurven, og der var strækninger, jeg måtte gå mellem markerne. Der var tøj, der klistrede til krop, flæsk der blevrede og puls der steg. Til gengæld var der ingen af de cyklister, der ellers dominerer cykelstierne i nærmiljøet: Spandex- og hjelmklædte, foroverbøjede, cyklende med 400 km/t. Trælse.
Sådan ser en del af min cykelvej fra Århus til God Bedre Beder ud - ifølge Google Maps. Og bedst som jeg (igen og igen) blev brændt på sandaltæer og t-shirtarme af de uendeligt mange brændenælder, fik jeg et stort og svedigt klarsyn: Bliver jeg ved med at cykle på stien her, bliver jeg klar til OL i Rio. I noget mountainbike-agtigt. Jo jeg gør. Er I klar over, hvor sindssygt hårdt det var? Og hvor OL-like jeg klarede det? Fx græd jeg ikke en eneste gang, heller ikke da nogle små men væmmelige fugle var ved at flakse ind i hovedet på mig.
Nu mangler jeg bare noget UDSTYR. Spandex, fx. Og en aerodynamisk hjelm og noget energidrik.
Og en mountainbike.
Og en sponsor.
Jaaah, søster har fået gmail og kan nu kommentere på alting! Det ligner fælleden - men der kan jo også være ret farligt.I øvrigt er du sød og sjov og jeg vil gerne være din psykologiske sponsor i det race!
SvarSletTak og fedt! Fælleden ER farlig, og det her er Fælledens vilde, vilde fætter. Jeg giver gerne en tour (en langsom, ufarlig, gåbenstur med machete). Et psykologisk sponsorat er i øvrigt helt klart dét, jeg har allermest brug for. Sammen med en ny cykel, evt.
SletDer ser da dejligt ud...
SvarSletJamen det er der skam også. Dejligt og farligt.
SletJeg kommer til Rio og hepper. Og der ser da totalt dyller ud. Bare husk cykelpumpen (eller lappegrejer) til når brændenælderne får has på et dæk eller to.
SvarSlet... er man egentlig mærkelig, når sådan et billede (og teksten dertil) bare giver mig mere lyst til at flytte ud af byen? Og komme ud til mandshøje brændenælder og dådyr?
Du er så velkommen både i Rio og Beder. Ja, det er nemt at være stor i slawet med al den natur... Altså de mandshøje brændenælder er ikke den store attraktion, vel. Men natur er et overraskende holdbart koncept.
Slet