Dette er mine børn. Start med at kaste et blik på barnet til venstre: Hendes ene øje ligner noget, der ville få enhver vuggestuepædagog til at ringe til de sociale myndigheder med en mistanke om tæv. Heldigvis går hun ikke i vuggestue. Og heldigvis er der ingen, der kunne finde på at tæve Livse. Til gengæld er der godt nogen, der kan finde på at efterlade en flere kilo tung Makita boremaskine på køkkenbordet med ledningen dinglende fristende udover kanten. Masser af blod var der. Og tårer hos tre fjerdedele af familien. Som en fix understregning af det misrøgtede look er der gået betændelse i det dårlige øje, og hun har kradset sig på kinden med sine lidt for lange negle. Og, åhja, så er der sælhosten, som I heldigvis ikke kan høre...
Se så ham til højre: Ved den ene mundvig er der noget, der måske er børnesår, måske er forkølelsessår, og under alle omstændigheder er ganske ækelt. På kinden er en bette hudafskrabning (nådigt sløret af billedkvaliteten) og under pandehåret en bule. Begge dele pådraget i et spektakulært fald-ned-af-trappen-stunt.
Udover plagede unger i sofaen har vi desuden skadedyr på loftet. Eller det vil sige: Der var en større duefarm, indtil Manden (der bizart nok ikke er rystende ræd for alt med vinger og/eller næb) jog dem ud gennem et loftsvindue. Det burde jo så være en happy end på sådan en lidt ja-vi-bor-i-en-trailerpark-agtig dag. Men hvad gjorde duerne, de snedige, farlige, flyvende rotter? De belejrede veluxvinduet på soveværelset. Og dér kurrer og kradser og vindues-headbanger de endnu, så BetteLiv jævnligt vågner. Og så jeg jævnligt bliver nødt til at gå derind bevæbnet med husstandens farligste brødkurv og meget sammenknebne øjne. Jeg må jo redde Livs liv, når det gamle, halvrådne vindue giver op overfor duernes massive angreb. Også selvom mine fobier byder mig at gemme mig under sofaen med dueoverdøvende musik i ørene. Nu går jeg i stedet ud og drikker mig en stiv vodka (eller hvad vi nu har i skabet. Saftevand? Portvin?) og skruer op for noget reality TV. Med brødkurven ved min side, klar til kamp. Jeg er alene hjemme med alle børnene og duerne, så kom glad forbi og klap mig lidt på fobierne eller skyd en due. Jeg giver en drink, obviously.
Det bliver ikke den sidste bule! Ellers er der i hvert fald noget galt :-) Og I har ikke engang været på skadestuen endnu (men det kommer I nok!)
SvarSletJeg ville også forsøge at drikke duerne væk. Du er modig, når du skræmmer dem væk! (igen: jeg gemte mig under mit skrivebord, da en due flaksede rundt på kontoret en dag).
SvarSletDu har været i rum med en due!!! Jeg var død af skræk. Der er jo trods alt glas mellem mig og duerne, når jeg kommer efter dem med brødkurven.
SletOkkedog (det siger man i øvrigt for lidt synes jeg), sikke noget rod. Kan på ingen måde forstå, at de duer ikke forsvinder, når du truer med brødkurven og sammenknebne øjne. Håber snart sår, kradsemærker og buler forsvinder sammen med jeres koloni af duer. Personligt får jeg mere myrekryb af mængden af kæmpe edderkopper, der findes herude i forstæderne. Deres størrelse må klart være påvirket af mængden af Round Up i omløb. Fy for pyffer.
SvarSletJeg klasker dine edderkopper, du skyder mine duer?!
Slet