Det tætteste jeg kommer på en filmkarriere. I helvede.

Kender I den der følelse af, at hele verden er en meget eksperimentel postmoderne film, hvor alle konturer er flydende, og alt lissom gynger, så man får kvalme af at kigge ud af øjnene? Og kender I følelsen af, at nogen lissom har skruet op for tyngdekraften i den biograf, hvor man sidder og ser den eksperimentelle film, så det er tungt tungt tungt at bevæge sig bare en lille bitte smule?

Og kender I det, at man bare ikke kan flygte fra tyngdekraftsbiografen fra helvede, fordi man a) selv er sløj og b) har skødet fuldt af ét skoldkopperamt og ét snottet, øjenbetændt barn, der begge råber MOAH så godt de kan, og som man helt klart burde proppe noget mad og noget væske i?

Nå. Men hvis I ikke kender det, men gerne vil give it a go, fordi I er de eventyrlystne typer, kan I jo lade være med at sove tre nætter. Så bliver alt så herligt udflydende. Og I kan tage jeres børn med til en konfirmation, hvor andre uden varsel har hevet deres skoldkoppede unger med og så gnubbe alle ungerne op ad hinanden. Og selv pådrage jer noget festlig småsygdom, så det bliver herligt udfordrende at servicere syge barn et og syge barn to døgnet langt og selvfølgelig garnere med øjenbetændelse til hele banden. Gult pynter altid.

(Og når det så viser sig, at den helvedesbiograf slet ikke er et sjovt sted at være alligevel, kan I ringe efter mine forældre. Så kommer de trillende og læser historier og bager pølsehorn. Og det kan godt være, at I ikke kan sove, for hvordan kan man det, når man er on call hele tiden, men I det mindste kan I chille og skrive et meget optimistisk blogindlæg. Win!)

Sønne hin Søvnløse gået kold på køkkengulv under aftensmad. Så ved man, den er helt gal.