Ninjagruppen og den københavnske diaspora

"Nå," er der måske nogen der tænker efter at have læst sidste indlæg, "du er sguda småbitter og Jyllandsensom."

Hm. Jeg er i hvert fald temmelig geografisk udfordret. Heldigvis bor jeg, trods alt, i et meget venligt univers. Som sidste sommer, da jeg var helt nybagt med BetteLivse og nybesluttet med hensyn til en fremtidsfremtid i Jylland og meget hudløs over begge dele, fixede mig verdens mest passende mødregruppe. Som burde hedde noget helt andet, fordi ordet mødregruppe giver myrekrybsassociationer til speltfascisme og hjemmebagstyranni. Ninjagruppen, kan vi kalde min. Eller jydekompagniet. Eller den københavnske diaspora... For det er en gruppe fyldt med geografisk udfordrede eksilkøbenhavnere (og en enkelt sjællænder), der allerede over den allerførste kop kaffe rokkede frem og tilbage i takt over følelsen af frændeløshed i Jylland. Vi skældte også lidt ud på Dyrelægen, som pippede, at hun måske nok ville flytte tilbage til København på et tidspunkt.
"Så gider vi ikke være venner med dig!" var der en, der slog fast. Og det lyder måske voldsomt, men når man 10.000 gange har krammet farvel med emmigranter, og efterhånden godt ved, at det er svært at holde kontakten for real med alle 10.000, ja, så er det sådan, det er. Vi har venner nok i København, smukke, søde, soulmateagtige venner. Vi har brug for nogle af slagsen her til bys. Og det ved mødrene i gruppen, og de siger det højt, og de er smukke og søde og har stort soulmatepotentiale. Jæs.

Og mødrene ved hvordan det føles at sidde far-faraway i Jylland og ikke følge nær så godt med i de der søde københavnervenners liv, som man gerne ville. De ved, hvordan det føles at se de københavnske venskabsgrupper klare sig så fint så fint uden ens eget ellers morsomme og uundværlige selskab. Og de ved, hvordan det føles at vide, at sådan er dét selvfølgelig, og hvad ville man måske selv gøre, hva', og burde man måske ikke selv gøre noget mere... og at det på trods af alt dét alligevel deep down føles, som om man er blevet lidt gemt og glemt. Ikke af alle, forstås, men lidt flere, end man har lyst til at indrømme overfor sig selv.

Åhja. I øvrigt har det venlige univers holdt godt fast i Dyrelægen, så hun stadig bor lige om hjørnet og kan mødes med mig og Bette i Skanseparken - selvom Bette og Folke Dyrelæge-søn for længst er vokset ud af dobbeltvidunderet.

Og universet (eller tiden eller skæbnen eller de flade sutter fra Føtex) har sørget for, at Bette for første gang nogen-nogensinde går med til at lade sig affodre med sutteflaske, netop som der står mødregruppe-bajere på aftenmenuen. Meget heldigt. Det bliver stort og smukt...

(I øvrigt bliver der faktisk nogle gange serveret hjemmebagte speltboller.  Men det er sjældent. Normalt er der bagerbrød eller fryserrundstykker eller slet ingenting for enden af den sti, man har sparket sig gennem hinandens rod og legetøj.)