Fx når jeg ser idylliske Facebook-billeder af smukke familiemedlemmer og dansende pinsesol og mest af alt har lyst til at kigge forbi til en hurtig kop kaffe og en svømmetur i det haw, de står og skuer udover.
Eller når mine tidligere-Jyllands-nu-emmigrerede buddies holder stor fest i hovestaden og ikke inviterer mig. Pfiuuh altså.
Eller når gode, gamle venner smilende lytter til mit triste "jamen det kan godt være, vi har besluttet at blive i det der helt OK Jylland, men jeg har sguda HJEMVE" og svarer med et "jajada, men vi ses vel altid til jul."
Men (og nu kommer pointen, der afslører, at jeg alligevel ikke er blevet helt trælsbitter og københavnerfrændeløs) så sker det, at andre gode venner propper deres to småbørn ind i en bil og kører over bro og bælt udelukkende for at hænge ud med os en dag. Én dag. Og så køre hjem igen. Lidt som om de 300 kilometer var 30 og slet ikke noget problem.
Hyggeligt og rørende. Og helt inspirerende. Jeg fik sandelig helt lyst til selv at få en bil (that's new!) og holde op med al mit blogbrok og bare kører over til de rare, savnede folk. Og se, den følelse er nok værd at holde fast i, for som endnu en god, gammel ven bemærkede, da jeg stramt bedyrede, at jeg ikke var det mindste jyde-bitter: "Det er godt, du ikke er bitter. Så er det altså MEGET større chance for at få besøg." Jæs.
Oh, hvor jeg kender Københavner-savnet.Synes måske godt bare, at alle mine Kbh-venner kunne have flyttet med mig til Aarhus - helt ærligt! Hvad bilder de sig ind?Og ja, nogle gange er det bare et andet land...
SvarSletJæs, det bedste i verden ville være, hvis alle folk bare var, hvor man selv var. Det værste i verden er til gengæld at sidde i Jyllands land og føle sig helt glemt og far-faraway. Prust.
SvarSlet