Sursødesygemor og livets mening i træskibshavnen

Egentlig havde jeg mental-skrevet en meget bistert indlæg om mere sygdom og mere søvnunderskud og om at være suremor, der sad sammensunket i et hjørne af køkkenet og håbede, at ingen (børn) fandt hende.

Men så tog vi os sammen. Eller det vil sige: Manden tog os sammen. Og skovlede hele den sure og/eller syge familie ud af døren og ned fra fjerde sal og over i Skanseparken, hvor vi kunne konkludere, at foråret var holdt op med at forsømme os, netop som vi holdt op med at forsømme dét.

Der sad vi så i nogle timer og mærkede, at alle lemmer og lunger stadig virkede, og så at skoldkopperne lissom blev bleget en lillebitte smule i solen. Og så var der ikke andet at gøre end at introducere BetteLiv for cyklen, et transportmiddel hun ikke tidligere har kendt, og cykle hele familien ned på Træskibshavnen. Fordi det er bedste sted i Århus. Nej, i Jylland. Måske endda i Danmark. Fordi man kan kigge på alle skibene og drømme sig langt væk og samtidig ikke have lyst til at flytte sig ud af stedet, fordi der er så utroligt rart, at den havn nærmest føles som Meningen med Alt. Totalt lykkelig ambivalens. Også i dag, hvor vi cyklede hånd i hånd i solen med hvert vores barn bag på cyklen og udsigt til solglimtende vand i Århusbugten. Og hvor vi kravlede om bord på det skib, Manden har bygget på i omtrent 17.000 år, og legede lidt med en enkelt boremaskine og drømte os langt væk til passatvind og Stillehav. Og jeg mener - alt gynger jo alligevel under fødderne på os på søvnløshedsmåden, så kan man vel ligeså godt stikke til søs?! Især hvis dem, man allerbedst kan lide, gerne vil med.

Mmm. Nå. Afsted til træskibshavnen med jer!