Skal jeg føde nu? Eller nu? Eller nu? Eller nogensinde?

Udenfor er det sol og regn og studenter og sankt hans. Indenfor er det mig og sankt BetteLiv, der ligger og møfler og knirker på den der meget nyfødte måde. "Lillesøtter" kalder Sønne hende, og det er en meget rammende betegnelse.

Nå. I ville høre om fødslen? OK. Jeg vil gerne fortælle om den. Men dem, der kender mig sårn mere live og kommer forbi til barselskaffe, må love at spørge til den alligevel. Og nikke og lytte tålmodigt, når jeg siger det hele én gang til over noget koffein. Godt.

Det startede tre timer post terminsdato, altså midt om natten. Med regelmæssige veer i halvanden time og lysvågenhed og "wauw nu skal jeg føde, OMG OMG". Og så gik veerne væk igen... Og blev derefter ikke regelmæssige igen på noget tidspunkt, før der pludselig lå en baby på maven af mig. Men, som jeg vist også skrev i et indlæg, prustede jeg noget rundt i Århus og spærrede vejen for uskyldige gamle damer, der ikke kunne komme hen til gratisavis-standere og lignende for min store, stillestående ve-krop.

På den ene side er det jo meget rart sådan at tage veerne et par stykker ad gangen og ind i mellem Sønne-leg og oprydning og afslapning og den slags. På den anden side er det ret angstprovokerende. For lige pludselig kunne jeg jo huske, hvor dælens ondt det gør at føde. Og hvor meget værre, det ville blive...

Efter aftensmaden begyndte de at blive hyppigere og hårdere, veerne - sådan "hvis jeg ikke husker min vejrtrækning og lukker øjnene og VIRKELIG tager mig sammen, kommer jeg til at råbe og vække Sønne." Men der var stadig snildt en halv time i mellem, og det er jo svært at tage seriøst. Manden begyndte dog at mumle noget om fødegangen. Jeg ville hellere se Hammerslag (ja. Det er mærkeligt. Men det skulle ligesom helst være noget lidt stenet, hvor det ikke gjorde så meget, at jeg lige tjekkede ud engang i mellem).

Efter halvanden gang Hammerslag og en hel masse Faxe Kondi ringede jeg så omsider til fødegangen ved ti-tiden. Som sagde, at jeg da gerne måtte komme forbi og blive tjekket, men at det var helt op til mig selv. Og bedst som jeg havde en jordemoderdame i røret fik jeg tre nasty veer på ti minutter og tænkte, at så måtte vi nok hellere liiige blive kigget efter. Manden ringede efter babysitter-farmor og spurgte mig, om han godt måtte tage lift og autostol og snacks og all that jazz med på hospitalet. Det måtte han godt - for en sikkerheds skyld.

Ved 23-tiden dukkede farmoren op, og vi kørte afsted. Da Sønne skulle fødes, hylede jeg hele vejen i bilen. Denne her gang havde jeg to veer. Nogle nasty nogle, men alligevel så få, at jeg blev i tvivl om det smarte i at køre afsted. Tvivlen forsvandt i modtagelsen, der var propfyldt med gravide, storsnakkende og ABSOLUT ikke fødende damer. Her kom mine veer nemlig marcherende i et tempo, der gjorde det meget svært at holde deres snakken ud, og jeg fik hvislet en enkelt trussel, som ingen af dem hørte.

De 20 minutter, der gik, før jordemoderen dukkede op, føltes meget, meget lange. Men til sidst fik vi fik en fødestue. Og tre timer senere sad jeg lænet op af Mandens bryst (på en mærkeligt potte-agtig men velsignet device kaldet en fødestol) og med BetteLiv på maven. Tre timer jeg først og fremmest tilbragte i badekarret uden jordemoderens tilstedeværelse - og uden at true med at springe ud af vinduet og den slags, jeg råbte ret meget om under Sønnes fødsel. Det var mere noget med at koncentrere sig om vejrtrækningen og tænke, at det jo nok snart var overstået. Which it was: Da jeg troede, der var mindst en time igen, blev hun pludselig født på tre ret uskyldige presseveer.

Det er MEGET, MEGET sjovere at føde anden gang, siger jeg bare. OK, sjovt er så meget sagt. Bedre, nemmere, mindre dødsangst-fremkaldende, mere kontrolleret. Fint og smukt og hæsligt på én gang.