Farvel ironi. Goddag vægtløshed.

Det ville være helt, helt oplagt med et ironisk indlæg om den akutte bassintræning. Som jeg har været til igen i dag, og hvor jeg har svømmet rundt som en stor, hvid hval blandt de andre store, hvide hvaler. Alle iklædt enorme, storblomstrede (eller, som i mit tilfælde, skriggrønne) badegevanter og prusten og stønnen og store arealer hvid hud. I kan se det for jer: Den ihærdige fysioterapeut, der beder os "hive babyen helt ind til rygsøjlen, kom så kom så", mens vi holder i diverse skum-hjælpemidler og prustende møffer os frem med butterfly-ben og hvide numser, der stikker op af vandet. Og hvalkvinderne, der efter tre kvarters vægtløshed vælter op på bassinkanten og tilbage til tyngdekraften, så lårfedtet dirrer i minutvis.

Spøjst ser det helt sikkert ud alt sammen. Men ironien yder bare slet ikke mine nye venner - den Over-energiske Fysioterapeut Karen-Magrethe og hendes crew af Tykke Damer - nogen som helst retfærdighed. For det er SÅ dejligt. Dejligt, dejligt, dejligt. Jeg får brugt nogle muskler (jeg har stadig nogle! Det har jeg!) og får pulsen op på en helt anden og meget behageligere facon, end når jeg fx bestiger trapper. OK, jeg kan ikke snakke om motion på nogen særligt fyldestgørende eller malende måde - måske fordi jeg lige nu er fysisk træt helt ud i fingrene. Jeg bliver bare... glad. Og en lille smule mere mig selv (jeg har altid været glad for vægtløshed og sårn). Og, er jeg overbevist om, en hel del mere i stand til i en meget nær fremtid at føde 3,3 kilo barn. Hep!