Og Suremor blev rullet i sukker

Hvis jeg havde været i nærheden af den version af mig selv, jeg var den anden dag, havde jeg skældt hende ud og bedt hende holde kæft.

Heldigvis består mine omgivelser af bedre mennesker. Mennesker der kommer med blomster, fordi jeg ser træt ud - "moah du blive glad for dem!". Og mennesker der arrangerer picnic på strand ved solnedgang og aer mig på håret i stedet for at rykke mig i det, hvilket jeg eventuelt havde fortjent som reaktion på mit fuck-jer-allesammen-jeg-er-gravid-og-har-ondt-over-det-hele-og-det-går-ud-over-jer-fuckefuck-humør.

Jeg kan godt lide den solnedgang. Og jeg kan godt lide de mennesker.

Og jeg kan godt lide Universet/kroppen/Moon/whoever, thi jeg har på magisk vis ikke længere ondt i bækkenet. Den meget hvide fysioterapeut snakkede noget om, at det er helt normalt med sådan en smerte-stop til allersidst i graviditeten. Ellers ville jeg tro, at jeg var blevet skingrende vanvittig. Men det er jeg ikke. Altså vanvittig. Jeg er glad og stort set fri for smerter, og der står blomster på sofabordet. Og jeg er udsovet. Men det sidste havde I vel ligesom fornemmet...