Pinsepinsler og de helt store spørgsmål

Ser man for meget Bamse og Kylling, hvis Sønne - der har vredet om på foden - i søvne klynker "ondt det allerfarlige sted, det allerfarlige sted"?

Og, i samme forbindelse, er man for nærig med panodilerne, hvis man trøster natten lang i stedet for bare at stikke ham en pille?

Er man socialt understimuleret, hvis man bliver i overvældende godt humør af gammel venindes tre kvarter korte fly-by-besøg?

Er man hysterisk, hvis man i stedet for at glædes over ny, cykel- og vandringsduelig graviditetskrop tænker "åhnejfuck, jeg plejer ikke at kunne cykle, og er det ikke noget med, at jeg ikke længere kan mærke, at hendes hovede står fast i bækkenet, og hvad så hvis vandet går, skal jeg så ringe 112, tænk hvis hun har vendt sig om, så fødderne er nedad, hvor er jordemødrene, når man skal bruge dem, hvorfor føder jeg ikke, alle lovede en for tidlig fødsel, hvad er der mon galt, hvor bliver hun af!?"

Er man et gammelt røvhul, hvis man ikke kan midnatssove for bare ungdom, der står nede på pladsen og råwer noget med Ålborg og LÅLÅLÅLÅ?

Og er der håb endnu, hvis man godt kan sove til de beroligende rytmer fra Northside Festival?

Således pinsens store, ubesvarede spørgsmål. Helligånden har ikke været til meget hjælp dér. Til gengæld er dér et spørgsmål, som jeg stiller mig selv cirka hver anden time, og som jeg som regel godt kan besvare: "Hvad er det allerallervigtigste at nå lige nu - i fald jeg føder om lidt?" Svaret er som regel SØVN. En sjælden gang i mellem er det "at sige noget pænt til Manden" (thi jeg regner med at være i babybetinget søvnunderskud og dermed fælt gnaven det næste halve års tid) eller, besynderligt nok "at spise en mad med karrysild"...

Ergo: Jeg er en hyppigt sovende, temmeligt komplimenterende og ganske karry-lugtende udgave af mig selv.