torsdag den 20. januar 2011

Barselsdagpenge (afsnit 2:1000)

Hvad gør man, når A-Kassen henviser til kommunen, og kommunen snakker sort i det omfang, den overhovedet snakker? Man ringer til sin fagforening! Jeg har en vidunderlig fagforening, og jeg havde skrevet alle mine 27.500 spørgsmål ned og spidset telefonstemmen. Og blev ikke udsat for telefonsluser, men til gengæld straks henvist til... A-kassen.

Ja.

NIX sagde jeg, men skældte ikke ud, for manden i røret var skræmt og velmenende og spurgte hele tiden barselsguruen ved sin side (hende der ikke har tid til at snakke i telefon med uslinger som mig) til råds.

Og så snakkede vi ellers i noget der lignede en halv time. Og konklusionen blev, at jeg skulle sende ham en mail med mine spørgsmål (...). Så ville han finde ud af, om det overhovedet lå inde for fagforeningens kompetenceområde at svare. Tiktak. Det har jeg gjort. Og jeg har fyldt den meget, meget lange mail med malende beskrivelser af, hvor desperat jeg er. At det altså ikke er for sjov. At min gode veninde med Overblikket, Det Revisorgodkendte Regnskab og den helt overskuelige Enmandsvirksomhed netop har fået afslag på barselsdagpenge og hvordan-skal-det-så-nogensinde-gå-for-mig-der-hverken-har-overblik-revisor-eller-enmandsvirksomhed-hva-fagforening-hvahvahva. De må ELSKE at få sådan nogle mails. Despomails.

Jeg sendte. Og jeg gav mig til at bande indvendigt (og lidt udvendigt) over, at det skal være så sindssygt besværligt. Og over, at den statslige virksomhed, der betaler noget, der ligner en rigtig løn for mine intellektuelle freelanceydelser hver eneste måned, ikke vil benytte sig af den fuldt lovlige model med at kontraktansætte mig i barselsperioden, så jeg kan få nogle penge fra en barselsfond... Ikke så meget på grund af de ekstra 10.000 (!), det ville give os om måneden. Mere på grund af den uendelige, uforståelige bureaukratiske mavepine, det ville spare mig for. Suk. Bureaukratisk suk.

Men bedst som jeg sad og sukkede og bandede, kom jeg i tanker om to ting: Dels sover Sønne. Altså OK, mange nætter vågner han fire-fem gange. Men han er let at få til at sove igen, så vi har det menneskeligt. Det er det vigtigste i (vores) verden. Og dels bor vi i en velfærdsstat, hvor jeg vel har ret til... et eller andet. Fx kontanthjælp. Hvis alt andet glipper. Nej, jeg er ikke ironisk. Det skal nok gå.

Nu trækker jeg vejret dybt og brygger kaffe og forsøger at lave det arbejde, jeg burde have lavet for længst. Det er for hulan nærmest et fuldtidsjob at få at vide af bureaukratiet, at det ville være lettere i forhold til barslen, hvis jeg bare havde et fuldtidsjob...

3 kommentarer:

  1. He, he. Har lige været igennem til kommunen, som siger, at grunden til, at jeg har fået afslag på mit afslag på barselsdagpenge er, at jeg ikke har haft en indtægt de sidste tre år. WTF? "Vi har adgang til SKATs oplysninger, og du har ikke tjent nogle penge i de sidste tre år," fortalte Sembla. Ahrm jeg har da tjent omkring en million... mht til revisorattesten, så var hun bestemt ikke vant til at se den slags (?), så hun kunne ikke forstå, hvorfår der stod, at jeg havde et overskud på minus 300.000. Måske også lidt underligt, men hvorfor er hun ikke vant til at modtage den slags? Hun sidder i barselstemaet i Danmarks største kommune... fortsættelse følger. Hilsen Overblikket (tsk)

    SvarSlet
  2. AJMENFORFANDEN. Hvad sker der?! Journalistforbundsmanden sagde skråsikkert, at jeg jo først havde ret til dagpenge, når jeg havde været medlem af a-kassen et år. Umiddelbart efter, at jeg fortalte, at jeg havde fået fire ugers dagpenge i sommer. Så kunne jeg så fortælle ham, at de fleste nyuddannede er dagpengeberettigede efter sølle én måned.

    Jeg bliver så træt. Så træt, så træt, så træt. Godt du ikke er typen, der føder på terminen...

    SvarSlet
  3. ... hm. Når bebs 1 og bebs 2 en dag er i tryg forvaring i en daginstitution, kan vi eventuelt skrive en bog om det her. Den eksisterende freelance-guide er fuld af løgn (det er fx den, der påstår, at man skal nedlægge sin virksomhed og sælge alt inventar (!) for at være dagpengeberettiget).

    SvarSlet