tirsdag den 4. januar 2011

Nytårsforsætter

Jeg er kommet i tanker om mine nytårsforsætter! Jeg havde en pulje på en 10-12 stykker og formåede at glemme dem alle sammen den 31. Nu har jeg sovet lidt over fem timer i træk og kan huske det allervigtigste igen - der selvfølgelig handler om netop søvn. Og som jeg har megasvært ved at overholde allerede.

Bliv bedre til at gå tidligere i seng lyder forsættet. Som folk der kender mig sårn lidt mere in real life vil vide, er jeg sygt dårlig til lige netop det. Det er jo om aftenen - efter klokken 22 - at Sønne sover, den værste opvask er kylet i maskinen, de allermest indtørrede leverpostejskrummer er hældt i skraldespanden og der endelig endelig er TID. Til Manden, til et afsnit af Bonderøven (som er stort set det eneste fjernsyn, Manden gider se), til at læse en af de tusind bøger, jeg har fået i fødselsdagsgave, eller til - hvis det går rigtigt højt - at tage et fodbad. Men alle de der herlige aktiviteter har bare ikke den store værdi, hvis man er fuldstændig det-svier-i-øjnene-og-hele-kroppen-træt. Det er jeg tit. Og jeg kan godt skyde skylden på Sønne, der vågner hver anden time. Men jeg kan jo også bare gå i seng der klokken 22, ikke. Bare hver anden dag. Livet og arbejdet og Aarhus er SÅ meget pænere og rarere, når jeg har sovet, jo. Som i; jeg griner og smiler og er i godt humør i stedet for at mukke og klø mig i hovedpinen og være en betydeligt ringere mor, end jeg kunne være...

Alt det her har jeg jo vidst i tusind (eller nærmere to) år. Men jeg har dælme svært ved at gøre noget ved det... og sådan skal det jo være med et rigtigt nytårsforsæt - halvumuligt at holde på linje med rygestop. Suk.

2 kommentarer:

  1. Det lyder fornuftigt, at blive bedre til at gå tidligt i seng, det tror jeg også skal være mit nytårsforsæt....jeg er selv virkelig dårlig til det, nyder bare de der rolige aftener så meget, jeg kan bare ikke tag' mig sammen til at komme i seng....så jeg er frisk næste dag, så det er jeg aldrig... æj altså!

    SvarSlet
  2. Ja, det er jo lige det! Men hvis vi nu starter med at gå tidligt i seng HVERANDEN dag... så er der en chance for, at vi rent faktisk gør det (fordi vi delvist får stillet vores ro- og tid-behov). Jeg har også overvejet at belønne mig selv med et eller andet herligt, hvis det lykkes i fx en måned. Som en (alkoholfri) fadøl. Eller en ny trøje. Eller sådan noget. På den måde har jeg tidligere narret mig selv til at gøre de mest fantastiske ting (fx slukke telefonen og computeren senest klokken 21).

    SvarSlet