Sønne starter dagen med at hoste og hoste og hoste og græde lidt og sige av. Og den pædagogiske (og syge og trætte) mor forsøger på bedste vis at italesætte situationen:
"Ja, det gør ondt, når du hoster. Det er træls."
"Av av av," hulker han videre.
"Det er fordi du er SYG."
Nu holder han op med at hulke:
"SYG!"
"Syg, ja. Jeg er også syg."
"MOR SYG. OGDIG SYG!" (Ja. Han kalder sig selv og dig. Det er resultatet af en sær kortslutning i hans hoved, når det kommer til personlige pronomener.)
"Det er rigtigt. Mor er syg, og du er syg."
"Mor syg, Ogdig syg. Begge to syge," siger han, og så stiger entusiasmen tydeligt:
"Mor Ogdig BABUBABU spital!!"
"Æhm, nej - vi skal ikke på hospitalet med ambulance. Så syge er vi heller ikke. Vil du have noget mere havregrød?"
Perspektiv lige fra morgenstunden. Tak for det.
Nogle gange skal den bane bare lige kridtes op, ikk'! Godt for jer, at det ikke er SÅ slemt at udrykningen er på vej... God fortsat bedring. Og hep med det der sovenoget. Man er bare et bedre menneske, når man sover, bare en gang imellem! :)
SvarSlet