Mig og min iPhone gør Jyllandsvejret uret. For det er så fint i virkeligheden: Enorme, bløde snefnug a la skum pustet af et enormt karbad på toppen af Aarhus. Folk stod ved busstoppestedet og blev hvidere og hvidere.
Og jeg var kold men glad, luftet, ventileret, inputtet og sygdomsforglemt efter verdens længste mødedag - langt borte fra sygeleje(r), helt i København og endda på første klasse i toget. Selvom det er underligt, at almindelige dødelige vil betale 300 kroner ekstra for billetten, når eneste reelle forskel er et rundstykke, føles det alligevel lidt fancy på "jeg er da ikke sådan en, der bare går der hjemme med en syg Sønne hele tiden"-måden. Den århusianske del af mødedeltagerne nåede endda på Hard Rock Cafe, hvilket er mere, end jeg nogensinde formåede (orkede/havde lyst til/værdigede en tanke) i mine år som københavner.
Tænk, jeg har kun sovet fire timer i nat. Og alligevel har jeg været nærmest venlig og imødekommende hele dagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar