Jamen jeg har da heller aldrig sagt, at jeg godt kunne lide diversitet

Fornuften sejrede over de økofokuserede modellamødre: Vuggestuen beholder madordningen (som jeg har skrevet og skrevet om før - for eksempel her). I går var der så forældrerådsmåde, og jeg forventede naturligvis at se den hær af smukke, trælse mødre, der i kampens hede havde meldt sig under fanerne. På papiret er vi vel en 10-11 stykker. I går var vi tre. Ingen modellaer, kun rendyrket fornuft - ærhm, forstået som, at de andre var enige med mig i at være lykkeligt placeret nogenlunde midt på kontinuummet mellem økorabiat og lykkelig pragmatiker.

Der sad vi så i to timer og krammede hinanden og lederen og spiste after eight (ikke økologisk) og drak kaffe (heller ikke økologisk), selvom to tredjedele af selskabet havde bebser i maven, og var rørende enige om alting. At forældrekaffe er godt og sjovt og vigtigt. At syge børn skal blive hjemme, til de bliver helt raske. At pædagogerne ikke behøver pakke deres budskaber - fx om syge børn - ind i vat, men gerne må fortælle forældrene, hvordan sagerne står. Og videre i den dur af universelle sandheder og triste facts om besparelser, der blev skyllet ned med mere kaffe.

Jeg troede, jeg skulle være sådan lidt politisk og demokratiagtigt og sådan. Indtil videre er det småt med det. Selv den pseudopolitiske stemning, der var under alle madordningsskænderierne, er ligesom forsvundet sammen med modellamødrene. Men jeg klager ikke. Med fare for krakelering af selvbilledet må jeg nok erkende, at jeg er mere til hygge end kampstemning.