Nåmen så host-host da

Det kan godt være, at det er en sygdomsblog. Men det er en sygdomsblog med meget søde læsere. Tak-tak. Jeg ved ikke helt, om mine sviende øjne skyldes rørthed over kommentarerne eller sygdom, faktisk. Jeg er begge dele; rørt og syg. Jæs.

For selvfølgelig har jeg overtaget den sygdomssnue, Manden fik forærende af det sydafrikanske bettekusine i julen.

Og selvfølgelig er Sønne syg - dog på den "jeg løber rundt og hoster og sultestrejker og sover ikke om natten, men jeg smiler og er kæk"-agtige måde, og ikke på den efterhånden velkendte meget slatne, meget skræmmende syg-syge facon. Det er altså til at bære, bortset fra den manglende søvn. Min (i øvrigt småsyge) Englemor har taget en nattevagt i nat, og ellers handler det nok lidt om at tage et kvarter ad gangen. Også i forhold til stress-stress-stress over alt det arbejde, jeg som en småsur, storsnottet bulldozer har skubbet foran mig siden midt i november, og hvis utallige deadlines nu nærmer sig med skræmmende fart.

Det lykkes dog ikke altid helt med den dersens "grib kvarteret"-taktik. Hvis I var fluer på væggen i vores århusianske træhus (iført bittesmå gasmasker for ikke at blive smittet med alskens vira og stas), ville I se mig ligge på sofaen iført nattøj, halstørklæde og sygt meget selvmedlidenhed og hele tiden sige ting som "skal vi ikke tage til Egypten i morgen" og "har I set de her gamle billeder fra min tur til Honduras, skal vi ikke tage derhen ALLE vintre fra nu af" og "det kan da ikke være MENINGEN, at det skal være sådan her at have små børn om vinteren, jeg holder det ikke UD." Og I ville se Englemor og Manden gå rundt, hostende og grinende, med lakridser og høre Manden sige ting a la "du gider jo ikke bo i udlandet, når det kommer til stykket" og "hehe, det bliver KUN værre fra nu af" og "jeg gider sgu ikke til Egypten, hvis det ikke er for at dykke."

Fuck altså. Holder det aldrig nogensinde op? Og kommer der ikke snart nogen og tager mere end en enkelt nattevagt? Og laver alt mit arbejde?