onsdag den 2. maj 2012
Krig og babymad. Tomato tomato.
Engang skrev jeg noget om krig og børn og tortur. Med høj puls og tårerne dryppende ned i tastaturet, hvilket ikke er så sært, emnet taget i betragtning. Så lavede jeg og Manden en fødselsfilm, hvilket udløste seriøse plukkeveer og flere tårer. Igen forståeligt, emnet og ikke mindst min gravide mave taget i betragtning.
Nu er jeg så ved at lave noget om babymad. En uskyldig, livsstilsagtig test med BetteLiv som naturlig hovedperson. Helt harmløst.
Men fuck altså.
Hvad jeg ikke støder på at skræmmende påstande i den research. Nogle påstår fx, at det er helt gakgak at give små børn grød. Babyer er fra naturen designet sådan, at de er klar til at spise Rigtig Mad, når de motorisk er klar til at fodre sig selv med den Rigtige Mad. Voksenmad, ikke grød og da slet slet ikke FÆRDIGmad. Indtil da bør den stå på pat. Andre påstår (og kalder det videnskabeligt), at småbørn, der har fået for meget købegrød, bliver tykke og ulykkelige som voksne. Og så videre og så videre.
Og se, der er jo så mange skøre og ekstreme mennesker derude, der påstår alt muligt. I know. Men efter en nat (og tre år) med stort set ingen søvn, en morgen med et grædende børnehavebarn og en bebs, der generelt får lige lovlig meget købegrød i hverdagen... ja, så skal der altså ikke mere end nogle antigrød-ekstremister til at hyle mig helt ud af den.
Fedt. Jeg er for følsom til at lave livsstilsjournalistik. Hvad er der så tilbage? Postbud måske? (Pas på, postbuddet græder på pakkerne...) Hm. Eventuelt vil jeg bare gerne melde mig ud af det der risikosamfund. Eller have seriøst mere søvn. Og en ung pige i huset, der kan lave mad helt fra bunden hver dag.
tirsdag den 1. maj 2012
Har du givet blomster til din pædagog i dag?
Jeg vuggestuesukker hid og did og alle vegne. Her og på Facebook, for eksempel. Og inde på Facebook siger min ven, Skolelærer-Sille, kloge ting. Hermed viderebringer jeg hendes opfordring om at give lidt flere blomster til de dygtige pædagoger og skolelærere. Fordi de er dygtige. Og fordi chancen for, at de bliver ved med at være det, bliver større pr. buket. Sille siger:
Desværre står der ikke så meget (i medierne) om det faktum, at pressede og stressede mennesker ikke kan yde omsorg for andre. Hvis man nu viste pædagoger lidt anerkendelse og omsorg så kunne det være de gav det videre. Sådan plejer det jo at fungere. Og ja, du gør klogt i at holde Liv hjemme til skolealderen også er overstået.
Ej, jeg er faktisk mest frustreret over at debatten i medierne er så unuanceret - konklusionen er altid at nogen (læs: pædagoger, lærere, hjemmehjælpere..) må være onde, dumme eller ihvertfald bør tage sig sammen. Det er vel de færreste der uddanner sig til et job med børn, for så at kunne afvise og overse dem i det endelige arbejde. Jeg går trist hjem hver gang jeg har måtte afvise et barn, fordi jeg kun har to hænder og et hovede. Tilgengæld fik jeg blomster af nogle forældre og har levet højt på det i flere uger. Man kommer langt med anerkendelse.
Desværre står der ikke så meget (i medierne) om det faktum, at pressede og stressede mennesker ikke kan yde omsorg for andre. Hvis man nu viste pædagoger lidt anerkendelse og omsorg så kunne det være de gav det videre. Sådan plejer det jo at fungere. Og ja, du gør klogt i at holde Liv hjemme til skolealderen også er overstået.
Ej, jeg er faktisk mest frustreret over at debatten i medierne er så unuanceret - konklusionen er altid at nogen (læs: pædagoger, lærere, hjemmehjælpere..) må være onde, dumme eller ihvertfald bør tage sig sammen. Det er vel de færreste der uddanner sig til et job med børn, for så at kunne afvise og overse dem i det endelige arbejde. Jeg går trist hjem hver gang jeg har måtte afvise et barn, fordi jeg kun har to hænder og et hovede. Tilgengæld fik jeg blomster af nogle forældre og har levet højt på det i flere uger. Man kommer langt med anerkendelse.
mandag den 30. april 2012
Vuggestuesuk. Eller: Revolution, jatak
Nå. Skulle vi aldrig snakke om den der undersøgelse, der viser, at det går ad helvede til i vuggestuerne?
Jo.
Det bliver vi nødt til.
Eller: Vi kan starte med at snakke om den helt forudsigelige respons på gadeniveau - "ja, det lyder da ikke godt. Men lige præcis i MIT barns vuggestue, er personalet bare SÅ engageret og kompetent."
Hm. Betyder det, at undersøgelsen i virkeligheden skyder ved siden af? Eller betyder det snarere, at vi simpelthen ikke kan holde ud at tænke på, at vores egne unger engang i mellem bliver afvist og overset i kaoset? Jeg har længe tænkt, at mødres vuggestuefortællinger var et helt speciale værdigt. For hold da op hvor er mange af dem positive. Over-positive. Og det er først, når man (jeg, ondemor med de lange, spidse negle) kradser i den helt utroligt pæne overflade, at der kommer ting og sager frem om afleveringsgråd og langtids-lortebleer og personalesygdom. Og det viser sig (for mig, lommepsykologmor) at den fantastiske fortælling er et slags værn mod tanken om, at man måske ikke altid gør det allerbedste for sit 11 måneder gamle barn ved at aflevere det i maven på en stor, ressourcemangel-ramt instution.
"Men børn har brug for andre børn! MIT barn ELSKER at lege med de andre!" kan jeg høre nogen råbe. Jæs. Også mit barn. Men er en hektisk vuggestuehverdag virkeligt det bedste for helt små børn? Er det? Min meget kloge vuggestuepædagog-ven Motorikjulka siger det selv: "Det er i hvert fald ikke barnets behov, når det kommer i vuggestue, før det fylder halvandet. Det er et meget stressende miljø." Citeret frit efter hukommelsen, men pointen skulle være god nok. Børn har brug for andre børn, men det kan man jo altså også få på andre måder end i en vuggestue. Det er ikke enten eller.
"Men vil du så bare have damerne hjem til kødgryderne?" er der så nogen, der råber. Well. Så kender I mig ikke ret godt... Jeg vil hellere have revolution. Og alternativer. Flere alternativer - der er allerede mulighed for at få en deltids-børnepasser til nogenlunde samme pris som en vuggestueplads. Det kræver meget mere arbejde at få i stand. Men vi tjekker det ud. Og så må vi jo gå ind i politik og arbejde på flere ressourcer til institutionsområdet, på længere barsler og på de dersens flere alternativer...
"Men er det ikke bare pædagogerne, der skal tage sig sammen og SE børnene og være lidt mere læringsagtige?" er der så nogen, der siger. Jo, det kan godt være. Men jeg synes, vi overser noget vigtigt, som min ven skolelærer-Sille pointerede: "Stressede mennesker kan ikke være gode pædagoger." Jeg tror ikke, vi får ret meget ud af at pege fingre af pædagogerne her. Jeg tror heller ikke, at vi bare per default (kun...) skal råbe op om flere ressourcer.
Hm.
Når jeg tænker tilbage på Sønnes vuggestue, så var vi jo glade for den. Helt ærligt. Ikke mindst på grund af Maria, der krammede Sønne nonstop fra han kom, til vi hentede. Og som fik at vide af de andre pædagoger, at hun måtte holde med at SÅ godt at kunne lide ham. Altså: Jeg havde tillid til pædagogerne og deres engagement, de andre unger var ressourcestærke og ikke-krævende. Men jeg har også en mental rygsæk fyldt med episoder, jeg ikke ret gerne vil tænke på. Som dengang vi kom og hentede, og Sønne lå ude i krybben og græd. Eller dengang han stod alene i hjørnet på legepladsen og var ked af det.
Hvad tænker I?!
Jo.
Det bliver vi nødt til.
Eller: Vi kan starte med at snakke om den helt forudsigelige respons på gadeniveau - "ja, det lyder da ikke godt. Men lige præcis i MIT barns vuggestue, er personalet bare SÅ engageret og kompetent."
Hm. Betyder det, at undersøgelsen i virkeligheden skyder ved siden af? Eller betyder det snarere, at vi simpelthen ikke kan holde ud at tænke på, at vores egne unger engang i mellem bliver afvist og overset i kaoset? Jeg har længe tænkt, at mødres vuggestuefortællinger var et helt speciale værdigt. For hold da op hvor er mange af dem positive. Over-positive. Og det er først, når man (jeg, ondemor med de lange, spidse negle) kradser i den helt utroligt pæne overflade, at der kommer ting og sager frem om afleveringsgråd og langtids-lortebleer og personalesygdom. Og det viser sig (for mig, lommepsykologmor) at den fantastiske fortælling er et slags værn mod tanken om, at man måske ikke altid gør det allerbedste for sit 11 måneder gamle barn ved at aflevere det i maven på en stor, ressourcemangel-ramt instution.
"Men børn har brug for andre børn! MIT barn ELSKER at lege med de andre!" kan jeg høre nogen råbe. Jæs. Også mit barn. Men er en hektisk vuggestuehverdag virkeligt det bedste for helt små børn? Er det? Min meget kloge vuggestuepædagog-ven Motorikjulka siger det selv: "Det er i hvert fald ikke barnets behov, når det kommer i vuggestue, før det fylder halvandet. Det er et meget stressende miljø." Citeret frit efter hukommelsen, men pointen skulle være god nok. Børn har brug for andre børn, men det kan man jo altså også få på andre måder end i en vuggestue. Det er ikke enten eller.
"Men vil du så bare have damerne hjem til kødgryderne?" er der så nogen, der råber. Well. Så kender I mig ikke ret godt... Jeg vil hellere have revolution. Og alternativer. Flere alternativer - der er allerede mulighed for at få en deltids-børnepasser til nogenlunde samme pris som en vuggestueplads. Det kræver meget mere arbejde at få i stand. Men vi tjekker det ud. Og så må vi jo gå ind i politik og arbejde på flere ressourcer til institutionsområdet, på længere barsler og på de dersens flere alternativer...
"Men er det ikke bare pædagogerne, der skal tage sig sammen og SE børnene og være lidt mere læringsagtige?" er der så nogen, der siger. Jo, det kan godt være. Men jeg synes, vi overser noget vigtigt, som min ven skolelærer-Sille pointerede: "Stressede mennesker kan ikke være gode pædagoger." Jeg tror ikke, vi får ret meget ud af at pege fingre af pædagogerne her. Jeg tror heller ikke, at vi bare per default (kun...) skal råbe op om flere ressourcer.
Hm.
Når jeg tænker tilbage på Sønnes vuggestue, så var vi jo glade for den. Helt ærligt. Ikke mindst på grund af Maria, der krammede Sønne nonstop fra han kom, til vi hentede. Og som fik at vide af de andre pædagoger, at hun måtte holde med at SÅ godt at kunne lide ham. Altså: Jeg havde tillid til pædagogerne og deres engagement, de andre unger var ressourcestærke og ikke-krævende. Men jeg har også en mental rygsæk fyldt med episoder, jeg ikke ret gerne vil tænke på. Som dengang vi kom og hentede, og Sønne lå ude i krybben og græd. Eller dengang han stod alene i hjørnet på legepladsen og var ked af det.
Hvad tænker I?!
søndag den 29. april 2012
Den søvnløse optimist slår til igen
OK. Så jeg er måske gået lidt i selvsving over at skulle flytte på landet. Som oven i købet - hvilket et venligt læsermenneske pointerede - ikke rigtigt er landet, når det kommer til stykket. Selvom der, som en anden sagde (med en snert af skadefro mellem linjerne?) jævnligt lugter af gylle.
Anyway. Vi har været der i dag. Derude på landet. Og rullet os i græsset og leget og leget i gymnastiksalen (!) og sprunget på trampolinen og smagt lidt på sten, pinde og planter (mest dem af os, der endnu ikke er fyldt et år) og kigget efter hestelorte (mest dem på tre) og forbifartssludret med rare fremtidssamboer.
"Det er mange nye venner, tror I dét!?" siger Sønne begejstret og sukker - vel hjemme på fjerde sal - at han bare ikke KAN vente, til vi skal flytte til Beijer.
Og BetteLiv griner og vinker royalt og ved ikke, hvor heldig hun er. Eller at vi i sensommeren endelig, endelig, endelig skal holde navnefest for hende. For til den tid er vi jo de glade andelshavere af en hel spisesal med klaver og det hele, og så skulle man da være nogle skarn, hvis man ikke holdt en bette fest for det bette liv.
Ajmen altså. Det skal nok gå det hele. Også selvom der lugter af gylle ind i mellem. Og selvom listen over fælles arbejdsopgaver mest handler om høns og håndværkerting og regnskab og gør mig meget angst på jeg-er-slet-ikke-voksen-nok-måden. Jeg gemmer mig bag mine lykkelige børn og håber, jeg kan sylte og bage og smile mig fra gyllelugt og fællesforpligtigelser, ja?
Anyway. Vi har været der i dag. Derude på landet. Og rullet os i græsset og leget og leget i gymnastiksalen (!) og sprunget på trampolinen og smagt lidt på sten, pinde og planter (mest dem af os, der endnu ikke er fyldt et år) og kigget efter hestelorte (mest dem på tre) og forbifartssludret med rare fremtidssamboer.
"Det er mange nye venner, tror I dét!?" siger Sønne begejstret og sukker - vel hjemme på fjerde sal - at han bare ikke KAN vente, til vi skal flytte til Beijer.
Og BetteLiv griner og vinker royalt og ved ikke, hvor heldig hun er. Eller at vi i sensommeren endelig, endelig, endelig skal holde navnefest for hende. For til den tid er vi jo de glade andelshavere af en hel spisesal med klaver og det hele, og så skulle man da være nogle skarn, hvis man ikke holdt en bette fest for det bette liv.
Ajmen altså. Det skal nok gå det hele. Også selvom der lugter af gylle ind i mellem. Og selvom listen over fælles arbejdsopgaver mest handler om høns og håndværkerting og regnskab og gør mig meget angst på jeg-er-slet-ikke-voksen-nok-måden. Jeg gemmer mig bag mine lykkelige børn og håber, jeg kan sylte og bage og smile mig fra gyllelugt og fællesforpligtigelser, ja?
lørdag den 28. april 2012
Lårt. Ugh.
Hvis Sønne havde et indianernavn, ville det uden nogen som helst tvivl være: Skider om natten.
Som en slags back-up (eller mellemnavn, hvis man må have det som indianer) kunne vi tilføje Vækker søster klokken 05.15.
Kombien af hyppig nattelort og lige lovligt årle morgener er farlig for mit mentale helbred. Som I måske fornemmer.
Som en slags back-up (eller mellemnavn, hvis man må have det som indianer) kunne vi tilføje Vækker søster klokken 05.15.
Kombien af hyppig nattelort og lige lovligt årle morgener er farlig for mit mentale helbred. Som I måske fornemmer.
torsdag den 26. april 2012
Noget institutions-selvsving og rundhåndede forstadsfornærmelser
Selvom jeg ikke er meget for det, så skal BetteLiv - aka den lille Machu Picchu-indianer - før eller siden i vuggestue. I Beder. Og Beder er, modsat hvad man måske skulle tro, propfyldt med daginstitutioner, så vi måtte jo ud og snuse og tjekke og snakke for at finde det bedste... Afsted afsted. Med bus, i regn og med maven fyldt med forstads- og landzonefordomme, jeg slet ikke tør skrive her.
Og hvad kom vi ud til? Børn der allesammen hed Karla My og Elise Marie og Kalle og Anton og hvad de bybørn, vi kender, også render rundt og hedder. Nul-sukker-politik. Og pædagoger der kunne noget og ville noget, og som havde tid til snakke med os på institutionernes helt utroligt mange kvadratmeter og store, grønne legepladser.
Vi er med andre ord ude i noget velkendt by-stemning og noget håb om at genfinde fragmenter af den speltghetto, vi selv tilhører, derude på markerne - i lækker kombi med plads og frisk luft og den slags, som skulle være så sundt. OK. En af de tre insitutioner, vi så, var ringe. Men de andre to var, ja, så fantastiske som man nu kan være med normeringen og ressourcerne og alt det der, som vi ikke behøver diskutere nu, hvor vi lige er så glade.
Altså, jeg har jo ikke lyst at sende Bette i vuggestue, før hun... skal i børnehave. Eller konfirmeres. Og jeg er noget angst ved det der flytten fra midtbyen og sårn. Men når det nu skal være, så er jeg saftsusemig glad for, at hun skal gå et sted, hvor halvdelen af ungerne hedder Karla. Ikke for Livs skyld, forstås, men for min. Det øger lissom sandsynligheden for, at deres forældre kan forstå min kaffebar-længsler og ae mig på håret i stedet for at, æh, invitere mig ud og ridde en tur eller fodre grise eller hvad man nu normalt foretager sig på landet... Der var sågar en mor på en nihola-cykel. Meget, meget trygt.
(Undskyld landfolk. Undskyld forstadsfolk. Jeg vil virkeligt gerne være jeres ven. Jeg skal nok bare lige have lidt hjælp. Hvis det er en slags formildende omstændighed, kan jeg fortælle, at jeg er opvokset op på Amager, som dels er fyldt med sten og rimeligt blottet for dyr (undtagen rotter), og som dels plejer at udløse en sand kaskade af fordomme fra jyderne på min vej...)
(I øvrigt har jeg en fornemmelse af, at det her indlæg er blevet rimeligt sært. Men jeg HAR jo sagt, at jeg pt. er bedst til at sidde i sofae og pille ved savsmuldstapetet. Iggå.)
onsdag den 25. april 2012
Dagens traktorspørgsmål fra indsatslederen
1) "MOAH - hvorfor putter de gødning i jorden?"
2) "MOAH - hvorfor har den tohjulstrukne traktor ikke noget groft mønster på de der dæk foran?" (Seriøst. Det sagde han. Han er tre år! Har I selv prøvet at udtale tohjulstrukne traktor?! Det er pissesvært.)
3) "MOAH - hvorfor har den lille havetraktor sådan nogle anderleijes dæk? Uden groft mønster?"
Jæs. Vi har læst traktorbog. Der står "groft mønster" mange gange. Det er godt, vi snart flytter på landet, så Sønne kan få svar på Store Vigtige Landbrugsspørgsmål. Fra andre end mig.
2) "MOAH - hvorfor har den tohjulstrukne traktor ikke noget groft mønster på de der dæk foran?" (Seriøst. Det sagde han. Han er tre år! Har I selv prøvet at udtale tohjulstrukne traktor?! Det er pissesvært.)
3) "MOAH - hvorfor har den lille havetraktor sådan nogle anderleijes dæk? Uden groft mønster?"
Jæs. Vi har læst traktorbog. Der står "groft mønster" mange gange. Det er godt, vi snart flytter på landet, så Sønne kan få svar på Store Vigtige Landbrugsspørgsmål. Fra andre end mig.
Kunne man måske få tilværelsen i en størrelse større?
Der er lidt mere stille, end her plejer. På bloggen altså - på fjerde sal er der stadig børn, der råber, og børnemusik, der spiller, og gryder, der koger over.
Men når børnene sover, og musikken er slukket, og gryderne står i opvaskemaskinen, har jeg meget travlt med at sidde i sofaen og kigge ud i luften. Og mærke efter, om tilværelsen klemmer nogen steder og med at tænke store tanker, der aldrig kommer helt i mål, og som er så eksistentiella, at jeg slet ikke rigtigt kan sætte ordentlige blogord på dem.
Det føles højst usædvanligt. Hvis der er noget jeg kan, er det lissom at sætte ord på ting. Iggå.
Well. Det handler om suge maven ind på min københavner-krop, så den kan være i et Beder-liv. Eller i hvert fald om at tænketænketænke over, hvordan man både kan være københavner-by-heart med mange ting og folk, man elsker på den anden side af Storebælt, og samtidig sige "nu skal vi bo på Jyllandet. Sådan er det." Og det handler om at trække vejret meget dybt for at undgå den indbyggede skizofreni i en tilværelse, hvor man den ene dag er iført stramt tøj og nakkeknold, mens man pressetræner nogle fremtidige ledere, og den næste dag kravler rundt i joggingtøj og siger "dadada" til BetteLiv. Og det handler om at gå i selvsving over, hvor meget man på den ene side drømmer om at arbejde (og rejse og date og hænge ud) og på den anden side hvor gerne man vil være sammen med sine småbitte børn HELE tiden. Åhja, og det handler vel også om at føle sig som en rejselysten 21-årig fanget i en 31-årigs krop med børn og Mand og snarligt lån og, Gud nåde og trøste mig, sikkert også en bil en dag.
Og det handler om at læse og spekulere over den berømte mening med alting og i den forbindelse især på, hvordan man bedst muligt kan inhalere mest mulig småbørnslykke, mens tid er, i stedet for - som det alt, alt, alt ofte sker - at dagdrømme sig væk fra unger og frem til sofa og fjernsyn. Som Astrid meget, meget fint skriver: "Jeg øver mig på at snuse den ind, hverdagen. Og tiden. Så man ikke glemmer at se den og kommer til at glæde sig alt for meget til dagen er slut, ungerne puttet, så man kan se fjernsyn, så man kan komme i seng, så det kan blive weekend, så det kan blive hverdag, så børnene kan blive store, så man kan blive gammel, så man kan dø. Hvad er det nu man skal nå?"
Det er ikke på krisekrisemåden. Det er mere sådan på: Nåmen-hvem-er-jeg-så-nu-og-hvordan-kan-jeg-blive-ved-med-at-være-mange-ting-på-en-gang-uden-at-krepere-af-stress-måden.
Og det er svært at sige noget rigtigt klogt om, ikke bare her men også til mig selv henne i sofaen.
Men når børnene sover, og musikken er slukket, og gryderne står i opvaskemaskinen, har jeg meget travlt med at sidde i sofaen og kigge ud i luften. Og mærke efter, om tilværelsen klemmer nogen steder og med at tænke store tanker, der aldrig kommer helt i mål, og som er så eksistentiella, at jeg slet ikke rigtigt kan sætte ordentlige blogord på dem.
Det føles højst usædvanligt. Hvis der er noget jeg kan, er det lissom at sætte ord på ting. Iggå.
Well. Det handler om suge maven ind på min københavner-krop, så den kan være i et Beder-liv. Eller i hvert fald om at tænketænketænke over, hvordan man både kan være københavner-by-heart med mange ting og folk, man elsker på den anden side af Storebælt, og samtidig sige "nu skal vi bo på Jyllandet. Sådan er det." Og det handler om at trække vejret meget dybt for at undgå den indbyggede skizofreni i en tilværelse, hvor man den ene dag er iført stramt tøj og nakkeknold, mens man pressetræner nogle fremtidige ledere, og den næste dag kravler rundt i joggingtøj og siger "dadada" til BetteLiv. Og det handler om at gå i selvsving over, hvor meget man på den ene side drømmer om at arbejde (og rejse og date og hænge ud) og på den anden side hvor gerne man vil være sammen med sine småbitte børn HELE tiden. Åhja, og det handler vel også om at føle sig som en rejselysten 21-årig fanget i en 31-årigs krop med børn og Mand og snarligt lån og, Gud nåde og trøste mig, sikkert også en bil en dag.
Og det handler om at læse og spekulere over den berømte mening med alting og i den forbindelse især på, hvordan man bedst muligt kan inhalere mest mulig småbørnslykke, mens tid er, i stedet for - som det alt, alt, alt ofte sker - at dagdrømme sig væk fra unger og frem til sofa og fjernsyn. Som Astrid meget, meget fint skriver: "Jeg øver mig på at snuse den ind, hverdagen. Og tiden. Så man ikke glemmer at se den og kommer til at glæde sig alt for meget til dagen er slut, ungerne puttet, så man kan se fjernsyn, så man kan komme i seng, så det kan blive weekend, så det kan blive hverdag, så børnene kan blive store, så man kan blive gammel, så man kan dø. Hvad er det nu man skal nå?"
Det er ikke på krisekrisemåden. Det er mere sådan på: Nåmen-hvem-er-jeg-så-nu-og-hvordan-kan-jeg-blive-ved-med-at-være-mange-ting-på-en-gang-uden-at-krepere-af-stress-måden.
Og det er svært at sige noget rigtigt klogt om, ikke bare her men også til mig selv henne i sofaen.
mandag den 23. april 2012
Jeg er Leo
I fredags var jeg ude og undervise på noget handelsskole udenfor Ølby, der ligger udenfor Køge, der i sig selv ligger udenfor (min) alfarvej. Meget eksotisk. Og da jeg havde snakket og spillet klog-klog-klog i et par timer, stillede jeg mig ud til busstoppestedet der, midt ude i ingenting, og måtte sande, at den næste bus til stationen kørte mere end en halv time senere.
Bittert. Min timeløn var i forvejen til den lave side, og der var absolut ingen steder at sætte sig og meditere og nyde en halv times (børne)frihed. Men: Nu er folk derude på landet jo generelt flinke - eller også er jeg bare hæmningsløs, når jeg er utålmodig nok. I hvert fald fik jeg mast mig ind i en bil med to flinke, ret afblegede, meget midtsjællandsk-talenede damer, der netop var ved at bakke ud af parkeringspladsen. Og som slet ikke skulle til stationen - før jeg altså satte mig ind. Måske gjorde de mig bare en tjeneste, fordi folk dér i omegnen som sagt generelt er flinke. Men måske var deres motiver mere starfucker-agtige. I hvert fald blev den ene ved med at spørge mig, om jeg ikke var kendt, og hvor hun havde set mig før, og havde jeg da ikke været i fjernsynet?
Jeg benægtede. Som jeg altid gør, når jeg bliver spurgt om den slags, og det gør jeg tit. Og jeg undlod at forklare, hvem det (formentlig) var, jeg mindede hende om:
Ohyes. Titanic er i biografen igen, og igen tror alverden, at jeg er kendt. Nogle udpeger ligheden direkte: "Næææh hvor du ligner Leonardo DiCaprio!" Med bedre hår og dårligere kulør, kan jeg tilføje, men ellers er der så mange, der har sagt det, at den vist må være god nok.
Sidst, Titanic var i biffen, rendte jeg i øvrigt ind i syv irske bøsser, der syntes, jeg lignede Kate Winslet. Dejligt, til en afveksling. Og udover, at jeg saftsusemig hellere vil ligne Kate end Leo, så er der et eller andet smukt ved tanken om, at jeg ene kvinde kunne klare hovedrollerne i en mega-blockbuster. Se, dét er helt sikkert virkeligt godt betalt.
Bittert. Min timeløn var i forvejen til den lave side, og der var absolut ingen steder at sætte sig og meditere og nyde en halv times (børne)frihed. Men: Nu er folk derude på landet jo generelt flinke - eller også er jeg bare hæmningsløs, når jeg er utålmodig nok. I hvert fald fik jeg mast mig ind i en bil med to flinke, ret afblegede, meget midtsjællandsk-talenede damer, der netop var ved at bakke ud af parkeringspladsen. Og som slet ikke skulle til stationen - før jeg altså satte mig ind. Måske gjorde de mig bare en tjeneste, fordi folk dér i omegnen som sagt generelt er flinke. Men måske var deres motiver mere starfucker-agtige. I hvert fald blev den ene ved med at spørge mig, om jeg ikke var kendt, og hvor hun havde set mig før, og havde jeg da ikke været i fjernsynet?
Jeg benægtede. Som jeg altid gør, når jeg bliver spurgt om den slags, og det gør jeg tit. Og jeg undlod at forklare, hvem det (formentlig) var, jeg mindede hende om:
Ohyes. Titanic er i biografen igen, og igen tror alverden, at jeg er kendt. Nogle udpeger ligheden direkte: "Næææh hvor du ligner Leonardo DiCaprio!" Med bedre hår og dårligere kulør, kan jeg tilføje, men ellers er der så mange, der har sagt det, at den vist må være god nok.
Sidst, Titanic var i biffen, rendte jeg i øvrigt ind i syv irske bøsser, der syntes, jeg lignede Kate Winslet. Dejligt, til en afveksling. Og udover, at jeg saftsusemig hellere vil ligne Kate end Leo, så er der et eller andet smukt ved tanken om, at jeg ene kvinde kunne klare hovedrollerne i en mega-blockbuster. Se, dét er helt sikkert virkeligt godt betalt.
torsdag den 19. april 2012
Bøsser og baller
Når man har det med at kalde sine børn BØLLE (som i "nååårh min lille bølle) og BASSE (som i "nååårh mors lille basse"), kan der meget hurtigt gå kludder i det. Og pludselig hører man sig selv halvråbe midt i noget offentlighed - fx i et fyldt IC3 tog til København - "Nåårh, mors lille bøsse! Mors lille balle!"
Flot. Især når man gik rundt og troede, man slet ikke var sådan en, der talte pattesprog til sine børn.
UPDATE: Det kunne faktisk godt blive værre... som da min søster krammede Bette og glad sagde: "nåårh, Mosters lille Livsefisse... Æh, ah - LivseFIS, mener jeg!"
Flot. Især når man gik rundt og troede, man slet ikke var sådan en, der talte pattesprog til sine børn.
UPDATE: Det kunne faktisk godt blive værre... som da min søster krammede Bette og glad sagde: "nåårh, Mosters lille Livsefisse... Æh, ah - LivseFIS, mener jeg!"
Abonner på:
Opslag (Atom)


