mandag den 15. august 2016

At ha det som man har det

En af de største gaver, man kan give til folk, er at lade dem have det, som de har det. Ikke noget med underliggende dagsordener om, at de skal tage sig sammen; ikke noget med at indlede trøste-sætninger med "men i det mindste..."

Det kan godt være svært.

Det kan godt være endnu sværere at give sig selv den gave.

Hvis man fx har det meget, meget ringe med at hente to børn på bekostning af en baby, kan man fx godt få lyst til at sige til sig selv, at man skal være glad for, at man i det mindste har tre fantastiske børn. Og en bil. Og en barselsorlov. At man skal tage sig lidt sammen og suck it up.

Hvis man så trækker vejret VIRKELIGT dybt og livsklogt, kan man måske sige noget i den her retning til sig selv: Du er sårbar og pjevset og kan ikke tage ret meget, men det nytter ikke noget, at du skælder dig selv ud. Det ændrer ingenting. GØR noget i stedet for. Find en løsning.

Hvis man så skriver om det på sin blog (eventuelt mens alle ens indre brokke-alarmer bimler og bamler), regner man med, i bedste fald, at blive bestyrket i sin autopeptalk. Altså at nogen siger: Du er sårbar og pjevset og kan ikke tage ret meget, men det nytter ikke noget, at du skælder dig selv ud. Det ændrer ingenting. GØR noget i stedet for. Find en løsning.

Og når der så sker noget andet - når alle hurtige og kloge kommentarer oser af "fuck det lyder ægte hårdt, det ville vi også synes" - ja, så føles det... fantastisk. Som om man godt må have det, som man har det, uden at kalde sig selv sårbar eller pjevset.
Som en gave.
Som en art syndsforladelse. 

Tak.

8 kommentarer:

  1. Jeg falder lidt sent ind her, fordi der har været lidt stress på, herovre i vesterhavet, men jeg vil bare lige give to ting videre, som jeg har brugt meget tid på at messe for mig selv under min barsel med Frida. (Og nu håber jeg ikke, at du læser det som om, jeg ikke vil lade dig have det, som du har det... *angst-smiley*)

    1) ALT det, der er svært, hårdt, rædselsfuldt, svedfremkaldende osv. når de er små, er noget af det, der vil forvandle sig til alt det gode, man gerne vil give sine børn, og grunden til, at man giver dem søskende, om nogle år. Forståelsen for, at der findes andre mennesker i verden med andre behov end deres, evnen til at vente på, at det bliver deres tur og accepten af, at det ikke altid kan være mig først, KAN man ikke lære sine børn, sådan lære-lære, med mindre de har søskende, og derfor får det spundet ind i dna'en. Det er røvhamrende hårdt at stå i, men det kommer dem til KÆMPE gavn på den lange bane.

    2) Selvom dødstrætheden skal bekæmpes, så prøv at lade være med, oveni, at slå dig selv i hovedet med, at du skal SKYNDEDIGATSOVE i det sekund, der er ro. Den træthed, der kommer med en baby, er ikke en, der kan soves væk. Det er en grund-udmattethed, der fortager sig, når der kommer rytme, og man, bid for bid, får lov at bygge sin forstand op igen, med mere sammenhængende søvn hver nat.

    De to ting mindede jeg mig selv om. Dagligt. De hjalp mig, når det var svært. Måske, du også kan bruge det til lidt?

    Et cyberkram i din retning

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, du.

      Jeg er helt nede med 2)'eren allerede. Accept, kaffe og hvile- (ikke sove-)pauser ftw.

      1)'eren er jeg også rimeligt meget med på - og har været det, siden Liv kom for fem år siden og gav mig daglig dårlig samvittighed sårn på mikroniveau (åhnej, jeg kan ikke se dem begge to i øjnene HELE tiden) men gjorde mig til en klart bedre mor på makroniveauet. Præcis som du beskriver. Det duer også nu, det meste af dagen: Ja, det er hårdt for de store at have fået en babysøster og en ammemor, og det er hårdt for Ellinor, at der er mindre tid til hende. Men i det store forkromede perspektiv er jeg slet ikke i tvivl om, at det er supergodt. Samtidig betyder det bare ikke, at man (aka jeg) kan magte hvad som helst og så stadig dække sig ind under, at det sure fører til det søde. Det kan også blive FOR surt. Og det er afhentningerne. Men jeg er momentvis en handlingens kvinde og skal nok få gjort et eller andet...

      Slet
  2. Ja, det bedste er bare at acceptere at man har det som røv og nøgler. Og at det er okay. Så har man lidt mindre at slå sig selv oven i hovedet med.... Alt det andet man kan fortælle sig selv for at opveje sine sorger, dem kan man ikke bruge til noget. Prut færdig. Og ved du hvad, ALLE har det sådan!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg pipper med i dette kor!

      Slet
    2. TAK. Jeg gad godt have et indrammet korsstingsbroderi med teksten: "Prut færdig, ALLE har det sådan!"

      Slet
  3. Det kan muligvis godt arrangeres ;-)

    SvarSlet