Så er vi flyttet. Og det er... OK. OK-agtigt. Jeg behøver kun to siddepauser, for at få mit voksende korpus bugseret op på fjerde sal. Og badeværelset har en pusleplads. Og der er udsigt til kranerne på havnen fra Sønnes værelse. Og vi har opvaskemaskine. Og nogenlunde plads. Og et låne-TV og den store tv-pakke. Og en bager og en kiosk og et supermarked og en legeplads tæt på.
Og
så
videre.
Sønne leger og hygger sig og standser op midt i det hele, trisser hen til døren og siger "hjem nu."
Jeg har det på nøjagtigt samme måde...
... men forsøger at tænke på alle damebladenes råd om at komme sig over ulykkelig kærlighed (trøstespisning/shopping/happy thoughts?). Det er same thing, når det kommer til stykket. Jeg ville giftes med dét hus, men er blevet dumpet. Og selvom jeg godt ved, at det var totalt out of my league, gør det nas. Jeg er stadig forelsket, iggå, i kvarteret og haven og pladsen og selv i de mærkelige orange døre. Nå.
Nååårrrh....ae ae....altså, hvor trist. Der skal nok komme et nyt hus på et tidspunkt. Med have og alt muyligt. Og så kan du jo male dørene orange og mindes den gamle flamme, der var engang.
SvarSletJeg forstår dig godt ellers. Jeg forstår dig rigtig godt. Og trøster gerne. Jeg tror du bliver glad for den nye også. Forhåbentligt snart. Om ikke andet, så når der skal skovles sne igen. Og rives nyslået græs. Nej?
Kram
lyder lidt trist, men godt at flytning er overstået og at du kan klare trapper (respekt for det!), knus t
SvarSletDe Smukke Naboer savner jer - M´lik er begyndt at spørge en del efter Sønne
SvarSletTaktaktak. Med-lidenhed gør min egen lidenhed nemmere at bære... eller. Tak i hvert fald. Og nej, der er ingen sneskovlen eller græsslåen her på matriklen.
SvarSlet