Ikke betændt. Ikke forgiftet. Men ret vanskelig.

I dag har jeg lært sygeplejerskerne i mit lægehus, hvordan man på korrekt vis tager en urinprøve, når der skal tjekkes for svangerskabsforgiftning. Jeg har lært det af Politikens Graviditetsbog (lægelitteratur på højt niveau) og af en dame fra svangerskabsambulatoriet. De burde sige tak, tænker jeg. Eller give mig en slat af de skatte-konsultationspenge, de får, hver gang jeg render dem på dørene... I øvrigt var jeg så bister under hele undervisningsseancen ("ja, du må gerne tage mit blodtryk, men jeg er ikke sikker på, det er korrekt. Jeg er nemlig godt tosset over at blive sendt rundt og rundt på denne her måde" og "du må altså IKKE bare tage mine ord for gode varer. Jeg er cand.public for fan. Ikke dr.med". Og så videre) at den stakkels og lettere forskrækkede sygeplejerskedame til sidst tilkaldte en læge, der ligeså forskrækket skyndte sig at tilbyde mig en tid i næste uge. Selvom den korrekte prøve altså var fuldstændigt blottet for alle tegn på svangerskabsforgiftning...