Fire gode grunde til skifte læge...

Jeg HAR jo sagt, at et er et fuldtidsjob at være gravid. I dag har jeg fx brugt hele formiddagen på at ringe rundt til forskellige sundhedsvæsensmennesker (og lytte til automatiske telefonsvarere og vente-muzak) og føler mig nu i høj grad som en socialgruppe 5-kastebold, der ikke forstår ret meget af, hvad der foregår... So long intellektuellaidentitet. Hello patientificering.

Opkald 1:
Mig: Jeg skal have et prøvesvar - jeg skal høre, om jeg har blærebetændelse eller ej.

Lægesekretær: Nænej, det har du skam ikke. Det var da dejligt.

Mig: Næh... Men det har jeg aftalt med lægen, at jeg skal snakke med jordemoderen om. Så det vil jeg gøre.

Opkald 2:
Mig: Hej. Jeg vil gerne have en tid i næste uge for at få tjekket, om jeg er... æh, svangerskabsforgiftet. Det siger min læge, jeg skal.

Omstillingsdame: Fint. Godt. Du får en sekretær.

Mig: Hej. Jeg vil gerne have en tid i næste uge for at få tjekket, om jeg er... æh, svangerskabsforgiftet. Det siger min læge, jeg skal.

Sekretæren: Det lyder mærkeligt. Det er ikke noget, vi kan klare her.

Mig: Øh... jamen det siger min læge.

Sekretæren: Det lyder som en sag for svangreambulatoriet. Vil du ikke selv vurdere, at du skal snakke med dem?

Mig: Altså det ved jeg virkelig ikke. Jeg ved kun, hvad lægen siger.

Sekretæren: Jeg ved det heller ikke. Jeg er kun sekretær.

Mig: Og jeg er kun gravid. Jeg ved dælme ikke, hvem jeg skal snakke med...

Sekretæren: Altså det lyder helt hul i hovedet, at du skal snakke med os. Vi vil jo bare sende dig videre til svangreambulatoriet.

Mig: Med andre ord: Skal jeg kontakte svangreambulatoriet eller hvad?

Sekretæren: Ja! Det er en rigtigt god ide!

Opkald 3:
Mig: (Snakker i rundt regnet fem minutter om prøvesvar og forgiftningsmistanker og forvirring)

Omstillingsdame: Altså, jeg må nok hellere lige stille dig om til en, der ved noget om det her... Øjeblik.

Mig: (Snakker i rundt regnet fem minutter om prøvesvar og forgiftningsmistanker og forvirring)

Sygeplejerske: Altså hvad er dine tal?

Mig: Mine tal?!

Sygeplejerske: Ja, dine tal. Hvor meget blod og æggehvidestof er der tale om?

Mig: Det ved jeg overhovedet ikke noget om. Lægen sagde bare, jeg skulle snakke med jordemodercentret, som så sagde, at jeg skulle snakke med jer...

Sygeplejerske: Hm. Altså hvis dine tal kun er +1, så er der ingen fare på færde. Men hvis de er +4, så må vi nok hellere se på dig med det samme.

Mig: Jeg ved OVERHOVEDET ikke, hvad mine tal er. Jeg fik bare at vide, at jeg skulle snakke med en jordemoder...

Sygeplejerske: I øvrigt skal prøven også tages på en bestemt måde, hvis man skal kigge efter de her ting. Det skal du have gjort hos egen læge.

Mig: Æh...

Sygeplejeske: Det er en OMMER. Det kan du godt hilse dem og sige fra mig.

Mig: Altså... skal jeg ringe og få nogle tal af dem? Og en tid til en ny prøve? Eller...?


Sygeplejerske: Lige præcis. Det er synd, du bliver smidt sådan rundt. Men det skal du.


Opkald 4:
Mig: Hej. Det er mig igen. Jeg... har snakket med... eller det er lige meget. Det er noget med forgiftning. Eller, altså, jeg har ikke blærebetændelse. Og æggehvidestoffer. Fuck. Jeg er forvirret. Undskyld. Må jeg tale med hende, jeg talte med i går?

Sekretær: Hun er her ikke. Kan hun ringe tilbage?


Mig: Øh. Ja. Jada.

Gæt selv, om jeg nåede at tale med den relevante prøvedame, før lægetelefonen lukkede klokken 12. I did not. Jeg svæver således stadig i (ret lykkelig) uvidenhed om eventuelle forgiftningstendenser...