onsdag den 10. november 2010

Skiftning?

NOGEN har taget Sønne. Og efterladt en hysterisk, skrigende, fuldstændig psykoumulig dreng i stedet for. Som man ikke kan gøre glad lige gyldigt hvad.

For eksempel bliver han rasende, hvis man siger nej til et eller andet. Eller sætter sig på en anden stol, end han havde tænkt sig. Eller skærer mango-stykket for lille (eller skævt eller hvad fan det nu var, jeg gjorde galt dér). Eller nægter at made ham. Eller tager nattøjet af ham. Eller drysser for lidt/for meget/for klumpet kanel på havregrøden.

Eller siger nej til juice (ud fra den relativt fornuftige tanke, at sukker eventuelt ville få hysteriet til at eskalere yderligere og dermed mine trommehinder til at sprænges). Den sidste episode udløste ti minutters skrigen som en gris (jeg har selv hørt dem skrige i Bonderøven. Det lød nøjagtig ligesådan, jeg sværger). Jeg forsøgte - råbende for at trænge igennem skrigeriet - at berolige ham. Det gik mildt sagt dårligt. I de ti minutter tænkte jeg, at han simpelthen måtte være gået i stykker. Da Manden stod op - klokken 11 fordi han ikke havde sovet særligt meget i nat pga. Sønne - sad både Sønne og jeg i sofaen og snøftede.

"Shit," sagde manden, der ret beset ikke havde kunnet sove ret meget for skrigeriet. Og så:
"Det lød som om du klarede det ret godt, alt taget i betragtning."

"Mmm. Jeg slog ham i hvert fald ikke..." hørte jeg så mig selv sige.

Altså det er ikke fordi vi... stikker op for bollemælk eller trodsalder selvstændighedsalder her, vel. Det er ikke, fordi vi ikke er vant til at håndtere raserianfald over abitrære ting og sager og nej'er. Det er ikke fordi, vi ikke normalt er gode til at bevare roen på den totalt martemeo-appriciative-inquiry-vi-italesætter-din-frustration-agtige måde. Det er vi. Men det her... det er sindssygt. Han savler og savler, så vi siger til hinanden, at det måske bare er en psykotand. Men jeg ved sgu ikke.

Ind i mellem er han skiftevis sig selv (dvs. normal, glad, læsende, legende) og bare... ked og krammende. Nårh og fuck.

Og apropos fuck har jeg sagt netop dét så mange gange i dag, at Sønne på et tidspunkt kiggede på mig og helt roligt sagde fuck. Flot. Så kom der da noget ud af alt balladen.

3 kommentarer:

  1. Sådan er min unge også en gang imellem. Han kan have NEJ-eller jeg går i flitsbue-skrige-mode dage, hvor jeg ville ønske der var en vuggestue. Det er alderen, som jeg på den slags dage ikke er bleg for at kalde TRODSalderen. Det må det være! Jeg er helt sikker på at du klarede det godt considering, for det er helt umuligt at få det til at stoppe. Bare vid at vi er flere i samme sko, og at jeg hepper herovre fra!

    SvarSlet
  2. TAK. Og ved du hvad... vuggeren ringede i går og sagde, at han bare havde en fuldstændig nedturdag, og vi hellere måtte komme og hente. Trodsalderen kan være så bad, at selv vuggestuen må opgive.

    SvarSlet
  3. and you know what, det løjer først af når de er knap 4. Løjer af sagde jeg. Men der er de til gengæld så stædige at man ikke mere kan bruge sin autoritet. Jamen hvis de ikke vil cykle så vil de fanden galeme aldrig cykle. Siger det bare.

    SvarSlet