Ammelitteratur: Og vejret skiftede, og det blev sommer og så videre

Jeg læser. Virkeligt, virkeligt meget. Det har noget at gøre med, at vi er bedst til liggende-krammende amning, Ellinor og mig, og at jeg på et tidspunkt mere eller mindre tabte iPad'en ned i hovedet på hende, da jeg lå og så noget Netflix... Jeg havde dårlig samvittighed i dagevis. Så nu læser jeg i stedet for. Og helst lette paperback-bøger, som jeg ikke behøver at være så bange for at tabe.

Senest har jeg læst Og vejret skiftede, og det blev sommer og så videre. Selvom den var tynd og let, sådan tykkelses- og vægt-wise, var den dælme tung. Jeg troede en kort overgang, jeg havde fået en depression, til jeg kom i tanker om, at jeg a) aldrig sover og b) var i gang med en bog om to små piger, der dør, og to forældre, der bliver pænt vanvittige af sorg. Ikke verdens bedste bog at læse, hvis man er et træt-følsomt menneske, der ligger og ammer en lille pige, kan man mene. Lidt a la dengang jeg så Changeling i babybio med Sønne...

Ikke umiddelbart verdens bedste valg af ammelitteratur. Og så alligevel. For der står fantastiske ting som det her: "Kari løfter barnet op, selvom armene er lige ved at give efter, selvom trætheden er en bjørn, der lægger sin fulde vægt oven på hende." Den bjørn ligger også på mig! Det er dejligt sådan at blive set og mødt af en bog, mens man ligger gemt af vejen på et halvmørkt værelse i en fjern forstad. Det er ikke så dejligt at blive momentant deprimeret, men det går jo over igen. Og bogen er fyldt med træthedsbjørne og lykkens blå himmel, sorg der sidder i porerne og fremtid der lugter på samme måde som gamle træer - og andre billeder, der glider lige ind i læsesjælen uden at virke skabede eller forcerede. Og den har lidt samme heldige effekt, som nogle oplever ved at se De unge mødre: Man føler sig som en bedre forælder bagefter, ene og alene fordi man ikke putter cola i sutteflasken/håndterer sine psykiske vanskeligheder fuldstændigt vanvittigt og alkoholisk. Ohyes.

Den er i øvrigt skrevet af en nordmand med det meget norske navn Pedro Carmona-Alvarez og udgivet af Turbine. Læs den!

Gyngesofa

Jeg snakkede med Ellinor, der lå i mit skød og pludrede, mens jeg hjalp meget modvillige Sønne med dansklektierne og smålegede lidt med Liv ind i mellem ("ja, vi er i Spanien, ja, hold da op, hvor er du dygtig til at danse flamenco"), og det gik sådan set pretty damn good, indtil sofaen begyndte at gynge en lille smule. Ikke voldsomt ubehageligt, bare sådan lidt gyngesofa-stemning a la veranda i New Orleans. Og jeg tænkte, at jeg burde gøre et eller andet for at få den til at holde op med at gynge igen - drikke noget saft, lægge mig ned, bede om en pause - mens jeg fortsatte med at snakke og hjælpe og smålege. Fordi det er svært at tænke helt klart, når man sidder i en gyngesofa med ansvar for tre børn. Og fordi en del af min grund-programmering er en indre stemme, der nonstop fortæller mig, at jeg skal tage mig sammen. Også når sofaen gynger, og jeg er stået op klokken halv seks efter at have ammet en fire-fem gange om natten og i øvrigt er blevet vækket flere gange af bunker af større børn med vokseværk og tissetrang.

Så begyndte sofaen at gynge kraftigere, uforudsigeligt og i flere retninger. Ikke helt hurricane Kathrina, men i hvert fald gyngesofa i stiv kuling. Så jeg holdt lidt bedre fast på alle mine unger og bed tænderne sammen og håbede på det bedste. Inklusive at deres grundprogrammering bliver anderledes end min, så de godt kan finde ud af at lægge sig lidt, når deres fremtidssofaer begynder at vippe.

For helvede altså. Det er ikke nok, at en teenager henter Sønne to gange om ugen (tak til Lotte for den glimrende ide!). Det er ikke nok, at Sønne bliver siddende i bilen og passer Elli, mens jeg løber ind og henter Liv de øvrige dage (tak til en anonym for denne ligeledes glimrende ide). Det er ikke nok at sove så lidt og stå så tidligt op. Something's gotta give.

Uden Ellinor. En slags epilog.

"Hvordan går det?" spurgte en mor til en af Livs veninder (I ved, sådan en mor, man ikke HELT er blevet venner med endnu, men hvor man arbejder på sagen). Hun var netop kommet ind af døren for at hente sit barn, og jeg stod overfor hende med Ellinor på armen.

Og jeg brød som det mest selvfølgelige ud i sang:

"Det går bedre," sang jeg.

"Meget bedre-ee, nu-uuuuh."

Jeg tror endda, jeg lavede et enkelt lille dansetrin.

Hun stirrede tomt på mig, helt tomt. Tilsyneladende ser de ikke Doctor McStuffins hjemme hos dem. Og vi sagde hej-hej på en underligt flad måde, og jeg har ikke set hende siden.

Herligt.

Det jeg burde have sagt til hende, var nogenlunde det her:

Først fødte jeg Ellinor, fint og fredeligt i vand med markudsigt.
(Fødselsberetningen kan læses her.)

Med det samme begyndte jeg at bløde, bare en lille smule.
(Mere om det i #1 Uden Ellinor)

Så blødte jeg mere og mere og fik det skidt, og jordemoderen blev bange.
(Mere om det i #2 Uden Ellinor)

Så blev det hele lidt tåget og meget ubehageligt, og Ellinor forsvandt ud af mine arme.
(Mere om det i #3 Uden Ellinor)

Endelig kom en ambulance, men der var råben og skrigen og gamle traumer og ingen Ellinor og ingen ambulancereddere i sigte.
(Mere om det i #4 Uden Ellinor)

Og endelig kom en redder - sammen med en nabo - og fik bugseret mig over på båren, og der var blod og ubehag og ingen Ellinor.
(Mere om det i #5 Uden Ellinor)

Så kørte ambulancen med mig på kanten af bevidstløshed - uden Manden, uden Ellinor. Det var det værste, det allerværste.
(Mere om det i #6 Uden Ellinor)

De var heldigvis på opvågningen, Manden og Ellinor, og efter tre hospitalsdage og fire poser blod kom vi hjem, sammen og i live, med solskin og tårer og kærlighed. En ret lykkelig slutning, ikke sandt.
(Mere om det i #7 Uden Ellinor)

Og hvad skete der så? Fysisk tog det i hvert fald en halvanden måneds tid at komme nogenlunde oven på igen. Jeg var træt, som jeg ikke har været det hverken før eller siden (og det siger ikke så lidt), og jeg blev svimmel hver gang, jeg gik bare 100 meter. Og der sad stadig nerver i klemme underlige steder. Men altså: Ikke noget der ikke kunne klares eller i hvert fald udholdes, ved at Manden holdt fri og bar på babyen, ved at spise heavy smertestillende og få noget massage. En kropsterapeut hjalp mig af med den generelle fornemmelse af ubehag, fremmedhed ved min krop og hjalp. I lang tid havde jeg simpelthen svært ved at rejse mig op. Men det går også bedre - meget bedre - nu.

Og hvad så psykisk - i det omfang, tingene overhovedet kan skilles ad? Jo, det går også bedre, meget bedre. Jeg begynder fx ikke længere at ryste, når jeg hører lyden af en ambulance. Men: De par timer, jeg missede med Ellinor lige efter fødslen, har taget lang tid at indhente. Tager lang tid at indhente. Jeg har endnu ikke brugt en babyalarm, for hun er hele tiden lige i nærheden. Men lige nu sidder jeg i stuen og skriver, mens hun ligger nogle meter væk og sover på soveværelset. Det er en forbedring. For bare en måned siden skulle hun helst være LIGE ved siden af hele tiden. Hvilket er rimeligt svært, når man har rimeligt mange børn i forvejen. Hun kan også godt græde (lidt) nu, uden jeg selv begynder at græde. Om natten sover vi stadig mave mod mave i så ypperlig en samsovning, at selv de vildeste attachment parenting-typer blegner ved siden af - og sådan bliver det nok ved med at være et stykke tid.

I starten var jeg seriøst bange for at blive sindssyg. For at få kronisk posttraumatisk stress syndrom. Første gang jeg skulle ind i rummet, hvor jeg havde født og blødt, brød jeg helt sammen. Første gang jeg så fødekarret, brød jeg helt sammen. Men jeg fik hjælp - først af en doula-coach-type og siden af en jordemoder-psykolog. Og jeg berettede alting så detaljeret, jeg kunne, herinde. Alt det holdt sindssygen fra døren, og sådan traume-wise tænker jeg virkeligt, at jeg er ovre det værste; at den akutte fare for vanvid og varige psykiske men er nogenlunde overstået. Jeg har i øvrigt - selvfølgelig - også prøvet at få fat i fødselsjordemoderen, men hun tør tilsyneladende ikke snakke med os igen...

Så hvordan går det LIGE nu? Det kunne jeg selvfølgelig også have svaret på, i stedet for at synge eller i stedet for den her kilometerlange fortælling.

Det går OK. Isen er tynd, tynd, tynd, og når den krakelerer - hvis jeg er for træt, hvis Ellinor har grædt særligt meget under en af vores helvedes-afhentninger, hvis folk bliver irriteret over min Ellinor-seperationsangst, hvis vi har alt for travlt - så synker jeg dybt, dybt ned. Sårbar tror jeg ordet er. Jeg er stadig sårbar. Og det bliver stadig sværere at være sårbar, fordi tiden går, jeg ser almindelig (omen lidt træt og buttet) ud, og verden forventer, at jeg opfører mig nogenlunde almindeligt. Eller måske er det bare mig selv, der forventer det. Ind i mellem kommer sundhedsplejersken forbi og siger, at det er OK, at jeg har det, som jeg har det. Ind i mellem siger I det. Så går det sjovt nok straks bedre.

Og: det meste af tiden skøjter jeg taknemmelig af sted på den tynde is med Ellinor i favnen og de to store i skørterne. Jeg er i live! Hver dag med alle mine børn er en goddamn gave! Det går bedre, meget bedre nu! Det gør det virkeligt.

Folkeskolen is back

Skolen er startet igen, og det går sguda meget godt, ikke, men vi husker med gru tilbage på sidste år.

Og selvom Sønne nu insisterer på at lave matematik i stedet for at høre godnathistorie, selvom han fortæller stolt om sin nye danskbog, selvom han spiller fodbold i alle frikvarterer, selvom han - i følge pædagogerne - er blevet så stor og god og fræk i sommerferien, og selvom han er glad-glad om eftermiddagen... ja, så er det som om, han også husker. I hvert fald har han ondt over det hele om morgenen; så er det armen, så er det foden og så "hvorfor fanden skal jeg i skole, når det gør så ondt?!"

Og vi øver os på at lade ham have det, som han har det (åhja), men hold nu op hvor er det svært. Svært og upraktisk. Uhyre fristende at råbe tag dig nu sammen! (eller hvisle det), uhyre svært ikke (kun) at komme med trusler men også vise noget, der ligner forståelse. Fem minutter efter, at man skulle have kørt, hvis man skulle være kommet til tiden.

Det er helt sikkert overstået lige om lidt, siger vi til hinanden, og jeg snuser til min baby og skiftevis frygter og håber, at der slet ikke er noget, der hedder folkeskole, når det bliver hendes tur om seks år.

At ha det som man har det

En af de største gaver, man kan give til folk, er at lade dem have det, som de har det. Ikke noget med underliggende dagsordener om, at de skal tage sig sammen; ikke noget med at indlede trøste-sætninger med "men i det mindste..."

Det kan godt være svært.

Det kan godt være endnu sværere at give sig selv den gave.

Hvis man fx har det meget, meget ringe med at hente to børn på bekostning af en baby, kan man fx godt få lyst til at sige til sig selv, at man skal være glad for, at man i det mindste har tre fantastiske børn. Og en bil. Og en barselsorlov. At man skal tage sig lidt sammen og suck it up.

Hvis man så trækker vejret VIRKELIGT dybt og livsklogt, kan man måske sige noget i den her retning til sig selv: Du er sårbar og pjevset og kan ikke tage ret meget, men det nytter ikke noget, at du skælder dig selv ud. Det ændrer ingenting. GØR noget i stedet for. Find en løsning.

Hvis man så skriver om det på sin blog (eventuelt mens alle ens indre brokke-alarmer bimler og bamler), regner man med, i bedste fald, at blive bestyrket i sin autopeptalk. Altså at nogen siger: Du er sårbar og pjevset og kan ikke tage ret meget, men det nytter ikke noget, at du skælder dig selv ud. Det ændrer ingenting. GØR noget i stedet for. Find en løsning.

Og når der så sker noget andet - når alle hurtige og kloge kommentarer oser af "fuck det lyder ægte hårdt, det ville vi også synes" - ja, så føles det... fantastisk. Som om man godt må have det, som man har det, uden at kalde sig selv sårbar eller pjevset.
Som en gave.
Som en art syndsforladelse. 

Tak.

Tynd is, tung autostol, fanden på væggen og i afhentningen

Jeg er typen, der holder meget af at male fanden på væggen. Så kan han lissom hænge der og kigge ned på en virkelighed, der endte med at blive meget finere og bedre, i hvert fald i sammenligning med forventningen.

Derfor brugte jeg også en masse energi på at forhåndsstresse over den daglige hentning. Både over det manuelle gear, naturligvis, men også over hvordan mig og Ellinor skulle bære os ad med at komme ind i bilen, ud i børnehaven, ind i bilen igen, ud i skolen, ind i bilen igen... uden at bryde sammen i sind, bækkener og babyhjerter.

Nu har vi så hentet, Ellinor og jeg, i over en uge. Og problemet er, at virkeligheden er værre end selv mine mest pessimistiske fantasier om den. Altså: For det første må jeg stoppe bilen flere gange og finde en sut frem og trøste, før vi overhovedet forlader matriklen. Når vi når til børnehaven, er Bette E næsten faldet i søvn, men vågner selvfølgelig, så snart jeg parkerer. Så hun kommer i bæreselen, mens jeg traver den vidunderligt, hæsligt kæmpestore naturbørnehave rundt for at lokalisere en fem-årig og derefter traver op og ned ad nogle trapper for at krydse ud og tage mudret tøj med og den slags. Nu er Bette E igen stort set faldet i søvn - men vågner naturligvis, når hun skal i autostolen. Eventuelt bliver hun ammet lidt på forsædet, mens Liv kravler rundt skiftevis på hende og mig og aer os i ansigterne med sine vidunderligt, hæsligt sorte fingre og råbesynger ELLI ELLI ELLI ER SÅ SØØØØØØD. Efter mælk, gråd og sutte-terapi kommer Bette E i autostolen en gang til og klynker på vej til skolen.

Nogle dage når hun at falde i søvn, og jeg lister autostolen diskret ud og marcherer SFO'en rundt for at lokalisere en syv-årig... trapper og larm og flyvende klodser og en baby, der selvfølgelig vågner i den sygt tunge autostol, nu den ikke længere befinder sig i en bil. Og jeg har ondt-ondt af Elli, der på den måde betaler prisen for det rigtige børnehavevalg og det rigtige skolevalg (de kunne jo også have gået lige på den anden side af vejen) og måske også en lillebitte smule ondt af mig selv, så jeg slår nogle indre handler af: Hvis vi kommer helskindet igennem det her i dag, må jeg drikke to kopper kaffe, når vi kommer hjem. Den slags.

Andre dage vågner hun, så snart jeg har parkeret på skolens p-plads og kommer - nu helt klatøjet og pylret af alt den søvn-tortur - i bæreselen en gang til, før vi vandrer ind og forsøger at lokalisere Sønne.

Og nårhja, så skal vi jo ud i bilen en gang til, og autostol og ELLI ELLI ELLI ER SÅ SØØØØØØD, og jeg forsøger at være max nærværende og spørgende overfor mine to store børn, mens mine hænder sætter sved-aftryk på rattet.

Heldigvis bruger de deres hellige halv times daglige skærmtid, så snart vi kommer hjem, de to store, så Bette E og mig kan ligge i ske og spise lidt (hende), græde lidt (hende, evt os begge to) og sove lidt (absolut kun hende).

Og inde i hovedet er der naturligvis stemmer, der råber, at jeg bør tage mig sammen, og at alle andre har det meget hårdere, og kom nu for fanden, og hvor svært kan det være. Men jeg nægter at lytte til dem, stemmerne. Jeg er for gammel og for børne-rig og har saftsusemig tænkt mig at GØRE noget. I stedet for at skælde mig selv ud. Jeg skal bare lige finde ud af, hvad det er.

Kærlighed. Træthed.

Jeg havde glemt, hvordan den føles: Den altoverskyggende kærlighed, der får hele kroppen til at snurre og prikke af lykke, hver gang man ser bare antydningen af en tandløst gumme-smil, og når man kigger ind i runde, store baby-øjne.

Jeg havde også glemt den altoverskyggende træthed, følger med sådan en baby. I hvert fald den baby-model, vi producerer herhjemme. Den kommer i tre væmmelige grader, trætheden:

Den let til moderate træthed, der viser sig som små grå prikker for øjnene og en søsyge-agtig fornemmelse af, at hele verden ligesom gynger lidt. Og som en følelse af, at hjernen ligesom er blevet til en art grålig grød. Det er der, jeg er nu, fordi jeg gik i seng allerede 22.30 og kun har ammet en tre-fire gange i nat. Win.

Den moderate til svære træthed, der - udover at give symptomerne beskrevet oven for - viser sig som en generel vrissenhed og/eller vrede på verden. Inklusive alle børn, der er ældre end ét år.
Det er der, jeg var, under stort set hele min barsel med Sønne. (Da han var otte måneder, kom jeg begejstret hjem fra mødregruppen og sagde til Manden "jeg ved simpelthen ikke, hvad der skete i dag - de var bare SÅ meget sødere, end de plejer! Og sjovere og mere intelligente! Og jeg kan i øvrigt også bedre lide Aarhus, end jeg plejer, og kaffen var god og..." Hvortil han svarede: "I nat sov du fem timer i streg for første gang i otte måneder. Tror du måske, det kunne have noget med det at gøre?" Which it had, selvfølgelig.)

Dødstrætheden, der føles som en depression. Der var jeg også under en del af Sønne-barslen. Jeg forsøger at powernappe mig uden om det sorte trætheds-hul denne her gang men frygter (som altid, for en sikkerheds skyld) det værste. Jeg har altid været bedre til blog og kaffe end til pludselige lure midt på dagen. Og har altid været bedre til at lave små powernapping-børn end de der typer, der sover forudsigeligt og i timevis.

Træthed, sødhed, kærlighed, kækhed.

Så vil jeg alligevel hellere være dårlig til tysk

På min efterskole gik jeg i klasse med Jeannette. Jeannette var sød og ok kvik - men især det sidste glemte hun, når vi havde tysk. Tysklæreren behøvede bare at kigge på hende, så blev hendes meget lyse hud en meget mørk nuance af rød, og hvis han spurgte hende om noget, fik hun tårer i øjnene og kunne ikke rigtigt tale.

Jeg forstod det ikke, men gik ud fra, at hun måtte være meget dårlig til tysk. Op til eksamen læste vi en lille bitte smule sammen, og nej - det var hun ikke. Hun var ikke flydende eller fantastisk eller noget, men hun var langt fra det tyskvrag, hun havde givet indtryk af i timerne.

Min undren voksede, Jeannette fik (vistnok) et gammeldags 5-tal til eksamen, og mit-teenage konkluderede formentlig noget i retning af, at hun var et grundlæggende lidt anderledes menneske end mig selv.

Jeg fattede det stadig overhovedet ikke. Skolepres har altid udelukkende gjort mig skolebedre. Og jeg har ikke rigtigt skænket det en tanke, Jeannettes uforståelige tysk-panik, før i fredags, hvor jeg havde mit eget panik-moment midt i Beders eneste lyskryds. Selvom jeg jo altså for helvede godt kan finde det koblingspunkt og starte den bil. Og nu er jeg så for alvor ræd og har helt røde kinder, bare jeg tænker på lyskrydset.

Så ja, nu forstår jeg bedre Jeannette. Og jeg er nærmest lidt misundelig: Jeg ved ikke, hvordan hendes liv ser ud i dag, men jeg kan ikke forestille mig, at hun har brug for tysk i noget nær samme grad, som jeg har brug for at kunne køre bil.

Jeannette vinder i det lange løb. Det gør hun virkeligt.

Voksenpoint: 0

Øj, hvor jeg fantaserede om at blive fulgt at et helt TV-hold eller et heppekor eller nogle andre, der lissom kunne anerkende, hvor sygt voksen jeg var i morges: Tre børn i bilen, alle mætte og ingen nævneværdig gråd. Og vel at mærke i KÆMPEbilen, den nye stationcar med ægte manuelt gear (IKKE tidligere tiders automatgear), som jeg styrede like a boss. Koblingspunkt, min nye ven. Af sted af sted til børnehave, videre videre til skole, svinge ind langs kantstenen og parkere blødt som en pro. Sjældent har jeg følt mig så kompetent og voksen.

Følelsen blegnede en anelse, da Sønne med hovedet på skrå og sin mest pædagogiske stemme sagde: Flot mor, du gik ikke engang i stå i dag!

Men den kom igen, følelsen, og varede lige til hentetid. Hvor jeg formåede at gå i stå FIRE gange - mens jeg holdt midt i Beders eneste og meget lille lyskryds og ventede på at svinge til (fucking) venstre. Der blev rødt og grønt og rødt igen, mens bilen hoppede op og ned og Bette E formentlig pådrog sig varigt piskesmæld, mens det halve Beder fægtede med armene i deres biler og ikke kunne komme nogen vegne, fordi vores kæmpe tank blokerede hele krydset. For fanden i helvede og stress-sved-dryp på rattet. Vi har byens mest genkendelige bil, men forhåbentlig var jeg inkognito bag min Pernille Skipper kører-brille.

Jeg svedte stadig efter at have hentet barn et og to men formåede at komme næsten hjem, før jeg gik i stå igen med et ordentligt hop, midt i et helt uskyldigt trafiklys-løst venstresving. Hvortil Liv, det optimistiske barn, muntert sagde: Og det er jo lige præcis DERFOR, at man altid skal huske sin sikkerhedssele, iggås mor!

Jeg føler, jeg har tabt den leg, der hedder voksen. Men i det mindste er det lykkedes mig at opfostre nogle pænt anerkendende børn.

Kender du den nye Anne-Anne? Så send hende (m/k) til Beder...

I går skrev jeg det mindste af de her to yndige mennesker op til vuggestue. Endda helt uden at græde. Ikke fordi jeg er blevet cool eller pludselig ser på institutionslivet med håb eller optimisme - men fordi jeg simpelthen satser på, at der melder sig et mirakel inden næste sommer. Et ung-pige-hjemmepasnings-mirakel, så Ellinor kan få samme vidunderlige start på livet som sin storesøster. Først og fremmest beder jeg naturligvis til, at Anne-Anne pludselig hiver et halvt år ud af kalenderen til at passe en af mine døtre. Igen.

(Og hvem er så Anne-Anne, spørger I måske. Anne-Anne er en speltet lykketing, en vuggestue-udskyder og en søvn-magiker. Og så passede hun BetteLiv da hun var ægte bette - tre dage om ugen fra hun var et år til hun var halvandet. Fandme en god start på tilværelsen væk fra forældrene.)