In a land far far away

Nogle gange føles det som om, at de 300 kilometer mellem Århus og København i virkeligheden er 3000.

Fx når jeg ser idylliske Facebook-billeder af smukke familiemedlemmer og dansende pinsesol og mest af alt har lyst til at kigge forbi til en hurtig kop kaffe og en svømmetur i det haw, de står og skuer udover.

Eller når mine tidligere-Jyllands-nu-emmigrerede buddies holder stor fest i hovestaden og ikke inviterer mig. Pfiuuh altså.

Eller når gode, gamle venner smilende lytter til mit triste "jamen det kan godt være, vi har besluttet at blive i det der helt OK Jylland, men jeg har sguda HJEMVE" og svarer med et "jajada, men vi ses vel altid til jul."

Men (og nu kommer pointen, der afslører, at jeg alligevel ikke er blevet helt trælsbitter og københavnerfrændeløs) så sker det, at andre gode venner propper deres to småbørn ind i en bil og kører over bro og bælt udelukkende for at hænge ud med os en dag. Én dag. Og så køre hjem igen. Lidt som om de 300 kilometer var 30 og slet ikke noget problem.

Hyggeligt og rørende. Og helt inspirerende. Jeg fik sandelig helt lyst til selv at få en bil (that's new!) og holde op med al mit blogbrok og bare kører over til de rare, savnede folk. Og se, den følelse er nok værd at holde fast i, for som endnu en god, gammel ven bemærkede, da jeg stramt bedyrede, at jeg ikke var det mindste jyde-bitter: "Det er godt, du ikke er bitter. Så er det altså MEGET større chance for at få besøg." Jæs.

Hotties

Ja, heden her i vores fjerdesals-sauna får os til at svede og smide tøjet. Men den får os sandelig ikke til at lade være med at lave risengrød.

 

Dagens citat fra klarsynede (omen skoldkoppe-roskildesyge-hederamte) Sønne: "Far er en gyllespreder (gyllespræijer). Moah er en kofanger." Nemlig.

Sursødesygemor og livets mening i træskibshavnen

Egentlig havde jeg mental-skrevet en meget bistert indlæg om mere sygdom og mere søvnunderskud og om at være suremor, der sad sammensunket i et hjørne af køkkenet og håbede, at ingen (børn) fandt hende.

Men så tog vi os sammen. Eller det vil sige: Manden tog os sammen. Og skovlede hele den sure og/eller syge familie ud af døren og ned fra fjerde sal og over i Skanseparken, hvor vi kunne konkludere, at foråret var holdt op med at forsømme os, netop som vi holdt op med at forsømme dét.

Der sad vi så i nogle timer og mærkede, at alle lemmer og lunger stadig virkede, og så at skoldkopperne lissom blev bleget en lillebitte smule i solen. Og så var der ikke andet at gøre end at introducere BetteLiv for cyklen, et transportmiddel hun ikke tidligere har kendt, og cykle hele familien ned på Træskibshavnen. Fordi det er bedste sted i Århus. Nej, i Jylland. Måske endda i Danmark. Fordi man kan kigge på alle skibene og drømme sig langt væk og samtidig ikke have lyst til at flytte sig ud af stedet, fordi der er så utroligt rart, at den havn nærmest føles som Meningen med Alt. Totalt lykkelig ambivalens. Også i dag, hvor vi cyklede hånd i hånd i solen med hvert vores barn bag på cyklen og udsigt til solglimtende vand i Århusbugten. Og hvor vi kravlede om bord på det skib, Manden har bygget på i omtrent 17.000 år, og legede lidt med en enkelt boremaskine og drømte os langt væk til passatvind og Stillehav. Og jeg mener - alt gynger jo alligevel under fødderne på os på søvnløshedsmåden, så kan man vel ligeså godt stikke til søs?! Især hvis dem, man allerbedst kan lide, gerne vil med.

Mmm. Nå. Afsted til træskibshavnen med jer!

Det tætteste jeg kommer på en filmkarriere. I helvede.

Kender I den der følelse af, at hele verden er en meget eksperimentel postmoderne film, hvor alle konturer er flydende, og alt lissom gynger, så man får kvalme af at kigge ud af øjnene? Og kender I følelsen af, at nogen lissom har skruet op for tyngdekraften i den biograf, hvor man sidder og ser den eksperimentelle film, så det er tungt tungt tungt at bevæge sig bare en lille bitte smule?

Og kender I det, at man bare ikke kan flygte fra tyngdekraftsbiografen fra helvede, fordi man a) selv er sløj og b) har skødet fuldt af ét skoldkopperamt og ét snottet, øjenbetændt barn, der begge råber MOAH så godt de kan, og som man helt klart burde proppe noget mad og noget væske i?

Nå. Men hvis I ikke kender det, men gerne vil give it a go, fordi I er de eventyrlystne typer, kan I jo lade være med at sove tre nætter. Så bliver alt så herligt udflydende. Og I kan tage jeres børn med til en konfirmation, hvor andre uden varsel har hevet deres skoldkoppede unger med og så gnubbe alle ungerne op ad hinanden. Og selv pådrage jer noget festlig småsygdom, så det bliver herligt udfordrende at servicere syge barn et og syge barn to døgnet langt og selvfølgelig garnere med øjenbetændelse til hele banden. Gult pynter altid.

(Og når det så viser sig, at den helvedesbiograf slet ikke er et sjovt sted at være alligevel, kan I ringe efter mine forældre. Så kommer de trillende og læser historier og bager pølsehorn. Og det kan godt være, at I ikke kan sove, for hvordan kan man det, når man er on call hele tiden, men I det mindste kan I chille og skrive et meget optimistisk blogindlæg. Win!)

Sønne hin Søvnløse gået kold på køkkengulv under aftensmad. Så ved man, den er helt gal.

Så derfor vil vi bare sidde og glo ud på hestene. I mørket.

 
Hvad ser I på billedet?

Jeg ser et fjernsyn. Et stort og fint og fladt fjernsyn med 31 kanaler, som ikke er vores. Hverken fjernsynet eller kanalerne. Selvom Sønne kalder det Vores fjernsyn, lidt ligesom Vores øl.

Jeg er netop kommet i tanker om det efter en periode med en art fortrængning: Det hører sammen med lejligheden, og vi flytter fra det lige om lidt, når vi skal ud på det der land. Helt fjernsynsløse.

Jeps, vi er sådan nogle, der i virkeligheden ikke har et fjernsyn. Vi har bare glemt det, fordi vi efterhånden har boet sammen med det fremlejede fjernsyn i over et år. Nu ser vi med glæde X-factor og Kender du typen og TopGear ligesom alle andre, og zapper frustrerede rundt mellem kanalerne og brokker os over, hvor lidt kvalitetet der er, og føler os en lille smule kloge, fordi vi brokker os over, hvor lidt kvalitet, der er. Og vi har glemt, hvad man egentlig laver om aftenen (udover at arbejde og nogle gange besvime, mens man putter), når man ikke har et fjernsyn. Det er ikke tændt hver aften. Men det er tændt tit.

Seriøst - hvad lavede vi før? Altså, vi kan jo ikke have læst højt for hinanden af antikvariske bøger hele tiden, vel. Eller gået i byen konstant, vi havde trods alt BetteSønne.

På en måde glæder jeg mig, thi hvem ved, måske bliver døgnet pludselig fyldt med mange og meget meningsfulde timer? Timer, som vi kan fylde med sunde interesser som... æh, hækling. Og hinanden. Men den mest dominerende stemme i mit hoved siger med vantro stemme: Du flytter på landet uden fjernsyn til at lyse op i det mørke, alle ved, ligger som en tung dyne over, ja, landet, hver aften. Hver. Aften. Du må være vandvittig. Og du har ikke en engang en bil til at flygte i, når det bliver rigtigt slemt.

Godt man har en computer, man kan se film på, neh? Og meget store vinduer og udsigt til noget hestemark uden gadelygter (marklygter?!).

(Udover fjernsynet ser jeg på billedet to børn, der skal lige til at slås om en pakke rosiner. Men børnene hører ikke til lejligheden. De hører til mig, trods alt.)

Det handler jo om at spotte de store eventyr i den lillebitte hverdag, ikkesandt?

... eller hvordan var det nu? Således en top fünf over weekendens største og mest nervepirrende begivenheder og en slags smagsprøve på vores altid spændende og eventyrlige tilværelse:

• Jeg formåede at falde i søvn på gulvet med en pakke bleer (...) som hovedpude og med ret meget savl i mundvigen - og at sove 45 minutter, før jeg vågnede med et sæt og en meget øm hofte. Trætte, gamle mor.
• Både Manden og jeg skyndte os at blive febersyge, så snart Sønne blev passet en enkelt nat - og blive raske igen, så snart drengen kom hjem. På en måde god timing. På en måde virkelig, virkelig dårlig timing.
• Jeg forsøgte at booke billetter til et bryllup i Bretagne (Viggomor skal giftes!) og endte med at  skyde skylden for priser og logistikbøvl og min egen bookning-i-sidste-øjeblik på Århus. Blandt andet med ordene: "Det er sguda også fordi vi bor i Jylland! Så er man bare så fucking afsondret fra resten af verden!" Yndefuldt. Rimeligt. Og meget flot owned up til min egen med-beslutning om at blive boende på det såkaldte fastland. Til mit forsvar vil jeg sige, at jeg er vokset op sådan nabo-ish til Kastrup Lufthavn og opfatter det som Rigtigt og Naturligt til enhver tid at kunne forlade landet med næste fly...
• Manden brugte husets længste og farligste køkkenkniv til at smøre leverpostej på småbitte madder til Liv. Mens svigermor så på og skældte ud. "Men det er jo husets eneste rene kniv," sagde Manden glad og upåvirket og smurte videre. Og det var det.
• Liv lærte sig selv at tage billeder med min iPhone og dokumenterede dermed på en måde, at jeg rimeligt tit bestikker hende med telefonen, så hun ligger (nej, står) stille, når hun skal skiftes. Alternativet er, at hun kravler ned i håndvasken, og det er seriøst mere sundhedsskadeligt end at slikke på lidt elektronik.

Blød hud. Blød verden.

Sønne trives i børnehaven. Det siger de voksne i hvert fald. Og selvom noia-mutti godt kan tro mere på frygt end på uddannede pædagoger, ja, så er det alligevel svært at bevare pessimismen, når han og Tårnhøje Rosa har glædet sig dagen lang til at legedate.

Så snart hun var gået (det vil sige halet modvilligt ud af døren), spurgte Sønne efter hende igen. Og spurgte, hvornår hun tog bukserne af, for han ville se hende uden tøj, faktisk! Jeg vælger at tage det som et godt tegn. Mest fordi jeg virkeligt ikke orker andet.

Og lige om lidt kommer Manden med burgere.

Hård hud. Jatak.

OK. Så vi har for nylig slået fast, at nogen har stjålet min hårde hud og efterladt mig helt blød og labil. Og bekymret over alt muligt ligegyldigt, som fx babygrød.

Jeg plejer at være sådan nogenlunde i stand til at få kylet tingene over i en bunke i hjørnet, hvor de kan samle støv og ikke gør den store skade. Men nogen har altså åbnet et vindue, og noget nasty forårsblæst har hvirvlet huset og hovedet fuld af bekymringer.

Og når Sønne så kommer hjem fra børnhave og ytrer, at ingen gider lege med ham - hverken Tårnhøje Rosa eller Kalle, hans gamle vuggestueven - ja så ved jeg simpelthen ikke, hvordan jeg skal tackle det. Helt blottet for hård hud og tabusmil og automat-beroligelser.

Jeg kan godt råbe til mig selv, at børn er børn, og what goes up must come down, og i morgen er det sikkert omvendt. Men jeg kan også høre en lille hæs stemme hviske: Hvad nu hvis han ikke er spor lykkelig derinde under smilet og blomsterkransen? Hvad nu hvis de andre bare ikke gider ham og laver uoprettelige ridser i hans lille, bløde, ufærdige selvværd? Hvad nu hvis jeg bare er megadårlig til at tackle det og burde... gøre et eller andet? Altså noget andet end at gå ud og finde mig en øl i køleskabet, hvilket er det bedste, jeg lige pt. kan finde på.

Fuck, altså. I det mindste sætter det på en eller anden måde babygrøden lidt i perspektiv.

Lykken er at være bil-løs i Beder. Eller...?

Der har været konfirmationer og Tivoli Friheden og søvnløse nætter for alle pengene. Og der blev sagt uforglemmelige ting undervejs:

• "Jeg kan høre, du kommer fra København. Og så bor du i Jylland? Virkelig? Altså bor du så i det mindste i Århus? GODT! Tænk hvis du boede i... Lemvig eller sådan noget. Så så man lige dig sidde der: To børn! I Lemvig! Ohmygod!" sagde den københavnske bordherre. 
• "Hvad er det for noget mad, du giver til hende den nyfødte? Nå, er hun ikke nyfødt? Ti måneder?! Aj, kan man ikke godt blive sådan liiidt trætte af dem efter så lang tid?" sagde den samme københavnske bordherre... der i øvrigt undervejs i festen blev helt og aldeles forelsket i BetteLiv og endte med at tage 10.000 billeder af hende. Men der havde jeg selvfølgelig også forsikret ham om, at man ikke sådan uden videre fik nok af Bette.
• "Livse kan gå! Det KAN hun!" råbte den liggende, men begejstrede storebror, umiddelbart før hans - for første gang - selv-gående lillesøster landede i hovedet på ham.
• "Jeg tror simpelthen ikke, jeg er klar til, at vi køber en bil," sagde jeg til Manden - som jeg har to børn med og i øvrigt tænkt mig at blive sammen med for evigt. Dog bil-løs, tilsyneladende. Umiddelbart efter hørte jeg mig selv sige "fuck, hvor jeg glæder mig til, at vi flytter til Beder." Jeg ved snart ikke, hvad der er mærkeligst. Eller om der er en indbygget modsigelse i de to udsagn, der får mig til at overgive mig med tiden.

Tivoli Friheden. Aka Lykken. Han kørte syv brandbilsture i træk og er absolut klar til, at vi køber en bil.

Glædelig bededag. Kh overskudssamfundet.