Træerne vokser ikke ind i himlen

Faktisk vokser de ikke engang op i knæhøjde, træerne. Sønne vågnede fem gange i nat. Og er snottet og hjemme fra vuggestuen sammen med Moren, der tilsyneladende aldrig kommer til at arbejde igen. Hvilket jo er herligt, når man er sådan en, der får løn for arbejdede timer og ikke fx en herlig månedsløn.

Et lille skridt for menneskeheden...

... men et kæmpe skridt for os. På linje med et regeringsskifte eller en milliongevinst. Thi:

Sønne vågnede kun to gange i nat. Og begge gange skulle han bare væltes, så faldt han i søvn igen uden videre. Det er første gang siden... dengang vi boede i Shanghai, da han var lillebitte og bedøvet og modermælk og luftforurening. Det er over halvandet år siden.

Han er en anden og gladere dreng. Sådan en vi normalt kun møder i glimt efter en vellykket middagslur. Og ignorerer jeg stikket i hjertet over, at vi ikke har været bedre til at få ham til at sove, så, æhm, hans liv lissom kunne have været bedre, så er det jo bare FANTASTISK.

Tænk på, hvad det betyder, hvis vi sådan nogenlunde kan sove om natten.

Tænk på, hvad det betyder, hvis vi kan se film om aftenen uden at sidde med et halvt øre nede i babyalarmen, klar til at afværge det værste. Eller hvis vi kan have gæste og kun behøver frygte moderat for titusind vågninger.

Tænk på, hvad det betyder, hvis han er udhvilet og glad om formiddagen i stedet for pjevset og tvær. Og hvad det betyder, hvis VI er udhvilede og glade om formiddagen i stedet for pjevsede og tvære.

Ja, jeg tager glæderne på forskud. Jeg ved godt, at han måske sover helt frygteligt igen i nat. Men jeg har brug for at glæde mig og tænke, at vi er nået til rulleteksterne for filmen "To år uden søvn".

Det var Farmoren, der havde nattevagten i nat (ja, vi elsker drengens bedsteforældre højt). Hvis han sover dårligt i nat, tillægger jeg successen hendes positive indflydelse (snorken/syngen/tvang/beroligende åndredræt/whatever - jeg er ligeglad) og tvinger hende til at sove sammen med ham for evigt. Det kan hun vel godt, hvis han kun vågner TO GANGE. To gange. Ha! Verden kom an!

Så syge er vi heller ikke

Sønne starter dagen med at hoste og hoste og hoste og græde lidt og sige av. Og den pædagogiske (og syge og trætte) mor forsøger på bedste vis at italesætte situationen:

"Ja, det gør ondt, når du hoster. Det er træls."

"Av av av," hulker han videre.

"Det er fordi du er SYG."

Nu holder han op med at hulke:
"SYG!"

"Syg, ja. Jeg er også syg."

"MOR SYG. OGDIG SYG!" (Ja. Han kalder sig selv og dig. Det er resultatet af en sær kortslutning i hans hoved, når det kommer til personlige pronomener.)

"Det er rigtigt. Mor er syg, og du er syg."

"Mor syg, Ogdig syg. Begge to syge," siger han, og så stiger entusiasmen tydeligt:
"Mor Ogdig BABUBABU spital!!"

"Æhm, nej - vi skal ikke på hospitalet med ambulance. Så syge er vi heller ikke. Vil du have noget mere havregrød?"

Perspektiv lige fra morgenstunden. Tak for det.

Nåmen så host-host da

Det kan godt være, at det er en sygdomsblog. Men det er en sygdomsblog med meget søde læsere. Tak-tak. Jeg ved ikke helt, om mine sviende øjne skyldes rørthed over kommentarerne eller sygdom, faktisk. Jeg er begge dele; rørt og syg. Jæs.

For selvfølgelig har jeg overtaget den sygdomssnue, Manden fik forærende af det sydafrikanske bettekusine i julen.

Og selvfølgelig er Sønne syg - dog på den "jeg løber rundt og hoster og sultestrejker og sover ikke om natten, men jeg smiler og er kæk"-agtige måde, og ikke på den efterhånden velkendte meget slatne, meget skræmmende syg-syge facon. Det er altså til at bære, bortset fra den manglende søvn. Min (i øvrigt småsyge) Englemor har taget en nattevagt i nat, og ellers handler det nok lidt om at tage et kvarter ad gangen. Også i forhold til stress-stress-stress over alt det arbejde, jeg som en småsur, storsnottet bulldozer har skubbet foran mig siden midt i november, og hvis utallige deadlines nu nærmer sig med skræmmende fart.

Det lykkes dog ikke altid helt med den dersens "grib kvarteret"-taktik. Hvis I var fluer på væggen i vores århusianske træhus (iført bittesmå gasmasker for ikke at blive smittet med alskens vira og stas), ville I se mig ligge på sofaen iført nattøj, halstørklæde og sygt meget selvmedlidenhed og hele tiden sige ting som "skal vi ikke tage til Egypten i morgen" og "har I set de her gamle billeder fra min tur til Honduras, skal vi ikke tage derhen ALLE vintre fra nu af" og "det kan da ikke være MENINGEN, at det skal være sådan her at have små børn om vinteren, jeg holder det ikke UD." Og I ville se Englemor og Manden gå rundt, hostende og grinende, med lakridser og høre Manden sige ting a la "du gider jo ikke bo i udlandet, når det kommer til stykket" og "hehe, det bliver KUN værre fra nu af" og "jeg gider sgu ikke til Egypten, hvis det ikke er for at dykke."

Fuck altså. Holder det aldrig nogensinde op? Og kommer der ikke snart nogen og tager mere end en enkelt nattevagt? Og laver alt mit arbejde?

Men det bliver vel bedre, når dagene bliver længere. Eller noget.

Da jeg oprettede bloggen, tænkte jeg, at jeg ville blive sådan en, der bloggede hele tiden. Og det er jeg også af natur, lissårm... har i hvert fald blogindlæggene flyvende rundt i hovedet hele tiden.

Sagen er dog den, at de alle sammen er fyldt med brok. Over søvnmangel, over det psykomarathon, denne her vinter har udviklet sig til, om frygten for at få barn nummer to, når det er så svært bare med et enkelt barn, om drengen der ikke længere vil være i vuggestuen og er så ked og pyller og umulig, om at skændes med Sønne hele natten og ikke kunne lade være med at være sur på ham om dagen også... og så videre. Men jeg er bange for at afskrække eventuelle barnløse læsere fra at få børn, hvis jeg begynder at gå i detaljer. Eller for, at læsere med børn skal synes, jeg er et tudefjæs. Og for, at jeg selv skal synes, jeg er et tudefjæs.

Så jeg skriver igen, når jeg har noget godt at sige, ikke. Det kommer til at ske væsentligt hurtigere, hvis nogen af jer kommer og tager en nattevagt eller ti.

Nytårsforsætter

Jeg er kommet i tanker om mine nytårsforsætter! Jeg havde en pulje på en 10-12 stykker og formåede at glemme dem alle sammen den 31. Nu har jeg sovet lidt over fem timer i træk og kan huske det allervigtigste igen - der selvfølgelig handler om netop søvn. Og som jeg har megasvært ved at overholde allerede.

Bliv bedre til at gå tidligere i seng lyder forsættet. Som folk der kender mig sårn lidt mere in real life vil vide, er jeg sygt dårlig til lige netop det. Det er jo om aftenen - efter klokken 22 - at Sønne sover, den værste opvask er kylet i maskinen, de allermest indtørrede leverpostejskrummer er hældt i skraldespanden og der endelig endelig er TID. Til Manden, til et afsnit af Bonderøven (som er stort set det eneste fjernsyn, Manden gider se), til at læse en af de tusind bøger, jeg har fået i fødselsdagsgave, eller til - hvis det går rigtigt højt - at tage et fodbad. Men alle de der herlige aktiviteter har bare ikke den store værdi, hvis man er fuldstændig det-svier-i-øjnene-og-hele-kroppen-træt. Det er jeg tit. Og jeg kan godt skyde skylden på Sønne, der vågner hver anden time. Men jeg kan jo også bare gå i seng der klokken 22, ikke. Bare hver anden dag. Livet og arbejdet og Aarhus er SÅ meget pænere og rarere, når jeg har sovet, jo. Som i; jeg griner og smiler og er i godt humør i stedet for at mukke og klø mig i hovedpinen og være en betydeligt ringere mor, end jeg kunne være...

Alt det her har jeg jo vidst i tusind (eller nærmere to) år. Men jeg har dælme svært ved at gøre noget ved det... og sådan skal det jo være med et rigtigt nytårsforsæt - halvumuligt at holde på linje med rygestop. Suk.

Tab & vin

Det gode ved kun at drikke to snapseglas rødvin nytårsaften er, at den 1. januar var den måske behageligste af slagsen nogensinde.

(Noget af) det dårlige ved at have familie i Sydafrika - bettefætteren, bettekusinen og co. - er, at sige farvel til dem og vide at der er tusind år til, man ses igen. Det har vi lige gjort, altså sagt farvel. Aldrig sjovt. Jeg overvejer at drikke yderligere fem nanoliter rødvin - der er meget tilbage i flasken...

Carportens nytårskavalkade

Jeg ville gerne kigge tilbage på 2010 og sige noget bevinget og dybfølt og klogt. Gerne noget, der ligesom peger ind i 2011 på en humoristisk og fremsynet måde.

Men dels er alt, der ligger længere tilbage end en uge eller to, ret tåget. Dels har nattevagten været min i nat, så jeg snakker sådan her: "Fuck et lortenederen pointsystem regeringen har lavet, gid de alle må forelske sig i udlændinge i 2011 og i øvrigt rådne op i alle de penge, de selv har fået ud af at droppe topskatten." Og så videre. Ikke så konstruktivt, ikke så humoristisk, ikke så bevinget.

En kavalkade skal der dog til. Søvnmangeltågen og min ringe hukommelse taget i betragtning bliver det dog kun for den sidste uge. Med andre ord vil jeg gerne præsentere Carportens kavalkade af mindeværdige øjeblikke i ugen der gik:

Ugens højdepunkt: At lægen (til hvem jeg ikke længere behøver at sige hverken efternavn eller CPR-nummer, fordi jeg render hende så meget på dørene) kunne fortælle, at jeg tilsyneladende ikke har lussingesyge. Og at faren dermed lader til at være drevet over for bebse. Den parfait-is, fremtryllet af og indtaget sammen med de smukke naboer her på verdens mest børnevenlige og tidligt-sluttende nytårsaften, får en velfortjent andenplads.

Ugens lavpunkt: At sidde i venteværelset på Skejbys akutafdeling for gravide omgivet af et plasticjuletræ, en karatefilm og et par, der var endnu mere nervøse end os. Og med udsigt til en kæmpestor plakat med påskriften Hvert år mister 500 forældre et spædbarn. Yey. Vi blev sendt derhen i går eftermiddags temmeligt akutisch på grund af rigelige plukkeveer, som er noget stads, man helst ikke skal gå rundt og have så tidligt i graviditeten. Alt var dog fint... vi så en levende (og rolig og artig og hikkende) ultralydsbebs og gik beroligede hjem - med ordre om, at jeg skulle tage det roligt. As if.

Ugens gave til de ironisk anlagte: At Manden er blevet smittet med snot og host og nys og ondt i halsen af bettefætteren og bettekusinen - dem som under ingen omstændigheder skulle smittes med de ikke-eksisterende skoldkopper... Således tilbringer han nytårsaften på en cocktail af panodil zapp, næsespray og hexokain.

Ugens craving: Min trang til rødvin. Den er sjovt nok større end min trang til søvn. Det vælger jeg at se som et godt tegn! Hverken vin eller søvn har jeg dog udsigt til at få - ikke nu og (hvis man har den lettere røgfarvede fyrværkeribrille på) ikke i 2011.

Ugens citat: "Allah prutter". Ja, jeg tør snart ikke tage Sønne med i ghettofakta længere af frygt for at træde nogen alvorligt over tæerne... Sne hedder dog ikke længere neger. (Og hvorfor siger drengen så "Allah prutter"? Det er vist nok noget med, at Manden har forklaret ham, at alle prutter. Håber jeg.)

Godt nytår!

"Hvad er det?"...

 

... spørger jeg og Piet Van Deurs.

"Det er æblemuffins," svarer du nok. 

Så enkelt er det slet ikke. Alt efter om man er en glasset-halvt-fyldt- eller glasset-halvt-tomt-type, er der nemlig tale om ENTEN et muffinagtigt og velsmagende udtryk for herligt ferie-jeg-har-sovet-overskud ELLER et udtryk for min evige utjekkethed.

Overskud fordi de blev bagt i morges (!) sammen med Sønne, og ingen kom til skade under bagningen. 

Utjekkethed fordi det - undervejs - viste sig, at vi manglede halvdelen af ingredienserne, herunder æg, der blev erstattet af en (godt nok ret æggefarvet) blanding af gulerodsmos, banan og yoghurt. Og fordi Sønne undervejs fik fat i både melet (som endte på gulvet sammen med tre liter vand, en klat smør og en hel del æbleskræller) og bagepulveret, som alt sammen endte i en skål vand, han forsøgte at forvandle til sin egen kage. 

Jeg skældte ikke ud, svedte bare lidt. Og kagerne smager OK, selvom de har en lidt sær konsistens. Og hey, de er næsten sunde - med banan, blåbær, æble, gulerod...

Genopdragelse

Hvad sker der, hvis man i godt en måned lader en toårig gøre alt, hvad han vil? Altså lader ham sove hvor og hvornår, han vil, lader ham se lige så meget Bamse, han vil, og lader ham spise risengrød og drikke saftevand ligeså ofte han vil (stort set inklusive om natten). Hvad sker der så? Det lyder som et spændende socialt eksperiment, ikke; suspender alt opdragelse og se, hvad der er tilbage.

Vi har udført eksperimentet. Grundet den Sygeste December i mands minde, forstås, hvor Sønne har været så ked og slatten og ikke-spisende og avavav-sigende, at der var grund til at juble, hver gang han drak en tår saftevand. Også selvom klokken var cirka fire om natten.

Og hvad har vi så tilbage nu, hvor skoldkoppe-rødspætten igen er frisk som en lille, uplettet fisk? Vi har en dreng, der MEGET gerne vil bæres, som spiser pålægget og lægger panden på rugbrødet, mens han siger NEJ. Vi har en dreng, der cirka 20 gange om dagen forlanger at se Bamse (det plejede kun at ske om aftenen), som bliver hysterisk, når vi siger nej. Og en dreng, der forlanger at sove klods op af sine forældre, selvom vi i vores tidligere præ-sygdoms-liv lige var kommet ind i noget, der lignede halvnormal søvn. Nu vågner han rasende i sin egen seng mindst otte (!) gange hver nat, og forlanger sang og "op og gå op og gå".

Men ved I hvad? Ind i mellem alle post-sygdoms-konflikterne og "nej vi skal ikke have is eller kage"-erne, er vi taknemmelige for at have en dreng, der er fuldstændig sig selv. I hopla og glad og krammende og løbende og RASK. Og vi er raske. Så pyt, iggå, vi har opdraget ham sådan nogenlunde en gang før, og vi klarer det nok igen.

PS Skoldkopperne viste sig ikke at være skoldkopper. Det betød jul med bettekusinen og bettefætteren i stedet for de hjemløse (hvilket ellers kunne have været funky på sin egen måde). Men det betød også en ny diagnose: Lussingesyge. Som er noget helt ad helvede til noget for gravide. Det orker jeg simpelthen ikke at snakke om nu. Og I gider nok heller ikke høre om det. Sygdom og noia.