Genopdragelse

Hvad sker der, hvis man i godt en måned lader en toårig gøre alt, hvad han vil? Altså lader ham sove hvor og hvornår, han vil, lader ham se lige så meget Bamse, han vil, og lader ham spise risengrød og drikke saftevand ligeså ofte han vil (stort set inklusive om natten). Hvad sker der så? Det lyder som et spændende socialt eksperiment, ikke; suspender alt opdragelse og se, hvad der er tilbage.

Vi har udført eksperimentet. Grundet den Sygeste December i mands minde, forstås, hvor Sønne har været så ked og slatten og ikke-spisende og avavav-sigende, at der var grund til at juble, hver gang han drak en tår saftevand. Også selvom klokken var cirka fire om natten.

Og hvad har vi så tilbage nu, hvor skoldkoppe-rødspætten igen er frisk som en lille, uplettet fisk? Vi har en dreng, der MEGET gerne vil bæres, som spiser pålægget og lægger panden på rugbrødet, mens han siger NEJ. Vi har en dreng, der cirka 20 gange om dagen forlanger at se Bamse (det plejede kun at ske om aftenen), som bliver hysterisk, når vi siger nej. Og en dreng, der forlanger at sove klods op af sine forældre, selvom vi i vores tidligere præ-sygdoms-liv lige var kommet ind i noget, der lignede halvnormal søvn. Nu vågner han rasende i sin egen seng mindst otte (!) gange hver nat, og forlanger sang og "op og gå op og gå".

Men ved I hvad? Ind i mellem alle post-sygdoms-konflikterne og "nej vi skal ikke have is eller kage"-erne, er vi taknemmelige for at have en dreng, der er fuldstændig sig selv. I hopla og glad og krammende og løbende og RASK. Og vi er raske. Så pyt, iggå, vi har opdraget ham sådan nogenlunde en gang før, og vi klarer det nok igen.

PS Skoldkopperne viste sig ikke at være skoldkopper. Det betød jul med bettekusinen og bettefætteren i stedet for de hjemløse (hvilket ellers kunne have været funky på sin egen måde). Men det betød også en ny diagnose: Lussingesyge. Som er noget helt ad helvede til noget for gravide. Det orker jeg simpelthen ikke at snakke om nu. Og I gider nok heller ikke høre om det. Sygdom og noia.