Det er svært at være to, når man bor på et bjerg fyldt med sne og i en bydel, hvor sneplovene tilsyneladende ikke gider komme. Og når det er så koldt og mørkt, at ens forældre ruller én ind i et fleecetæppe og giver én strømper på hænderne, så det er så godt som umuligt at spise en enkelt bette vente-på-bussen-i-det-fordømte-evige-mørke-blomme...
Og hvad hjælper det - for mor og søn - at der er halv pris på is, når den ene (den med modestøvlerne) fryser grumme om tæerne, og den anden er rød om sin lillebitte næse? Altså jeg har ikke set NOGEN spise is i det her vejr. Men jeg har dog set en med bare ankler. Hvilket jeg omtalte. Jeg er jo en mutti.
Til gengæld hjælper det, når alle mand er hjemme og inden døre og kan kigge ud af vinduet på alt det her:
(Hvis man var smart, købte man selvfølgelig en af de billige is med hjem til at sidde og spise foran den nydelige istap-udsigt. Så smarte var vi så ikke, så vi nøjes med te med honning.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar