Faktamænd. Mirakler. Spøgelser. Den slags ting.

For et par måneder var jeg i vores lokale ghetto-Fakta og havde denne her samtale med den afblegede kassemand foran en voksende kø af utålmodige kunder:

Mig: "Ærhm, har I nogen graviditetstest?"

Faktamand: "Hvad?"

Mig (nu højere): "Graviditetstest."

Faktamand: "Hvad? Hvad er det?"

Mig: "Altså sådan en dims, som man kan bruge til at teste, om man er gravid."

Faktamand: "Øh... hvad?"

Mig: "GRAVID, du ved. Altså... den kommer i sådan en lille, aflang papæske og befinder sig nok lige i nærheden af hovedpinepillerne."

Faktamand: "Hovedpinepiller?! Det har vi ikke."

Mig (nu lænende sig ind over mand og kasseapperat): "Må jeg se? Det plejer supermarkeder da at have! Jeg kan kende pakken, så hvis jeg bare lige..."

Faktamand (peger ned i butikken): "Vi har piller. Men kun der. Kig der."

Mig: "Nej, det er jo vitaminpiller, der er ingen graviditetstest..."

Faktamand: "KIG DER"

Mig: "Æh... OK. Så."

Og nej, der var ingen tests på hylden med vitaminpiller og fiskeolie. Men jeg fandt en test. I Føtex, hvor de hænger frit fremme, og hvor ekspedienterne generelt godt ved, hvad det er for noget - sådan noget graviditet.

Som I - og alle tilstedeværende i ghetto-Fakta den pågældende efterårsdag - nok har gættet, så er jeg gravid. Sandelig. Og ja, det var med vilje (vi var inde i en periode med væsentlig bedre søvn og væsentlig mindre sygdom, iggå). Vi har været til scanning i dag og set et lillebitte gråt spøgelse, der artigt møflede rundt i min mave og gjorde nogenlunde, hvad sygeplejersken mente, sådan en skal. Den lå noget mere stille end storebroren, og det tager jeg helt klart som et godt tegn. Han slog kolbøtter (altså som i rigtige kolbøtter) og sårn, så snart ultralydsmenneskerne trykkede mig på maven. Det her bliver en artig pige, der sover om natten og aldrig får øjenbetændelse. Jeg kan mærke det.