En slags jul

Sønne ligner en rødspætte. Undtagen i hovedet, hvor skoldkopperne har rottet sig sammen til en stor rød og hævet plamage, der sidder dér, hvor hans ansigt engang var.

I det mindste er pletterne julefarvede. Og det begynder faktisk lidt at ligne jul derhjemme, også selvom vi stadig er i tvivl om, hvorvidt vi har nogen at holde juleaften sammen med, eftersom bettefætteren og bettekusinen (raske, aldrig tidligere skoldkopperamte) har annonceret deres ankomst juleaften. Vi finder ud af det, iggå, og perspektivet i går har faktisk hjulpet en lillebitte smule.

Men altså, vi juler: Rødspætten tøffer rundt i bar og plettet febernumse, og hans gaveindpakkende mor bemærker slet ikke tissepoolen på gulvet og tøjet, før han selv peger på hjemmeskoene og siger "futter. Tissetår." Ind imellem sit omkvæd "sove sove, putte nu" (meget out of character, som trofaste læsere vil vide), siger han vidunderlige ting som "pizza, far henter" (det har Far måske gjort to gange i Sønnes levetid...).

Selvom der skal arbejdes lidt med både ordstilling og helbred kommer sprogmoren helt i julestemning. I hvert fald i en fem sekunders tid.

Og godt nok har jeg ikke fundet julepynten eller overhovedet orket at lede efter den, men min englemor har købt en krans til døren. Og der er sne. Og i et sjældent, lyst inbetween mellemøre- og skoldkoppefeber-moment blev der bagt julekager. Se hvor hurtigt de små hænder arbejder:

Så altså... det skal nok gå. Varme måltider på måtten, julepynt og et enkelt fjernsyn er dog stadig meget velkomne sager. Sidstnævnte fik vi virkelig øjnene op for i Mormor-eksilet i København; det er ligesom bare så meget sjovere at sidde med slatten dreng i favnen, når man har noget andet end en væg at glo ind i. Og det er nemmere at se Bamse og Kylling på fjerneren end - som vi altid har gjort - på computeren, hvor mange lækre taster frister små plettede fingre over evne, og det ender i pause og eject og lettere kaos.