onsdag den 29. februar 2012

BeDER - or be square

Fru Chaos foreslog, at jeg opfandt et slogan for at forene mig med tanken om at flytte til Beder. Jeg prøver, men det går dårligt. Og det er ikke mine tekstforfatterskills, der er noget i vejen med (håber jeg virkelig. Ellers har vi alligevel ikke råd til at bo i Beder, når det kommer til stykket). Alle mine sloganforsøg ender i denne her dur:

Beder - du kommer aldrig i biografen igen

Beder - fordi du ikke har råd til Århus

Beder - tror du selv, det går, når du ikke har bil og i øvrigt ville være bange for at køre den, hvis du havde?!

"HOLDDAOP hvor er du fordomsfuld!" hører jeg de indfødte jyder (og min mor) råbe.

Ha! Så skulle I bare have set alle de slogans, jeg har slettet, fordi jeg bliver ked af det, når folk er sure på mig, og I HELT sikkert ville blive sure, hvis I så dem... Eller. Jeg mener. Beder er ganske givet et udmærket bette sted. Sagen er blot, at jeg er opvokset mere eller mindre midt i København blandt gallerier og museer og cafeer og demoer på Christiansborg Slotsplads og ikke mindst følelsen af at bo i landets vigtigste by (sammen med rockere og indvandrerbander og en hel masse asfalt). Så det sidder dybt i mig, at det er svært at trække vejret i jydske bette-byer. Undskyld.

Beder - træk vejret eller dø

OK. En Smuk Nabo sagde til mig i dag, at børn opvokset på Beder-egnen får meget sunde interesser - fx naturvidenskab og NATUREN. Det er på én gang beroligende og meget skræmmende. Hvad nu hvis jeg syntes, det var en sund interesse at tage forbi Glyptoteket og kigge på gamle, nøgne grækere? Eller noget andet, der ikke involverer Mark og Hest og Oddergris? Hvad nu, hvis jeg ville føle mig totalt fremmedgjort overfor mine børn, hvis de havde sunde interesser!?

Beder - dine børn får sunde interesser (og en mor der krummer sig sammen i fosterstilling på køkkengulvet af frygt for heste, landrotter og anden Natur)

Jeg ved ikke helt, hvor det her er på vej hen. En ansættelse som tekstforfatter i Udkantsdanmark bliver det i hvert fald næppe til. Slet ikke, når man sætter Beder i bås med Udkantsdanmark. Undskyld. Og så alligevel... Horsens' vi-prøver-at-lokke-århusianere-til-vores-halvtomme-by-slogan er "Horsens holder - jo den gør", og det kan vel ikke være så svært at gøre bedre, selv for en parcelhus-fjendsk eksilkøbenhavner?

Jeg tror, jeg skal begynde at skrive om noget andet end Beder.

Meget snart.

Ellers begynder Google bare at sende alle de stakler, der gerne vil vide mere om Beder, hen til mig, og det er ikke sundt for nogen af os. Det er allerede sket med Erik Sigsgaard (og "mekaniske nisser", "motorsav til børn" og, min yndlings, "fuck dig").

Anyway. Her er Liv, og hun elsker Beder. Og Triptrap-stole:


Vi overtager i øvrigt lejligheden i bofællesskabet den 1. juli.

Det betyder a) at der er masser af tid til at hyperventilere over at skulle flytte til Beder, b) at der er masser af tid til at glæde sig til at skulle flytte i bofællesskab med rare folk (og heste! og høns!) og c) at der er masser af tid til, at nogle af carportens 1.5 millioner læsere melder sig frivilligt til at lære mig at køre bil OG passe mine børn imens... Yes?

UPDATE: Bederianeren (bedersken? bedningen?)  Tanja har netop gjort mig opmærksom på, at Beder på nogle (sikkert for bønder fornuftige) tidspunkter af året lugter af gylle. Ergo må slogan nummer fire skrives om til: Beder - træk vejret og dø. Meget, meget lidt opmuntrende.

22 kommentarer:

  1. Du er sjov!

    Selv ville jeg nok aldrig flytte tilbage til Beder, men det har nok noget at gøre med jeg er vokset op der. Det er jo egentligt en fin lille by hvis man nu skal flytte lidt uden for Århus.

    Træk vejret eller dø - tja... på visse tider af året stinker der så meget af gylle at det næsten er svært at trække vejret. Ha ha ha, det er simpelthen bare SÅ meget Jylland.

    Vil du ikke nok finde på nogle flere slogans? De er guld værd- jeg skipper dem direkte videre til min mor som tror Beder er verdens navle. :-)

    SvarSlet
  2. Karen Blixen sagde en gang noget i retning af:
    "To råd skal jeg give alle yngre kvinder: at klippe håret af og at lære at køre automobil....

    Hun var også tekstforfatter, og boede lidt langt væk.

    TILYKKE! Det kommer jo til at gå godt!!

    SvarSlet
  3. Karen Blixen. Godt. Tak. Dagens absolut viiseste ord. Hende holder vi fast i. Hun kunne overleve på landet, vi overlever på landet. Også selvom hendes land var lidt mere eksotisk (og lidt mindre gyllelugtende?!) end Beder.

    Og ja, jeg trænger helt klart til at blive klippet...

    SvarSlet
  4. Beder - Danish for beets (or wethers or prays)?!

    Hey - alt er bedre end "Har do wot i Hobro - det' sjow kan du tro." Og statuetten og Leif kan altid komme på omvendt bondegårdsferie her på Nørrebro.

    Husk , du bliver et gladere menneske af det...

    Hagemann-Hagemann

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg ELSKER det slogan. Er du uddannet journalist eller hvad? Cand.public siger du?! Hvad er dét for en spændende uddannelse?

      Og LOVER du, jeg bliver gladere af Beder?

      Slet
    2. Ja, nu skal du høre. Det er helt crazy. En verdensmandsuddannelse, siger jeg dig. Intet mindre. Selvom nogle glemmer det. Nogle gange. Men hey, nu er der overenskomst. Nå, men lover og lover, det jo meget for en jyde (get used to it), men jeg tror det. I hvert fald i forhold til muligheder, trapper, børnevægt og job lige nu og her, ing'?! DukkeLise hepper.

      Slet
  5. Beder. Det lyder... landligt. Men på den sunde, rødkindede måde. Jeg tror, det bliver godt. Ellers kom til storbyen Skanderborg og få en mundsmag civilisation. Her lugter næsten aldrig af gylle :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Skanderborg... ENDNU sværere at lave slogans til. Sådan på stående fod.

      Slet
    2. Ja, Skanderborg er en lost case. Beder er afgjort bedre sloganmateriale.

      Hvad med den her:

      Beder - alt hvad du beder om

      Slet
  6. Med stor erfaring i behandling af de forskellige træsorter – har Beder Trædrejeri den ekspertise der skal til og derfor produceres der kun i de bedste råmaterialer.

    Hos Beder Trædrejeri er det gode gamle håndværk ikke glemt – det er en producerende virksomhed med dybe rødder i branchen. Dehar ramt den størrelse som gør Dem stærke til at varetage alle typer opgaver – store som små.

    I 1986 overtog Per Poulsen roret for virksomheden. Per var allerede dengang en del af historien for Beder Trædrejeri – nu stod han selv med det fulde ansvar for at tegne fremtiden for virksomheden.

    I 2001 flyttede De i nye moderne lokaler hvor arbejdsmiljøet har haft første prioritet. Noget som har bragt Dem i første klasse ogsåhvad arbejdsmiljø, ind- og udvendigt, angår. Dette giver glade medarbejdere – glade medarbejdere giver gode vaner. Dette sammenmed de mange års erfaringer, giver kunden en garanti for levering af den ønskede kvalitet.)

    SvarSlet
  7. Kan sagtens følge dig. Er bymenneske til marven og udvider børneflokken til tre til sommer. Og kæmper en sej kamp med kæresten om, at vi SAGTENS kan finde et børnevenligt sted i byen til vores sparsomme budget, når vi snart skal til at kigge efter vores eget...

    Men tænk på, at udover alle de kulturelle tilbud m.m. man har i byen, så er det, der gør byen rar jo MENNESKER. Og dem får I med i bofællesskabet! Bofællesskab er i hvert fald en af de få ting, der kunne lokke mig lidt ud på landet, i modsætning til den stille parcelhusdød...
    Og som nogen nævnte højere oppe med Blixen, så er et bofællesskab i Beder vel også en ok personlig narrativ for en, der tilhører den skrivende klasse? Bor Suzanne Brøgger ikke i en gammel skole uden for lands lov og ret?

    Jeg forstår din angst, men giv det lidt tid. Og andelen kan vel sælges igen, hvis det er... "Beder - alt hvad du beder om".

    SvarSlet
    Svar
    1. Eller måske: "Beder - it's Danish for happiness"... Eller bare gå AArhus mere åbenlyst i bedene (hm, 'bedene'- 'Beder', her må også kunne laves noget...)og udskift 'happiness' med 'progress'!
      Synes også godt om Velomamas bud.

      Slet
  8. Der er ikke særlig langt til Malling fra Beder, og der ligger der altså en helt ok biograf...

    SvarSlet
    Svar
    1. Wirklich!? Det er jo fantastiske nyheder!

      Slet
    2. Det burde du faktisk vide... du har jo en tidligere studiekammerat, der var engageret i Malling Bio.

      I øvrigt kan jeg ikke lade være med at bemærke, at det ser ud til at datteren har taget det modsatte standpunkt af moderen - hun har bidt sig fast i bordkanten...

      "Her får du det Beder"

      Slet
    3. Ååhja, det burde jeg selvfølgelig have regnet ud. Jeg har dog længe pønset på at samme studiekammerat skal introducere mig i Mallings bedre borgerskab, så jeg ligesom kan blive integreret ad den vej. Det bliver en fest.

      Slet