Hverdagens måde at sige "velkommen hjem og fuck dig"

"Mindre hverdag i hverdagen" var engang for længe, længe siden fællesmotto for mig og Mary, den evige sambo i hjertet (bedre kendt som Viggos mor). Hun efterlever det stadig - i hvert fald er hun skredet til Caribien med bebs og mand i månedsvis og poster meget palmebefængte billeder hjem til os andre. Dét her fx.

Jeg sidder hjemme i Hverdagen og kigger på palmerne og tænker, at jeg da burde være helt fresh og veloplagt efter en uges spansk kuldeferie. Og jeg dermed burde være i stand til at tackle palmelængsler og hverdagsudfordringer med et smil.

Det er jeg så ikke.

Min undskyldning er, at jeg er syg. På kvalmemåden. Og at vi har lige fået en uventet (og meget uretfærdig...) regning på 18.000 kroner. Og at køkkenvinduet er revnet. Og at min hårbørste er blevet væk. Og at pædagogerne i børnehaven siger virkeligt irriterende ting. Og at børnene tilsyneladende har glemt, at nætter er til for at sove. Mange ulyksaligheder på én gang.

Bamse synger "øv øv øv, alle er så dumme." Sønne synger med. BetteLiv jagter de mørke knaster i plankegulvet, baglæns, rundt og rundt i stuen. De er begge to raske, så i virkeligheden skal jeg ikke brokke mig... Og nu vi er på den med at udglatte, så Universet ikke kommer efter mig og gør resten af familien syg/sender flere regninger/får alt mit hår til at falde af, vil jeg straks udtrykke stor taknemmelighed for colaen i mit glas. Som blev indkøbt klokken halvotte, da resten af husstanden var faldet i søvn (!), og jeg uset kunne trække Mandens keddeldragt-vams udover mit nattøj og snige mig i Føtex.

Jeg er eventuelt ved at blive rask.

Og jeg må eventuelt transportere hele familien til Caribien snarest.