Gårsdagens sovekamp fortsatte til 23.15. Så gav han op, den bette. Men det var hård kamp på hård jord. Jeg kom derud, hvor jeg ikke har været siden... fødslen, nærmest, og begyndte med trusler og skældud. En opdragelsesmetode jeg ellers ikke har meget respekt for. Men altså: "Hvis du ikke bliver liggende i sengen, bliver mor meget sur," hørte jeg lettere overrasket mig selv hvisle. Og hvad skete der så? Brød drengen hulkende sammen over de uvant hårde ord? Nix. Fra den sideløse junoseng lød et latterbrøl og så "mor sur, hahahaha, mor sur."
Og grineflippene blev ved - hver eneste af de efterfølgende gange, han kom stormende ud af mørket, skraldgrinede han. Og jo mere jeg sagde "DET ER IKKE SJOVT", jo mere grinede han. Så stod jeg der, miss plukkeve 8210, med galde og raseri i kroppen og en grinende dreng i armene. Herligt.
Nå. I dag er vi alene hjemme. Og det er ikke fordi, han ikke har gjort, hvad han kunne. Men - eventuelt hjulpet på vej af to nætter med minimal søvn - gav han op allerede klokken ni, efter halvanden times putning. Piece of cake! Så kan vi altid arbejde med hans manglende respekt for verdens mindst farlige mor en anden gang. Fx i 2017.
Jeg har efterhånden mødt mange kinesere og andre asiatere via mit job og har lært at smil/grin/høj latter kan dække over forlegenhed/generthed/usikkerhed og hvem ved...måske dyb respekt ? Og måske er drengen præget af opholdet i Shanghai ?
SvarSletJeg ved godt at det ikke er spor morsomt (!) at putte på den måde, MEN din beskrivelse er nu underholdende.