Rekapitulation. Resignation. Eller: Hvordan man som to-årig kan vinde en vigtig søvnsejr

Hvordan det går med puttehelvedet? Jo, tak for at I spørger.

Den korte historie er, at den to-årige vandt. Forældrene kunne ikke holde ud af bruge hele aftener på at jagte en mere og mere overtræt dreng rundt i hele huset. Og drengen selv kunne ikke holde til at sove så lidt og være så bleg og sortrandet og pylret.

Den lidt længere historie er, at han (naturligvis) blev syg midt i det hele og gav sig til at kaste op og den slags. Igen og igen. Og så er det ligesom lidt svært at opretholde en "nu må du altså bare selv falde i søvn"-taktik. Jeg har ham ikke mistænkt for at gøre det med vilje, trods alt.

Nå. Vi har ikke hverken sænket sengebunden eller rullet ham stramt ind i en sovepose, som nogle af jer kreativt og hjælpsomt har foreslået. Ser I, han er den sindssygeste Houdini. Virkelig. Det er positivt i den forstand, at han formentlig en dag vinder noget olympisk gymnastik-guld eller lignende på sine klatre-smidigheds-motorik-evner. Og negativt i den forstand, at vi - trods ihærdige og mangfoldige forsøg - ikke er lykkedes med at spærre ham effektivt inde i sengen om aftenen. Det ville kræve en kombi af to meter høje glas-sider på sengen og en spændetrøje. Og så vidt er vi trods alt villige til at gå. Så nu sidder vi troligt ved siden af den sideløse Junoseng i den tid, det tager ham at falde i søvn - klar til at forhindre ham i at kravle ud i lyset og for alvor vågne op til dåd. Det er træls. Men forhåbentlig fatter han, at sengen er noget, man lissom skal blive liggende i. Og så kan vi gå tilbage til "fald i søvn uden tilstedeværelsen af voksne"-planen. Så ja; vi har som sædvanligt putte-vagter meget billigt til salg. Men er moderat mindre sindssyge, end da kampen var på sit højeste.