Sur-glad-rørt-rasende-depressiv

Heden får Sønne til at smide blusen på havetrampolinen, Livse til at iklæde sig sin 'sommerdiscokjole' (hendes ord, ikke mit) og mig til at sukke tungt. Mine hænder og fødder svulmer op og min halsbrænd til brænder endnu mere, og intet af mit tøj er løst nok til de her temperaturer.

Et sted på internettet står der, at det er meget normalt at glide ind i en slags depressiv tilstand omkring uge 38. Sandt nok. Bortset fra, når jeg er fanget i en helt-oppe-og-køre taknemmelighedsmani over børnene, babyen,  bofællesskabet, vejret (!) og verdens gavmildhed i al almindelighed. Eller når jeg er intenst raseende over nogenlunde de samme ting. Eller bare bliver helt rørt over ligegyldige junk-historier på buzzfeed.
Jeg er med andre ord højgravid, hormonella og helt, helt utilregnelig. Jeg satser på, at det ikke er helt ligeså hårdt for mine omgivelser, som det er for mig selv.
Og jeg kan stadig lige præcis vride mine tykke fødder ind i birkenstock-sandalerne.

Sommerdisco