Brusebad, schæferhund, accept. Kom an.

Der er nogle håndværkere, der næsten er færdige.
Der er en varm, tung krop, der atter kan blive bruset på badeværelset.
Der er noget søvn.
Der er noget fødekar i hjørnet af stuen og noget babytøj foldet nogenlunde pænt i et skab.
Der er noget tid til ind i mellem at se lidt Netflix.
Der er noget tid til ind i mellem at øve mig på at gispe som en schæferhund i sommervarmen, så jeg bliver ligeså dygtig til at føde smertefrit-agtigt i denne omgang, som jeg var med BetteLiv.

Og, allervigtigst, er der noget ret solid accept af, at jeg aldrig kommer til at få sådan en magasin-barsel, hvor man skiftevis sover, baby-shopper og drikker latte (i stedet for at småarbejde, stor-opryde og hente børn non-stop). Det er fair nok.

Med Bette havde jeg én uge af noget, der ligner min hede drøm om før-fødsels-barsel (sækkestol, TV-serier, sukker). Ikke meget, men nok til at producere et helt utroligt, ualmindeligt dejligt barn...