Jeg tænker på engang for længe siden: På dengang min veninde (kendt som den evige sambo i hjertet) ikke kunne lokalisere sin oldgamle mormor. Det var 1. januar, og den gamle dame var ingen steder at finde. Samboen kunne ikke finde hende, samboens mor kunne ikke. Efter en del leden og nogen bekymring dukkede hun op, mormoren, på et hospital. Med blå og brækket næse og en hel del skrammer.
Hun havde været på værtshus nytårsaften. 1. januar om formiddagen var det endelig på tide at gå hjem, mente hun, men da hun kom ud på gaden, kunne hun mærke, hvor fuld hun stadig var. Fuld og gammel og ude af stand til helt at kontrollere sine ben. Faktisk kunne hun pludselig mærke, at hun var ved at falde om.
Så hun gjorde dét, der i situationen virkede mest kløgtigt: Satte i løb efter nærmeste bænk. Så kunne hun jo falde om på den, forstås! Problemet var bare, at hun aldrig nåede så langt - så snart hun satte i løb, faldt hun lige så kort og skrøbelig hun var og brækkede altså næsen.
Hvorom alting er: Bænke-moralen er blev hos mig gennem alle årene: Når man er for fuld, for træt, for gammel eller for stresset til at gå og stå, skal man lade være med at løbe. Nogle gange, når jeg mærker stressen komme krybende, tænker jeg på den: Løber jeg efter en bænk nu? Burde jeg sætte mig ned, lige så stille på fortovet (og eventuelt bede en forbipasserende om hjælp), indtil jeg er i stand til lige så stille og roligt at gå videre? Jeg har på den måde, dygtigt og hyppigt, ofte kunne tale mig selv fra at løbe nogen steder, når jeg var allermindst i stand til at løbe.
På det seneste har jeg alligevel løbet. Efter arbejdet og badeværelset og plukkeveerne og kriserne i det virkelige liv. Og jeg er ikke faldet! Eller gået i fødsel. Utroligt nok. Jeg er nået helt hen til bænken efter lang, lang tids løb, og jeg har siddet her et par dage nu. Og efter én dags koma (i forgårs) og én dags intens lykkerus (i går), burde jeg bare kunne sidde her i helt stabilt humør og massere mine ømme løbeben, ja? Og slappe af, klappe mig på maven, trække vejret roligt, have det godt, og bare GLÆDE mig til baby-ankomst, ja?
Nej.
Bænken har snydt mig.
Bænken er fyldt med håndværkerlarm fra den årle morgenstund, vanvittigt rod (som jeg ikke kan rydde op i på grund af plukkeveerne...), bofæller der istandsætter ting lige opad min stue, uafsluttede barsels-formalia-sager (som det er svært at ordne, når man har én bærbar til deling, og Manden også skal bruge den til at arbejde...), sindssyge hormoner og absolut ingen søvn.
Bænken er på alle måder et skuffende bekendtskab.
Og jeg vil råde alle til at gå hurtigt forbi og finde en anden bænk end min at sætte sig på. Jeg bider. Hårdt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar