Ode til Oddergrisen

Oddergrisen er et stille tog.

Nogle gange er det eneste, man kan høre udover motoren, ham manden i den dyre trøje fra Samsø&Samsø, der klipper negle med en tre-i-ener. Hak hak hak. Folk taler dæmpet, hvis de taler overhovedet. Også i mobilen. Sænkede, hensynsfulde stemmer fortæller om levertal og Bruuns Galleri. Når jeg fniser højlydt over et eller andet i et anfald af vintervanvid, er der ingen, der kigger bebrejdende på mig.

Folk rejser sig fra klapsæder, så snart der kommer cykler eller barnevogne. Ingen behøver spørge, ingen behøver være sure. Vi smiler og nikker.

Oddergrisen er et stille tog. Et stille tog fyldt med hensynsfulde mennesker. Danmarks mest civiliserede transportform. I går i toget hjem kom jeg i tanker om en artikelopgave, jeg skrev på Journalisthøjskolen i tidernes morgen. Noget var gået galt på Odderbanen, alle passagerer blev massivt forsinket og forbøvlet, og jeg ville skrive sådan 'det er da også for galt'-historie. Men ingen af de passagerer, der for hvem ved hvilken dag i træk stod og hoppede op og ned på en kold perron med udsigt til igen at komme for sent hjem til familien i forstaden, var til at klemme det mindst brok ud af.
"Sådan er det jo nogle gange," blev der smilet.

Oddergrisen er et stille tog. Et stille tog fyldt med hensynsfulde mennesker, der er i balance med sig selv og forstæderne på en meget forbilledlig måde. Det gad jeg virkelig også godt at være.