Den der er bange for alt sparer pengene til faldskærmsudspring

Engang for længe, længe siden sprang jeg ud fra en klippe og ned i noget mellemamerikansk vand. 10-12-14 meter, vist nok. Da jeg kom hjem og blærede mig med backpackerfotos og overdrevne rejsefortællinger, var der ikke ret mange andre end min mor, der blev imponerede eller syntes, jeg var synderligt modig. "Ligesom i svømmehallen? Det har jeg da også prøvet!" Men det VAR modigt. Fordi jeg var fuldstændig stiv af skræk og alligevel overtalte min krop til at gøre det, at hoppe ud i noget, der føltes som ingenting og potentielt den visse død.

En anden gang, også for længe siden, sejlede jeg over verdens største hav i en grumme lille sejlbåd. Jeg har underholdt om det før, ja. Og jeg sad ene kvinde på nattevagt med fire meter høje bølger buldrende ud af mørket og lige ind i hovedet på mig, mutters alene i cockpittet, uden sikkerhedsline. Den slags. Se, nu var alverden straks mere imponeret. "Hvordan TURDE du? Det lyder SÅ vildt!" Men se. I virkeligheden var jeg ikke spor modig. Jeg gjorde, som der blev sagt, og stolede på dem, jeg sejlede med, når de sagde, det ikke var farligt. Jeg var sjældent, sjældent bange.

Man er kun modig, hvis man gør noget, man egentlig ikke tør. Modets omfang hænger ene og alene sammen med omfanget af den angst, man skal overvinde. Tænker jeg.

Derfor kan det være virkeligt modigt at springe ud fra en klippe og ikke ret modigt at sejle i en lillebitte båd på nogle kæmpestore bølger.

Og derfor, og det mener jeg virkeligt, kan det også være pissehamrende modigt at køre i bil i Beder by night. Og lige krydre med et venstresving. Ene og alene fordi man egentlig ikke tør. Eventyr i hverdagen med lige så stort adrenalinsus som belønning som dengang på klippen. Og væsentligt nemmere lige at passe ind på en almindelig mørk januaraften et sted på landet.