39

39 står der på termometeret, når man stikker det ind i øret på Sønne. Han ligger og skærer tænder og siger av-av-av i halvsøvne. Hvorfor er han syg igen? Vi har været syge hele december.
Det er ikke vores tur. Det er ikke Sønnes tur.
Det er vores tur til at arbejde (og tjene penge til huslejen og det der), og det er Sønnes tur til at være rask og glad.

Jeg kigger på ham og synes næsten, det er uhyggeligt.
Vi vasker fingre, vi holder os for munden, når vi hoster. Vi lufter ud, og vi gør mere rent, end vi nogensinde før har gjort. Og selvom det måske ikke siger så meget, så siger det dog noget. Vi er flyttet på landet, og skulle det måske ikke være pissesundt?
Og alligevel er drengen syg.

Jeg kiggede på hans lille, runde ryg i den stribede t-shirt og var i et glimt i en gyserfilm. Noget stort og uhyggeligt rammer det bedste vi har, og vi kan ikke gøre noget. Følelsen varede fem lange sekunder.
Så kom jeg i tanker om, at børn er meget syge og så videre og alt det der. Og at vi godt kan lufte endnu mere ud, og at vi deler bofællesskabsfløj med en af landets bedste børnelæger. Med speciale i mystiske tilbagevendende febersygdomme. De er fine venner, Sønne og lægen. Jeg tror, de skal have en snak om helbred. Jeg tror, jeg skal tænke på noget andet.