Elsk mig for mine grønne fingre

Snart går turen væk fra fjerde sal og ud til et vist bofællesskab i grøn jordhøjde. Sønne snakker om det hver dag og kan ikke vente. Manden har det på samme måde. Livse sikkert også - i hvert fald griner hun hele tiden på sådan en rå sømandsagtig måde, der passer dårligt til hendes nuttede look, men som klart kan tolkes i retning af flyttebegejstring.

Og jo, jeg glæder mig også. Både til at slippe væk og til at komme hen til. Men der er flere noia-typer, der trænger sig på. Dels er der landzone-noiaen (som jeg ikke kan linke til, for den er all over). Dels er der voksen-noiaen: Åh nej, jeg er bange for både dyr og VVS, hvordan skal jeg klare fællesopgaverne uden at tabe ansigt?

Og så er der den tredje og sidste noia, der lige så stille er kommet snigende. For endnu en andel er kommet til salg i bofællesskabet, og den er straks blevet hapset af the-first-runner-ups i den der reality-agtige udvælgelsesproces, som vi, æh, vandt. Og det er jo vældigt fint, iggå. Vi har ikke mødt dem endnu, men de lyder meget søde og musikalske og fantastiske. Og det er dét, noiaen handler om. For hver gang, de fremtidige bofæller snakker om dem, siger de ting som "vi HÅBER bare, det går i orden med deres bank, de er SÅ søde" og "de er bare VIRKELIGT søde mennesker, vi håber ALLE sammen, de flytter ind" og "ja, der var mange, der gerne ville have jer, og mange der gerne ville have dem. DE er simpelthen bare SÅ søde."

Mindre selvdestruktive folk ville måske konkludere, at så må de jo bare synes, at vi er endnu flinkere. Og at de under alle omstændigheder, musikalske runner-ups eller ej, bliver vildt glade for at bo sammen med os, fordi vi er søde og sjove og gode til at lave boller i karry.

Ha! Jeg tænker mere i de her baner:

1. De har valgt os, fordi Manden er handy (og må så leve med, at jeg er bange for dyr og VVS).
2. De har valgt os, fordi Manden er god til børn og dyr og VVS, og jeg har fortalt dem, at han har utroligt meget værktøj, og de står og mangler noget værktøj (og så må de leve med, at jeg er bange for dyr og VVS).
3. De har valgt os, fordi de mødte Livse (Sønne var ikke med). Og Livse er et uimodståeligt nuttet barn, som alle mennesker i verden gerne vil bo sammen med (og så må de leve med, at jeg er bange for dyr og VVS).
4. De har valgt os, fordi jeg er god til at blande drinks, og de har boet længe nok i en Landzone til at vide, at dét skal der til - og Par Nummer To er eventuelt virkeligt ringe amatørbartendere...

Jeg hepper klart på mulighed nummer fire. Men tør selvfølgelig ikke løbe an på det, vel. Så jeg er gået i skarp køkkenhave-træning. Hvem vil måske ikke gerne bo sammen med en amatørgartner? Jeg er startet i de små med nogle krydderurter:

Og ja, man kan undre sig over, hvorfor jeg ikke bare plantede basilikum og purløg direkte i nogle potter. Man kan også argumentere for, at der er ret lang vej fra tre gram pottemuld i noget plastic fra Tiger til en rigtig, ægte køkkenhave med hestemøg og ukrudt og hvad ved jeg derude på landet. Man kan, hvis man er i et rigtigt ondskabsfuldt lune, citere nogle kritiske portugisere, jeg engang boede sammen med: "do you not know anything about the garden!? Not anything? Let us do it, you do it wrong."

Bortset fra de portugisiske stemmer i hovedet, så er jeg faktisk ganske stolt. Jeg har fået noget til at gro! Ansporet af dén succes har jeg købt planter nede hos blomsterhandlen og omplantet (ohyes) noget af det basilikum dér til nogle tomme babymos-glas. Det ser meget livsstilsagtigt ud. Jeg hørte endda mig selv sige følgende til Manden "jamen vi er simpelthen blevet sådan nogle, der har planter! Det er bare SÅ dejligt!" Hvortil han tørt svarede "bare fordi vi pludselig har planter, er vi ikke 'sådan nogle med planter'. 'Sådan nogle med planter' vander dem for eksempel hver dag."

Altså det er da helt klart ikke for hans begejstring, han har vundet dét bofællesskabs-reality-program, tænker jeg og plukker ufortrødent de brune blade af. Også på de solsikker, Sønne har plantet ude i børnehaven, og som nu truer med at vokse ham over hovedet:

Man kan faktisk hævde, at han har væsentligt større gartnerskills end mig. Man kan også sige, at solsikker sguda ikke umiddelbart kan puttes i salaten, så who cares.

Eller man kan gå igang med at dyrke noget mynte, som man kan hælde i nogle mojitos, som de andre kan drikke, mens de aer dyrene og ordner VVS'en. Dét kan man! Totalt konstruktiv løsning på fællesopgave-noia, og totalt god motivation til rent faktisk at få vandet det skidt.