mandag den 30. april 2012

Vuggestuesuk. Eller: Revolution, jatak

Nå. Skulle vi aldrig snakke om den der undersøgelse, der viser, at det går ad helvede til i vuggestuerne?

Jo.

Det bliver vi nødt til.

Eller: Vi kan starte med at snakke om den helt forudsigelige respons på gadeniveau - "ja, det lyder da ikke godt. Men lige præcis i MIT barns vuggestue, er personalet bare SÅ engageret og kompetent."

Hm. Betyder det, at undersøgelsen i virkeligheden skyder ved siden af? Eller betyder det snarere, at vi simpelthen ikke kan holde ud at tænke på, at vores egne unger engang i mellem bliver afvist og overset i kaoset? Jeg har længe tænkt, at mødres vuggestuefortællinger var et helt speciale værdigt. For hold da op hvor er mange af dem positive. Over-positive. Og det er først, når man (jeg, ondemor med de lange, spidse negle) kradser i den helt utroligt pæne overflade, at der kommer ting og sager frem om afleveringsgråd og langtids-lortebleer og personalesygdom. Og det viser sig (for mig, lommepsykologmor) at den fantastiske fortælling er et slags værn mod tanken om, at man måske ikke altid gør det allerbedste for sit 11 måneder gamle barn ved at aflevere det i maven på en stor, ressourcemangel-ramt instution.

"Men børn har brug for andre børn! MIT barn ELSKER at lege med de andre!" kan jeg høre nogen råbe. Jæs. Også mit barn. Men er en hektisk vuggestuehverdag virkeligt det bedste for helt små børn? Er det? Min meget kloge vuggestuepædagog-ven Motorikjulka siger det selv: "Det er i hvert fald ikke barnets behov, når det kommer i vuggestue, før det fylder halvandet. Det er et meget stressende miljø." Citeret frit efter hukommelsen, men pointen skulle være god nok. Børn har brug for andre børn, men det kan man jo altså også få på andre måder end i en vuggestue. Det er ikke enten eller.

"Men vil du så bare have damerne hjem til kødgryderne?" er der så nogen, der råber. Well. Så kender I mig ikke ret godt... Jeg vil hellere have revolution. Og alternativer. Flere alternativer - der er allerede mulighed for at få en deltids-børnepasser til nogenlunde samme pris som en vuggestueplads. Det kræver meget mere arbejde at få i stand. Men vi tjekker det ud. Og så må vi jo gå ind i politik og arbejde på flere ressourcer til institutionsområdet, på længere barsler og på de dersens flere alternativer...

"Men er det ikke bare pædagogerne, der skal tage sig sammen og SE børnene og være lidt mere læringsagtige?" er der så nogen, der siger. Jo, det kan godt være. Men jeg synes, vi overser noget vigtigt, som min ven skolelærer-Sille pointerede: "Stressede mennesker kan ikke være gode pædagoger." Jeg tror ikke, vi får ret meget ud af at pege fingre af pædagogerne her. Jeg tror heller ikke, at vi bare per default (kun...) skal råbe op om flere ressourcer.

Hm.

Når jeg tænker tilbage på Sønnes vuggestue, så var vi jo glade for den. Helt ærligt. Ikke mindst på grund af Maria, der krammede Sønne nonstop fra han kom, til vi hentede. Og som fik at vide af de andre pædagoger, at hun måtte holde med at SÅ godt at kunne lide ham. Altså: Jeg havde tillid til pædagogerne og deres engagement, de andre unger var ressourcestærke og ikke-krævende. Men jeg har også en mental rygsæk fyldt med episoder, jeg ikke ret gerne vil tænke på. Som dengang vi kom og hentede, og Sønne lå ude i krybben og græd. Eller dengang han stod alene i hjørnet på legepladsen og var ked af det.

Hvad tænker I?!

9 kommentarer:

  1. Jeg tror simpelthen ikke på at børn under 2 eller i hvert fald under 1,5, har brug for at komme i vuggestue... de har muligvis brug for mere kontakt end bare mor (eller far?), men ikke det daglige mylder i vuggestuen. Jo, mit barn kom også i vuggestue, da hun var 1 år, men det første halve år græd hun også hver evig eneste morgen.
    Nu er vi flyttet til Norge i et halvt år, og hun gik derhjemme med sin far den første måned. Og ja, det var lidt hårdt og lidt kedeligt, for både far og datter. Men det skyldes muligvis lige så meget at vi er havnet virkelig langt ude på landet, at det regnede en måned og der derefter kom 2 meter sne. Men hun er ikke død, eller blevet et mærkeligt barn.
    Nu er hun startet i norsk børnehave, hvor de andre er lidt for store og taler lidt for norsk, så hun tuller mest bare rundt, og er ked når far afleverer.
    Jeg havde aldrig overvejet en privat børnepasser, men det vil jeg da helt klart gøre med barn # 2.
    PS. Og ja, vi har en for stram økonomi (eller kan godt lide at bruge penge), for ellers gik jeg da gerne derhjemme.

    SvarSlet
  2. Jeg tænker i store træk det samme som dig. Der mangler alternativer til den måde, småbørnsfamiliers liv er indrettet på i dag. Ved bare ikke lige, hvad de alternativer skulle være, men de skulle i hvert fald tilgodese både børnenes behov for tryghed og forældrenes mulighed for at have et fornuftigt og nogenlunde tilfredsstillende arbejdsliv. Men som sagt, hvordan den lige skal skæres i praksis, ved jeg ikke.

    Nå ja, og så tænker jeg, at jeg er så glad, så glad for, at begge vores unger er (eller, for den stores vedkommende, var) dagplejebørn. For mig er det et meget mere roligt, personligt og trygt miljø at aflevere en 1-årig i. Så hul i, at de færreste dagplejere er uddannede pædagoger. Engagement og ægte interesse i børnene er for mig uendelig meget vigtigere, når det drejer sig om de helt små.

    SvarSlet
  3. Hvad med at undersøge muligheden for en dagplejer?

    Der er fordele og ulemper ved begge dele, men når barnet er helt lille, er jeg personligt mest trygt ved at aflevere det i et lille miljø med få børn.

    SvarSlet
  4. Og det er så her, I springer til med navne på gode dagplejefolk i Beder, ja?!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehe... må desværre melde pas på den.

      Men mon ikke de findes?

      Slet
  5. Så fik jeg lige skrevet en hel roman om en dejlig dagplejer jeg var hos da jeg var en lille spirrevip, men nu er det væk... Min dag i en nøddeskal.

    Anyhow... Jeg har gået hos en skøn, skøn dagplejer i Beder. Lotte Kring hedder hun. Hvis du vil have lidt mere info - evt. telefon nummer er du meget velkommen til at smide mig en mail.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det vil jeg SÅ gerne høre mere om. Jeg skriver fluks.

      Slet
  6. Ondemor, kan du så lade være med det! For vi HAR altså oplevet en god vuggestue. Basta! Og så vil jeg ikke snakke mere om det.

    Men det er sjovt, for jeg tænkte jo også over den der vuggestueundersøgelse. Jeg synes ikke pædagoger bare er dovne. Jeg tror det ville være fornuftigt med flere ressourcer på området, men jeg tror bare ikke det gør det alene. Min fornemmelse er, at der er noget galt med det pædagogiske paradigme, som rigtig, rigtig mange pædagoger og institutioner bekender sig til. Det paradigme, der handler om at børn skal lære at klare sig selv. De skal spise selv, selv tage tøj på, selv vælge hvordan de vil lege og hvem de vil lege med og ikke lege med, og jo mindre pædagogerne blander sig jo bedre, for det er jo vigtigt for deres udvikling at de er selvhjulpne og kender deres egne behov osv osv osv. Det er mest i børnehaver det er udbredt, men jeg kan forestille mig at det er samme mentalitet, der skaber problemer i vuggestuen.
    For det første synes jeg laissez-faire pædagogikken clasher mod mine værdier, som handler om at små børn ha brug for meget mere voksenstyring end der lægges op til. Det er i hvert fald godt for mine børn.
    For det andet synes jeg nemt det bliver en "for let" tilgang som kan risikere at gøre de voksne insensitive overfor hvornår de faktisk burde være mere proaktive. Lidt ligesom en målmand bliver uopmærksom, når der ikke er ret mange skudforsøg mod ham.
    Jeg ved godt jeg generaliserer og jeg vil gerne gøre alle pædagoger, der læser med, opmærksom på, at jeg startede indlægget med at rose mindst en vuggestue. Men vi har altså også oplevet mindst en børnehave med yderst godt renomme, hvor vi var meget uenige i deres pædagogiske principper, selv om de ellers var meget velovervejede.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har tænkt meget over din kommentar. Og skrevet kloge svar inde i hovedet. Altså jeg tror, at det er pissefedt for ungerne at være selvhjulpne. Virkelig. Men: Helt grundlæggende er jeg enig i, at børn-skal-lære-at-være-selvstændige-politikken MEGET nemt kan blive en sovepude - eller rettere: En anledning til voksensnak og kaffeslabberads. Og det kan nemt bruges som argument for, at al voksen-proaktivitet og voksen-styring er af det onde. Hvilket jeg virkelig ikke tror, det er. Hm. OK. Jeg kan ikke sige ret kloge ting om det lige nu. Men hvis du laver en revolution for at rokke ved det gamle paradigme, vil jeg gerne holde en fane.

      Slet