fredag den 10. februar 2012

Dagens bedste opdragelsesråd. Eller: Hvordan man undgår at få tæsk med en tommestok

Jeg har læst en bog. Det er i sig selv ret stort. Og så var den oven i købet god - Erik Sigsgaards Skæld mindre ud, som jeg vist nok er den allersidste i hele verden, der læser.


Æh, den er noget mindre pixeleret i virkeligheden. Og den er et herligt modargument mod al den skammekrogs-timeout-sæt-flere-grænser-snak, der hærger rundt omkring, inklusive blandt flere af mine fornuftige venner. Herhjemme er vi ikke så meget til skammekroge og timeouts, og good old Erik forklarer os, hvorfor vi skal lade det blive ved det. Og så er han kommet med Dagens Bedste Opdragelsesråd: Når barnet (lad os fx kalde det Sønne) begynder at slå (fx med en tommestok), nytter det ikke noget med "NEJ, det er IKKE OK. Det gør ONDT. Du må IKKE slå!" Ellers den stil, jeg desperat har kørt hidtil. Hader at blive slået med tommestokke. Hader, når barnet (lad os fx kalde det Sønne) bliver ved, selv når jeg har sagt nej.

Så hvad foreslår Erik, at vi gør i stedet for? Jo, i stedet for at fordømme barnets (fx Sønnes) frustration og afmagtsfølelser og slå-trang, skal man overskudsagtigt forsøge at kanalisere den et andet sted hen. Så nu siger vi noget i retning af: "Hov! Hvis du har brug for at slå, må du slå et andet sted end på mig. Prøv sofaen!"

Og det virker. Jeg elsker gode råd, der virker! Og som får en underskudsmor til at føle sig som en overskudsmor i et kort øjeblik. Også selvom det eventuelt bare er drengens chok-effekt over den nye taktik, og effekten følgelig kun holder en månedstid... Og vores sofa er sårn en slags, der godt kan tåle nogle tæsk.


PS Bemærk i øvrigt, hvordan jeg meget smukt har undgået at brokke mig over mit helbred, vejret, forsvundne hårbørster, nattevågne børn og smadrede vinduer. Jeg vil gerne have anerkendelse for indsatsen - og gerne i form af lakridser, fodmassage og babysitning. Tak.

9 kommentarer:

  1. Du er ikke den sidste, der har læst den - jeg har heller ikke. Men kunne være, jeg skulle prøve. Har han nogen gode råd til, hvad man gør, hvis barnet (lad os kalde det Øglen), skælder ud og er Rasmus modsat hele tiden?

    SvarSlet
  2. Han er meget på rumme-acceptere-forstå-vognen. (Jeg har selv med succes lavet en Jesper Juul på Sønne hele to morgener i træk: "OK, nu har jeg prøvet og prøvet at hjælpe dig tøjet på, og det går bare slet ikke. Har du selv et forslag til, hvad vi kan gøre?" Og det har han! Helt crazy.)

    SvarSlet
  3. Måske ham Erik så skal være min nye bedste ven. Jeg kunne godt bruge lidt rummelighed, accept og forståelse fra tid til anden, nemlig... :)

    SvarSlet
  4. Erik Sigsgaard var med til at opfinde Venstresocialisterne i 68. Han er vendelbo- fra Dronninglund. Hans far skrev "Palle alene i verden". Mine børn fik selt ikke lov til at lege med tommestokken, det kan den gå i stykker af!

    Med venlig hilsen

    Kontoret for mærkelig og overflødig viden

    SvarSlet
  5. apropros det der med at du ikke brokker dig i dette indlæg så kunne man måske også se sådan på det at denne blog er din sofa? at det er lettere at kapere de trælse ting i hverdagen når man får at afreagere på skrift?

    SvarSlet
  6. Ps jeg er fan af Kontoret for mærkelig og overflødig viden! Kan man komme i praktik?

    SvarSlet
  7. Hehe. Min sofa er min sofa. Bloggen er min ventil. Og uden den ville det nok ikke være helt så sjovt at sidde i sofaen (eller rettere: at sidde i sofaen sammen med mig).

    SvarSlet
  8. Jeg kan godt lide at sidde i den virtuelle blogsofa med dig naar nu den rigtige sofa er lidt langt vaek...

    SvarSlet
  9. Du er allerede i praktik i Kontoret for Mærkelige og Overflødig viden. Du ved f.eks. hvor og hvornår Vega-raketten (hvad det så end er??) blev sendt af sted.

    SvarSlet