Jeg møvede mig op fra cafebænken og begav mig hjemad i roligt, bækkenvenligt tempo. Da jeg var nået godt 20 meter, stak en mand hovedet ud af cafédøren og spurgte, om det var mig, der havde glemt en rød paraply.
"Det er det," sagde jeg og følte mig overskudsagtig:
"Det er nok bare fordi, jeg er ret optimistisk anlagt og ikke tror, det begynder at regne igen."
"Ærhm," sagde manden.
"Jeg troede faktisk slet ikke, du var ved at gå."
Ja. That's me. Sneglen. Bevæger sig langsommere, end det menneskelige øje kan registrere. På en eller anden måde gør det det ekstra svært at tage Mandens - altså ham herhjemmes - overvejelser om, hvorvidt han stadig kan løbe 10 kilometer på under 45 minutter alvorligt.
Åh Sunde mor, hvor er det godt du kan beskrive den slags så man griner. Også selvom det er røvtræls på samme tid. God Karma, trine
SvarSletTangs. Jeg griner også selv. Selvom det går frygteligt meget langsommere nu end for bare en måned siden - men det er på en eller anden måde OK, fordi jeg er så max-max-max-gravid. Også god karma til dig.
SvarSlet