fredag den 10. december 2010

FAQs om graviditet nummer to

... det vil sige ofte stillede spørgsmål. Af bedsteforældre, venner, perifære bekendtskaber og stemmerne i mit hoved. Og nej, det er ikke alt, der er svaret helt så pænt på i virkeligheden som i det nedenstående. Der er også blevet fnyst. Og hostet sigende. I hvert fald lidt.

Er det et ønskebarn?
JA. Det er det. Universet har bare været imod os hele november og lidt af december. Det stopper nu. NU siger jeg. Jeg kan mærke det; de første tegn er der allerede. Som fx at vi var de eneste ud af de cirka 43.000 mennesker i det amputerede i stykker-gåede DSB-tog til København, der fik en siddeplads. Også da alle blev gennet over i nye tog. Og endda uden at skulle være ubehagelige eller uhøflige eller noget. Vi var bare heldige. Ligesom vi bliver med helbred, sovning og deadlinetiming fra nu af.

Håber I på en dreng eller en pige? Og hvad tror I, det bliver?
Dunno. Til begge dele. Jeg kan på den ene side ikke forestille mig, at min krop kan bygge andet end drenge (ja, jeg ved godt, at det dybest set er faren, der bestemmer kønnet. Men alligevel). Og drenge er sjove, og jeg har vel heller ikke lært alt det her om gravkøer til ingen verdens nytte, vel. På den anden side kunne det være skægt at prøve med en pige. Der er jo ingen, der siger, at piger ikke kan lide gravkøer, vel (ok, det er der mange, der siger. Dem lytter vi ikke til). Og jeg har en teori - baseret hovedsageligt på min helt sikkert repræsentative mødregruppe - om, at piger sover bedre end drenge.

Hvordan skal det nogensinde gå?
I min lyse øjeblikke er svaret et modspørgsmål: "Hvad snakker du om? Hvorfor skulle det ikke gå? Babyer er nuttede, iggå, søskende er sundt, og Manden er Verdens Bedste Far og kan således opveje mine eventuelle mangler som overskudsmutti."
I mine mørke øjeblikke er svaret, at det ved jeg dælme heller ikke... både fordi vinteren har været en lang søvnløs sygdom so far. Og fordi sympatiske og sjove og frygtindgydende ærlige morbloggere som Louise og Fuhrmann - med hver to drenge - advarer alle etbarnmødre om at lave flere børn...
Efter de mørke øjeblikke kommer så som regel et konstruktivt øjeblik, hvor jeg tænker, at løsningen må være at tage en arm og eventuelt en hel krop, hver gang nogen rækker os en lillefinger. "Skal vi triller en tur med den lille nye her til eftermiddag?" "Om I vil tage Sønne-nattevagterne resten af ugen? Og opvasken? Jamen tusind tak, det er da næsten alt for meget!"

Din mave blev stor sidste gang. Er du ikke bange for at få strækmærker?
Jo. Hold kæft.

Gik det hurtigt - altså at blive gravid?
Er det ikke et lige lovligt personligt spørgsmål?! Men altså jo, det gjorde det. Derfor kom Sønne-graviditeten helt bag på os dengang for snart tre år siden. Eller det vil sige på mig. Dengang brugte jeg flere uger på at være i chok over, at det overhovedet kunne lade sig gøre at blive gravid, og på at tænke "jamenforhulanvilvioverhovedethaveetbarnnuoghvornårskalvisåparaglidetværsoverAfrika?!?". Denne her gang tænkte jeg "yes of course" og "ih hvor dejligt."

Synes I selv, det er god timing?
Ærhm, det syntes vi jo, da vi planlagde det, iggå. Men det falder oven i potentiel flytning på grund af verdens korteste fremleje (hvilket sidste fødsel også gjorde. Vi og alle venner og al familie husker stadig tilbage på det med gru). Men vi håber på forlængelse. Og på, at Mandens afsluttende projekt skriver sig selv.

Har du egentlig et job, du kan gå på barsel fra?
Nej. Giv mig et fra 4. marts, når min forlængede kontrakt udløber. Please. Jeg er meget produktiv, selvom jeg er gravid. I promise.

Hvor mange børn skal I have ialt?
To. Siger jeg. Manden vil gerne have fem. Men jeg tænker, at det vel ultimativt er noget, jeg bestemmer...

Har jeg glemt nogen? Altså spørgsmål... Og hvis der er nogen, der spørger, om vi måske skulle lære at planlægge lidt bedre i forhold til deadlines og sådan, spyr jeg ild. Det er der efterhånden flere, der kan skrive under på. I can't help it, så lad være med at spørge om dét, ik'.

3 kommentarer:

  1. Jeg er også mor til to små drengebørn (på 1,5 og 3 år) og det var IKKE planlagt og jeg tænkte flere gange om dagen hvordanskaldetdogikkegå. Altså, det første år er PÆNT hårdt, men jeg kan love dig for, at det giver pote. Lige nu har jeg to drenge, som er best buddies og som underholder hinanden og giver mig mere tid til kaffen og manden, end hvis der bare var et, som jeg hele tiden skulle lege med;-)
    Tillykke med graviditeten!

    SvarSlet
  2. Tusind, tusind tak for den kommentar! Det er meget dejligt med en form for tidsperspektiv... og et år kan vi klare. Det har vi gjort før, bare med andre udfordringer end zwei kleine Kinder.

    SvarSlet
  3. Nu har jeg så hele fire, og siger bare:glæd dig!
    De første par mdr med lidt jalousi osv er hårde, men så vænner man sig til det - og jo flere man får, jo nemmere føles det - for man lærer at acceptere at man ikke er perfekt og derfor bare kan glæde sig over hvor godt man i det mindste frsøger! Og når de
    Bliver større er det skønt at de leger sammen - og hjælper hinanden. Vi har teknisk set mere tid til at læse avis osv nu, end vibhavde dengang vi kun havde et barn der ville underholdes af os konstant.
    Der er halvandet år mellem mine mellemste(uplanlagte) og det er vildt skønt med to så tæt i alder!
    Så glæd dig! Det bliver godt!

    SvarSlet