Sønne. The Mystery Boy.

"Jeg har mødt rigtigt, rigtigt mange børn," siger klasselæreren.

"Men jeg har aldrig mødt nogen som Sønne."

Den lader vi lige stå lidt, ja?

Tilsyneladende er mysteriet, at drengen er virkeligt god til det faglige, godt kan lide at lære og samtale, og - på overfladen i hvert fald - helt fin til det sociale. Spiller fodbold med de andre, klatrer, leger, den slags. Har venner med hjem. Virker ok populær.

Og alligevel trives han bare pissehamrende dårligt i skolen. Klager over ondt i hovedet hele tiden og beder de voksne ringe til os, så han kan blive hentet. Hele tiden.

Men nu har vi da i det mindste fået et møde med ham klasselæreren (det holdt hårdt), så vi sammen kan forsøge at opklare mysteriet Sønne.

(Jeg ville jo nok mene, at det ikke er så meget Sønne som en vis reform, der er forklaringen, men sådan har jeg det jo som gammel RUC'er med at lede efter strukturelle forklaringer. Som der helt klart ikke er plads til at løse på en halv times møde med en stakkels, stresset klasselærer.)

Se hvor taknemmeligsdagsbogsagtigt!

Det bekymrer mig en anelse, at jeg måske udsender signaler i retning af, at vi bor i en mørk grotte af sorg og fortvivelse, hvor Sønne konstant sidder i skyggerne - i stigende grad mentalt handicappet af folkeskolen - mens vi rokker frem og tilbage uden handlemuligheder.

Altså den grotte findes jo, iggå, men den er ikke det eneste sted på matriklen. Den er ikke den eneste vinkel på Sønnes folkeskolestart, og den er ikke den eneste vinkel på mit humør. Der er ting at sidde i det metaforiske sollys og være helt ægte glad for.

Dem her, fx:

#1 Sønne i de lommer på fem minutter, ti minutter, en time, hvor han er helt blød og rar og sig selv, og hans lyse hår flyver ham om ansigtet på trampolinen, eller hvor han læner sig træt op af mig i en sofa, og jeg kan mærke knuderne inden i blive lidt løsere i det.

#2 Sjove, robuste, uhyggeligt velskrivende Livse, der tagger sit navn overalt. På vores hoveddør står således: LIV BOM HER, og det gør hun sandelig. Heldigvis.

#3 Bofællesskabet. Aka Sønnes vikarierende selvværd. Her er Sønnes jævnaldrende homies fuldstændig med på, at voksne er nogle idioter, og at voksenstyring er noget seriøst fuck. Så det råber de højt, meget højt, og Sønne læner sig lykkeligt tilbage i et herligt, højlydt samvær, hvor han (langt fra ånden i folkeskolen) bliver anerkendt for sin fantasi og sit klatremod og sine bøvser og sig selv.

#4 At Manden kommer hjem fra London (og medbringer vor eneste bil) sent fredag aften, og jeg derfor kun få dage endnu skal mestre institutions-skole-arbejdsplads-hjem-trættebørn-madpakkeindkøb-logik pr elcykel i efterårsvejr.

#5 Vores kortisolsænkende udsigt fra køkkenvinduet. Den virker altid, selv i funky efterårståge.

Top fem over ting, som det er OK at føle sig fuldstændigt gungrende, larmende afmægtig over

#1 At vi alle sammen gør det til et konkret individuelt problem, når vores børn ikke trives. Så sidder vi der på forældremødet og siger "jamen Conrad er jo lidt følsom, så..., "det er jo bare sådan med Lucas, at han har brug for..." eller "Sønne har ikke overskud til læsning, så..." Dér, på rad og række, det ene lille pip efter det andet, lidt undskyldende, "vi vil ikke være curlingforældre eller have forkerte børn, vel."
Hvorfor råber vi ikke i kor: DET KAN GODT VÆRE, POLITIKERNE HAR INDFØRT EN REFORM, MEN NU TAGER VI ANSVARET, OG I SKAL SAFTSUSGEMIG IKKE TVINGE VORES BØRN TIL AT VÆRE I SKOLE SÅ MANGE TIMER HVER DAG. Hvorfor gør vi ikke det?

#2 At vi lyver for os selv.
Som moren der siger: "Jeg er faktisk glad for reformen; de bevæger sig jo mere! Godt nok er han træt, drengen, men det er helt fint." Og jeg kender den dreng, som han var før, og jeg ser ham nu: pylret, tyndhudet, lidt for tit ulykkelig for min smag.
Som os selv der siger: "Det går bedre og bedre, vi skal bare se på udfordringens størrelse, så er det ikke så mærkeligt, det er hårdt. Han tager jo venner med hjem, ikke, og alt kræver tilvænning." Og jeg kender Sønne, som han var før, og jeg kan se på ham nu, at han ikke er i trivsel og balance, og jeg kan næsten, næsten, næsten ikke holde det ud.

#3 Den her kronik i Politiken. Jeg citerer:"I mine 34 års virke som læge har jeg aldrig tidligere skrevet en lægeerklæring, fordi børn bliver syge af at gå i skole!"

#4 Folkeskolereformen

#5 Stort set alle politikere i Danmark

Top fem over ting, det er OK at hade

#1 Folk der siger: "Det går SIMPELTHEN bare så godt i skolen. Min lille bøffeløffe har glemt ALT om børnehaven, han kunne ikke have det BEDRE."

Jeg har ikke hadet nogen så meget, siden jeg var på barsel med altid-vågne Sønne og gik rundt og hadede de folk, der sagde "mit barn SOVER bare SÅ godt."

(Jeg er en fontæne af næstekærlighed og vil andre det bedste og under dem alt godt. Som det fremgår.)

#2 Mig selv, når jeg med en stemme, jeg dårligt kan kende, siger til de selvsamme folk: "Jamen det går faktisk også helt fint hos os. Det var lidt hårdt i starten, men det går fint nu. Rigtigt fint. Rigtigt rigtigt fint."

#3 Det punkt, jeg nogle gange når til, hvor jeg glemmer, at det ikke er Sønne men systemet, der burde have nogle prygl, og hvor alt vreden og afmagten og trætheden og sorgen og følelserne og tvivlen vælter ud af sprækkerne i min efterårsblads-tynde tålmodighed og oversvømmer drengen med NU hører du efter, blev der sagt! og hvis ikke du kommer NU, må du ikke få fodboldkort med i skole i en hel UGE! Sådan er verden, kammerat! 

#4 Folkeskolereformen

#5 Stort set alle politikere i Danmark

Det stormer. Det går.

Ved I hvad?

Det går.

Det går ikke godt, jeg er skeptisk og træt, Sønne er skeptisk og træt (og ked af det og vanvittig og fuldstændig totalt i voksentrods, når han kommer hjem). Jeg har på ingen måde skrinlagt mine planer om at flygte fra folkeskolen ad søvejen. Men det går.

Han kommer faktisk ud af døren om morgenen og afsted.

Han starter faktisk inde i klassen sammen med de andre (i modsætning til tidligere, hvor han startede i sofaen med Mindcraft...)

Han spiser faktisk (nogle gange) sin madpakke.

Han har faktisk haft en ny ven med hjemme og lege.

Han har faktisk fået "Ronaldo-kortet, er det ikke bare sejt mor?!" og lært at sige "what is the weather like today? It's stormy!"

Og det er det jo, stormende, men vi er her endnu, vi trækker vejret endnu, vi er diagnose-fri - sådan nogenlunde i hvert fald - endnu.

Det var bare lige dét, jeg ville sige.

Og det her: Ved I hvad, der virkeligt har gjort det nemmere at trække vejret, da stormen var en kategori 5 tornado? Jeres kommentarer (og mails og beskeder og sms'er), jo. Som viser, at vi ikke er alene i verden, at der er andre følsomt-stædige typer derude a la Sønne, og at deres forældre også nogle gange bliver nødt til at græde ned i tastaturet. Tak.

I mellemtiden...

... er jeg begyndt at gå til sejlads. Trods gråvejr og efterårsbølger og konstant kvalme og præstationsangst er jeg voldsomt motiveret af udsigten til en dag at sejle VÆK fra folkeskolereformen, mens Sønne fisker lykkeligt fra dækket og jeg homeschooler anerkendende.

Måske

Måske skulle vi have sendt ham tidligere i vuggestue.
Måske skulle vi have praktiseret mere 'godnat og sov godt.'
Måske skulle vi helt generelt have været mindre førstegangs-forældre-agtige og mere strikse, meget mere strikse.
Måske skulle vi have leget (meget) mindre med ham på hans enebarns-præmisser og i stedet lavet noget seriøs voksenstyring.
Måske skulle vi have holdt hårdere på, at der ikke var havregryn før sengetid, når man ikke spiste alt sin aftensmad.
Måske skulle vi have råbt mere eller bare været bedre til at være autoritære; mindre eftergivende, bedre.
Måske skulle vi have trænet ham i lange institutionsdage.
Måske skulle vi ikke have sendt ham i en mærkelig børnehave, hvor børnene selv bestemmer, og hvor de må klatre i træer hele dagen.
Måske skulle vi have tvunget ham til nogle fritidsaktiviteter, selvom han ikke havde lyst.

Måske, hvis vi havde gjort alt det, havde vi ikke behøvet fysisk at bære ham ud af bilen, hæs af at råbe, rødøjet af gråd. Alt det tænkte jeg på vej hjem.
Så ville han være nemmere, mere lydig (fuck Erik Sigsgaard og Jesper Juul, jeg vil kraftedme gerne have et lydigt barn), mere almindelig, mere tilpasningsdygtig, mere voksenstyr-bar.

Og så så jeg billedet her på min telefon, fra weekenden; Sønne til familiefest, omgivet af folk, der godt kan rumme ind i mellem at blive skudt lidt med et maskinegevær af fantasi og luft, og nu tænker jeg:

Måske er Sønne helt ok, som han er.

Af en eller anden grund gør den tanke mig allermest ulykkelig.

Den eneste dumme lort her er folkeskolereformen

Jeg skriver halve indlæg inde i hovedet på cyklen hjem:

"Det var jo også svært at starte i børnehave..."

"Nu trækker vi bare vejret dybt, går mindre i panik end vi plejer, og tænker, det bliver mere hvidt på den anden side af efterårsferien..."

"Der er jo også mange skoler i verden, hvor man går i uniform og eventuelt får nogle tæsk, såøh..."

Det ville være så fint at skrive dét der positive, at skrive troen på projekt folkeskole frem på computeren. Men det kan jeg ikke.

For:

I går aftes, da Sønne skulle til at sove, lå han og sagde:
Jeg er en dum, lille lort
Jeg er en dum, lille lort

For:

I morges da han blev afleveret, var hans ansigt - med Mandens beskrivelse - "som et lagen." Helt blegt og tomt. Han har opgivet at stritte imod (for nu) og overgivet sig til de voksnes luner.

Derfor.

(Og ja, vi HAR bedt om et møde med de voksne. Det kan godt være, at det er svært at starte i skole, men det skal simpelthen ikke være SÅ svært.)

Folkeskolen i hvid. Knækket hvid. Gullig-hvid. Karrygul.

Jeg skulle have skrevet noget mere fra den første uge. Hvor alt var spændende, og Sønne var glad, hvor Manden, hin optimistiske, var glad, fordi han tænkte, det ville blive sådan altid. Så ville jeg have skrevet noget om, hvor spændende det var, hvor stolt Sønne viste os rundt i sin klasse (hver eneste eftermiddag), hvor begejstret han var for at opdage, at han faktisk kan tegne. Den slags.

Nu er vi på tredje uge, og jeg skal saftsusemig tage mig sammen for at sige noget pænt. Men jeg har besluttet, at jeg ikke vil skælde ud over skolen, situationen, danske politikere eller vores samfund anno 2015 liige i dag... så her kommer de tre gode ting, jeg kan grave frem under galden og sorgen:

• Når Sønne er for ked af det til at komme ind i klassen om morgenen, er SFO-pædagogerne søde. Den ene dag fik han ligefrem et stykke slik (og slik på en hverdagsmorgen er for seks-årige vel som at vinde i lotto for almindelige voksne...), og i dag fik han lov at spille Mindcraft. Ergo: De skælder ikke ud. Det er da noget. SFO-pædagogerne forsøger faktisk generelt at afbøde de (mange, mange) blå mærker, skolereformen giver både Sønne og andre følsomme skolebegyndere. Det er da altid noget.
• Ind i mellem strømmer der rimeligt flydende engelske ord ud af drengens mund (jaja, selvfølgelig har de da engelsk, hvordan skal vi ellers nogensinde imødegå invasionen fra Kina og vinde Pisa-grandprixet?). Han siger ting a la myhatandmystickandmybrandnewshoes eller I like the flowers... Og han virker stolt. (Det er en SFO-pædagog, der har engelsk med de små. Og SFO-pædagogerne er søde og fokuserede på at lege og anerkende. Og så siger jeg ikke mere, for jeg vil kun sige noget pænt om skolen i dag).
• Forældreintra er smart. Jamen, det er det! Når nu ens supertriste (jeg mener selvfølgelig "naturligt trætte") dreng ikke har lyst til at tale om skolen, kan man se en udførligt beskrevet og overordentligt ambitiøs plan for ugen. Så har man da fornemmelsen af på en eller anden måde at følge med. Det er også positivt, at interfacet er så ringe, at jeg først i dag har opdaget brevet fra sidste mandag (!) om, hvilke lektier (!!) børnene skal lave. Den tid der er gået godt, kommer ikke skidt igen. Forfandenihelvede.


Det bliver bedre. Det viser al Sønne-erfaring, og jeg messer det ind i mellem mine fantasier om at lave en Andrea Hejlskov og/eller starte en seriøs revolution. Men folkeskolen-i-kridhvid-indlæggene kommer I nok alligevel til at skulle vente længe på.

Folkeskolen i sort-hvid. I dag i sort.

Kære Sønne

"Hvorfor må jeg ikke komme hjem, når jeg har den følelse inden i, mor, hvorfor må jeg ikke?" græd du, mens du skiftevis nev mig i armen, trampede i gulvet og klyngede dig til mig som en et-årig med seperationsangst.

Og hvad skulle jeg svare?

Og hvordan skulle jeg forklare dig, at det ikke er dig, der er noget i vejen med, men systemet, politikerne, folkeskolereformen. At man selvfølgelig bliver fuldstændig udmattet, når man som skolebegynder går i skole fra 8.15 til 14.45, samtidig med at man skal forsøge at lære, hvad fanden der overhovedet forventes af én. Når man er så forvirret over alle de krav og alle de mennesker, at man ikke kan falde i søvn og slet ikke vågne om morgenen; at man bliver så træt, at en i forvejen vanvittig lang og voksenstyret skoledag virker uendelig.

Jeg har politikerne (se, i generaliserende flertal, jeg er for træt til nuancer) mistænkt for at bruge folkeskolereformen som bevidst undertrykkelse af al folkelig modstand (mod afvikling af velfærdssamfundet, dårlig behandling af de svage, hvad vi nu kunne finde på at protestere mod). Det virker i flere generationer: Forældrene er for trætte og fokuseret på deres trætte børn til for alvor at kunne gøre andet end arbejde-hente-handle-putte-arbejde... Og børnene indoktrineres effektivt og tidligt og omfattende med en "kom nu, videre videre"-mentalitet og skal i øvrigt bruge så meget krudt på skolen, at der slet ikke er tid til ret meget andet. Inklusive udvikle en konstruktivt-kritisk tankegang overfor de omgivelser, de er i.

Men det var jo slet ikke dét, jeg ville sige. (Jeg ved i øvrigt også godt, at min trætte vrede er socialist-rød. Sådan er det altid. Rød-sort. I morgen skriver jeg helt i hvid, den farve skolemaling har nemlig også. Heldigvis.)

Det, jeg ville sige, var:

Efter jeg havde efterladt dig der, så vred og ked af det, i armene på en SFO-voksen, jeg aldrig før har snakket med, længe efter klokken havde ringet... ja, så blev jeg selv vred og ked af det. Over at du skal gå så meget i skole, over at man ikke kan lege meget mere, når man er seks år. Jeg sagde til dig, at det nok skal blive bedre, og det skal det. Det er helt sikkert. Men jeg kan godt forstå, at du - som du sagde - "ikke kan holde til mere."

Senere ringede jeg til den voksne, som sagde mange fine ting. Han sagde, du var sød og bestemt og sej. At du var utroligt god til at mærke, hvordan du havde det, og hvad du havde brug for. At det var vigtigt, at du blev ved med at være så god til de ting - og at det er de voksnes opgave at hjælpe dig med det.

Han sagde også, at du var det tredje barn den morgen, han havde prøvet at trøste. Fordi det er hårdt at starte i skole, især når man skal gå SÅ mange timer i skole, som politikerne har bestemt, I skal.

Sønne, jeg ved ikke, hvordan jeg bedst kan hjælpe dig, men jeg skal nok finde ud af det. Og det skal nok blive nemmere. Det lover jeg.