I øvrigt er der noget virkeligt vigtigt, vi sket ikke har fået talt om...

... af mange gode grunde, selvfølgelig. (Noget med skole, som I ved, og noget med utroligt mange ture rundt med et dropstativ på Skejby Sygehus. Det vender vi også lige tilbage til.)

Ikke desto mindre: Her overbringer BetteLiv de store nyheder i tegninger og egne ord:

Sidste nyt fra kvartalsbloggeren

Skolen har lavet skemaet om, så ungerne får tidligere fri tre dage om ugen.

I Sønnes klasse er der startet nogle nye, så han ikke længere er nyest og mindst (det fine udtyrk er 'aldersintegreret indskoling med rullende skolestart").

De voksne omkring Sønne har lært ham at kende, sådan ægte, med alt hans følsomhed og stædighed og kvikhed og stille-hed og bøvlethed og det hele.

Sønne har opdaget, at han er den bedste til matematik. Og det er satme altid godt at være den bedste til noget (... til noget af det, der bliver kigget på i sådan en skole. Han er også bedst til at klatre i træer og klippe hæk med en elektrisk hæksaks, men det tæller ikke rigtigt)

Og så har Sønne efterhånden fået den tid, sådan et følsomt-stædigt-kvikt-stille-bøvlet-og-det-hele barn skal have, for at blive nogenlunde tryg ved en ny hverdag.

Resultatet? Jamen han ER jo faktisk nogenlunde tryg ved sin nye hverdag! Og derfor også et rart og tåleligt bekendtskab om eftermiddagen. Og morgenen. Han har kun skole-ondt i maven sådan cirka hver anden uge, så jeg har også kun skole-ondt i maven sådan cirka hver anden uge.

Klip til opryddet hjem, duftlys på toilettet, hjemmebagt brød, rene børn og blide forældresmil. Nej ok, jer narrer jeg ikke. Men hvis ikke jeg var så bange for jinx, ville jeg være fristet til at hviske: Det skal nok gå alt sammen.

Skolelunger

Det bedste ved ferien (udover den var lang), var at få Sønne igen. At den, han var indtil i sommer, stadig findes derinde - og kommer ud, når der er mindre skole og mere frihed. Mindre pres og mere søvn. Mindre sidden stille og mere cyklen 10-20 kilometer om dagen.

Vi snakker her om søde, glade, venlige overskuds-Sønne, der næsten ikke kalder andre mennesker for 'fucking psykopat', og som - igen - har lyst til at klatre-svømme-bygge-lege-grine. Han er godt selskab, også for sig selv.

Med andre ord: Skolen lader ikke til at have knækket ham sådan fuldstændig permanent og irreversibelt. Og da vi indså det - drengens far og jeg - var det som om, at vi kunne trække vejret igen. Emhætten blev slukket, iggå, og i den nye stilhed lagde vi mærke til, hvor sygt meget den havde larmet det sidste halve år.

I dag er det første skoledag, og jeg synes allerede, mine lunger er blevet lidt mindre. Emhætten er så småt ved at komme op i omdrejninger igen.

Mor har altid ret. Systemet tager altid fejl.

Vi er her endnu.

Jeg skriver ikke meget, for hvad skal jeg skrive? Dét, jeg allerede har skrevet tusind gange? Noget der rå-sviner folkeskolereformen (der har jeg vist også været...)? Noget der udleverer den lokale folkeskole eller de voksne, der gør deres bedste? Noget der udleverer Sønne?

Det tænker jeg lidt over. Mens dagligdagen og skolestressen gør mine arme og hoved så tungt, at det er svært at tænke og skrive. I ser det for jer.

Men nu er det ferie. Vi har sovet. Vi har julet. Vi har krammet. Vi har slet ikke haft ondt i hovedet.

Og vi har været i svømmehallen lige nu her tidligere på dagen. Og ved I hvad der skete? Sønne svømmede af sted (uden vinger, bælter eller andre hjælpemidler) i den smukkeste, smukkeste brystsvømning. Som han har lært sig selv.

(Og hvorfor dét nu skulle være noget særligt, forstår man bedst, hvis man har fulgt med i svømmeholds-gate aka "historien om, hvordan den lokale svømmelærer effektivt forsøger at give drengen vandskræk.")

Vi tog Sønne af svømmeholdet i sin tid, fordi det gjorde mere skade end gavn, og fordi det virkede straight up tåbeligt. Så plaskede vi anerkendende i varmt vand i et års tid, og voila: Drengen har lært sig selv at svømme.

Én morale kunne selvfølgelig være, at Sønne er en særlig dreng, der ulig andre børn har brug for helt særlige rammer, og at vi sikkert har fejlet et eller andet sted i opdragelsesprocessen. Men det er forkert. Den rigtige morale (som man er velkommen til at overføre 1:1 til sit eget liv) er, at man (kraftedme) skal lade være med at lytte til lærere, eksperter, trænere og andre autoritetstyper, når de modsiger ens mavefornemmelse. Og fornuft. Og barn. Jeg kunne godt have kigget på Sønne i svømmehallen dengang og tænkt, at han var skingrende skør og kylet ham i vandet, mens jeg skældte ud. (Jeg havde lyst, men ikke ret længe ad gangen.) Jeg kunne også være blevet ved med at lokke med is og honning-indsmurte trusler og holdt VED, for skal man måske ikke holde ved? Men drengen havde tydeligvis brug for noget andet. Han fik noget andet. Og han lærte sig selv at svømme.

Og alle levede lykkeligt til deres dages ende (og jeg roste mig selv uforbeholdent for, hvad jeg betragter som min hidtil største succes som forælder).

Nu skal jeg bare lige finde ud af, hvordan jeg bedst overfører moralen på Sønnes færd gennem uddannelsessystemet. Så skal I bare se løjer.

Sønne. The Mystery Boy.

"Jeg har mødt rigtigt, rigtigt mange børn," siger klasselæreren.

"Men jeg har aldrig mødt nogen som Sønne."

Den lader vi lige stå lidt, ja?

Tilsyneladende er mysteriet, at drengen er virkeligt god til det faglige, godt kan lide at lære og samtale, og - på overfladen i hvert fald - helt fin til det sociale. Spiller fodbold med de andre, klatrer, leger, den slags. Har venner med hjem. Virker ok populær.

Og alligevel trives han bare pissehamrende dårligt i skolen. Klager over ondt i hovedet hele tiden og beder de voksne ringe til os, så han kan blive hentet. Hele tiden.

Men nu har vi da i det mindste fået et møde med ham klasselæreren (det holdt hårdt), så vi sammen kan forsøge at opklare mysteriet Sønne.

(Jeg ville jo nok mene, at det ikke er så meget Sønne som en vis reform, der er forklaringen, men sådan har jeg det jo som gammel RUC'er med at lede efter strukturelle forklaringer. Som der helt klart ikke er plads til at løse på en halv times møde med en stakkels, stresset klasselærer.)

Se hvor taknemmeligsdagsbogsagtigt!

Det bekymrer mig en anelse, at jeg måske udsender signaler i retning af, at vi bor i en mørk grotte af sorg og fortvivelse, hvor Sønne konstant sidder i skyggerne - i stigende grad mentalt handicappet af folkeskolen - mens vi rokker frem og tilbage uden handlemuligheder.

Altså den grotte findes jo, iggå, men den er ikke det eneste sted på matriklen. Den er ikke den eneste vinkel på Sønnes folkeskolestart, og den er ikke den eneste vinkel på mit humør. Der er ting at sidde i det metaforiske sollys og være helt ægte glad for.

Dem her, fx:

#1 Sønne i de lommer på fem minutter, ti minutter, en time, hvor han er helt blød og rar og sig selv, og hans lyse hår flyver ham om ansigtet på trampolinen, eller hvor han læner sig træt op af mig i en sofa, og jeg kan mærke knuderne inden i blive lidt løsere i det.

#2 Sjove, robuste, uhyggeligt velskrivende Livse, der tagger sit navn overalt. På vores hoveddør står således: LIV BOM HER, og det gør hun sandelig. Heldigvis.

#3 Bofællesskabet. Aka Sønnes vikarierende selvværd. Her er Sønnes jævnaldrende homies fuldstændig med på, at voksne er nogle idioter, og at voksenstyring er noget seriøst fuck. Så det råber de højt, meget højt, og Sønne læner sig lykkeligt tilbage i et herligt, højlydt samvær, hvor han (langt fra ånden i folkeskolen) bliver anerkendt for sin fantasi og sit klatremod og sine bøvser og sig selv.

#4 At Manden kommer hjem fra London (og medbringer vor eneste bil) sent fredag aften, og jeg derfor kun få dage endnu skal mestre institutions-skole-arbejdsplads-hjem-trættebørn-madpakkeindkøb-logik pr elcykel i efterårsvejr.

#5 Vores kortisolsænkende udsigt fra køkkenvinduet. Den virker altid, selv i funky efterårståge.

Top fem over ting, som det er OK at føle sig fuldstændigt gungrende, larmende afmægtig over

#1 At vi alle sammen gør det til et konkret individuelt problem, når vores børn ikke trives. Så sidder vi der på forældremødet og siger "jamen Conrad er jo lidt følsom, så..., "det er jo bare sådan med Lucas, at han har brug for..." eller "Sønne har ikke overskud til læsning, så..." Dér, på rad og række, det ene lille pip efter det andet, lidt undskyldende, "vi vil ikke være curlingforældre eller have forkerte børn, vel."
Hvorfor råber vi ikke i kor: DET KAN GODT VÆRE, POLITIKERNE HAR INDFØRT EN REFORM, MEN NU TAGER VI ANSVARET, OG I SKAL SAFTSUSGEMIG IKKE TVINGE VORES BØRN TIL AT VÆRE I SKOLE SÅ MANGE TIMER HVER DAG. Hvorfor gør vi ikke det?

#2 At vi lyver for os selv.
Som moren der siger: "Jeg er faktisk glad for reformen; de bevæger sig jo mere! Godt nok er han træt, drengen, men det er helt fint." Og jeg kender den dreng, som han var før, og jeg ser ham nu: pylret, tyndhudet, lidt for tit ulykkelig for min smag.
Som os selv der siger: "Det går bedre og bedre, vi skal bare se på udfordringens størrelse, så er det ikke så mærkeligt, det er hårdt. Han tager jo venner med hjem, ikke, og alt kræver tilvænning." Og jeg kender Sønne, som han var før, og jeg kan se på ham nu, at han ikke er i trivsel og balance, og jeg kan næsten, næsten, næsten ikke holde det ud.

#3 Den her kronik i Politiken. Jeg citerer:"I mine 34 års virke som læge har jeg aldrig tidligere skrevet en lægeerklæring, fordi børn bliver syge af at gå i skole!"

#4 Folkeskolereformen

#5 Stort set alle politikere i Danmark

Top fem over ting, det er OK at hade

#1 Folk der siger: "Det går SIMPELTHEN bare så godt i skolen. Min lille bøffeløffe har glemt ALT om børnehaven, han kunne ikke have det BEDRE."

Jeg har ikke hadet nogen så meget, siden jeg var på barsel med altid-vågne Sønne og gik rundt og hadede de folk, der sagde "mit barn SOVER bare SÅ godt."

(Jeg er en fontæne af næstekærlighed og vil andre det bedste og under dem alt godt. Som det fremgår.)

#2 Mig selv, når jeg med en stemme, jeg dårligt kan kende, siger til de selvsamme folk: "Jamen det går faktisk også helt fint hos os. Det var lidt hårdt i starten, men det går fint nu. Rigtigt fint. Rigtigt rigtigt fint."

#3 Det punkt, jeg nogle gange når til, hvor jeg glemmer, at det ikke er Sønne men systemet, der burde have nogle prygl, og hvor alt vreden og afmagten og trætheden og sorgen og følelserne og tvivlen vælter ud af sprækkerne i min efterårsblads-tynde tålmodighed og oversvømmer drengen med NU hører du efter, blev der sagt! og hvis ikke du kommer NU, må du ikke få fodboldkort med i skole i en hel UGE! Sådan er verden, kammerat! 

#4 Folkeskolereformen

#5 Stort set alle politikere i Danmark

Det stormer. Det går.

Ved I hvad?

Det går.

Det går ikke godt, jeg er skeptisk og træt, Sønne er skeptisk og træt (og ked af det og vanvittig og fuldstændig totalt i voksentrods, når han kommer hjem). Jeg har på ingen måde skrinlagt mine planer om at flygte fra folkeskolen ad søvejen. Men det går.

Han kommer faktisk ud af døren om morgenen og afsted.

Han starter faktisk inde i klassen sammen med de andre (i modsætning til tidligere, hvor han startede i sofaen med Mindcraft...)

Han spiser faktisk (nogle gange) sin madpakke.

Han har faktisk haft en ny ven med hjemme og lege.

Han har faktisk fået "Ronaldo-kortet, er det ikke bare sejt mor?!" og lært at sige "what is the weather like today? It's stormy!"

Og det er det jo, stormende, men vi er her endnu, vi trækker vejret endnu, vi er diagnose-fri - sådan nogenlunde i hvert fald - endnu.

Det var bare lige dét, jeg ville sige.

Og det her: Ved I hvad, der virkeligt har gjort det nemmere at trække vejret, da stormen var en kategori 5 tornado? Jeres kommentarer (og mails og beskeder og sms'er), jo. Som viser, at vi ikke er alene i verden, at der er andre følsomt-stædige typer derude a la Sønne, og at deres forældre også nogle gange bliver nødt til at græde ned i tastaturet. Tak.

I mellemtiden...

... er jeg begyndt at gå til sejlads. Trods gråvejr og efterårsbølger og konstant kvalme og præstationsangst er jeg voldsomt motiveret af udsigten til en dag at sejle VÆK fra folkeskolereformen, mens Sønne fisker lykkeligt fra dækket og jeg homeschooler anerkendende.