1000 dybe indåndinger senere.
1000 snakke med forargede familiemedlemmer senere.
1000 (ok, 20) meget støttende og forargede blogkommentarer senere...
... gik jeg i morges endelig opad den snoede brandtrappe og bankede hårdt-hårdt-hårdt på glasdøren til vuggestuelederens kontor. Var jeg så totalt hardcore og bål-og-brand-og-true-agtig? Næh. Men jeg fik sagt det, sådan nogenlunde, som det er:
At jeg er rystet. At det er svært at komme i en vuggestue, hvor man kigger på alle de små børn og tænker, om de ligger og skriger sig i søvn. At det er ekstra-svært, når de voksne virker så nonchelante og ligeglade, at jeg bliver overbevist om, at det MÅ være sket før. At jeg simpelthen har været så sygt glad for den her vuggestue, og det er et kæmpe tillidsbrud. At jeg er kommet i tvivl om, hvorvidt alle de gange, jeg har hørt nogle små græde i barnevogne udenfor, ikke var travlheds-uheld men overlagte døve-ligeglade ører. At det aldrig, aldrig må ske igen.
Nå.
Hele den følelsestirade blev overøst med lutter nik og beklagende miner og "jeg er også rystet, det er uhørt, jeg kan slet ikke ha' det" og "det er slet ikke i tråd med, hvordan vi gør tingene her" fra lederens side. Han forsikrede flere gange, at ingen skal skrige sig i søvn; at det skam havde været oppe på personalemødet und so weiter und so weiter.
Og jeg forsøgte at være Cal Lightman fra Lie to Me og kiggede intenst på ledermennesket for at finde ud af, om al hans synlige utilpashed skyldtes a) at han vitterligt var rystet og ked af det b) at han var bange for at blive outet til en potentielt bidsk forældregruppe eller c) en blanding.
Jeg ved det sgutte. Men han sagde i hvert fald de rigtige ord.
Nu overvejer jeg, hvad jeg skal stille op med mig selv og med vuggestuen og med verden. Jeg er ikke helt overbevist om, at revolutionen er afblæst.
onsdag den 19. marts 2014
fredag den 14. marts 2014
Verdens bedste vuggestue #2
OK. Så Manden nævnte søvn-gate overfor en vidunderlig pædagog, der ikke var involveret. Hun ville "tage det med videre" og nævnte, at de havde været underbemandede den dag.
Fantastisk undskyldning.
Og jeg afleverede i morges og kunne dårligt kigge nogen af de voksne i øjnene. Så bare på de små unger og tænkte:
Hvem af jer, var det, der fik lov til at skrige sig i søvn?
Skriger I jer alle sammen i søvn?
Har mit barn skreget sig i søvn?!
Hej ondt i maven!
Vi bliver nødt til at gøre et eller andet mere. For vores egen skyld men så sandelig også for ungernes skyld. Det er bare svært, hvad det lige skal være, og hvordan jeg lige skal gribe det an. Jeg er en ængstelig og meget konfliktsky type (undtagen på skrift), og jeg nød fandme at være det nemme, kvikke barns nemme, kvikke mor.
Hvad ville I gøre? Hvad ville I sige? Og ville I sørge for at sladre til resten af forældregruppen (på et tidspunkt)?! Hjælp!
Fantastisk undskyldning.
Og jeg afleverede i morges og kunne dårligt kigge nogen af de voksne i øjnene. Så bare på de små unger og tænkte:
Hvem af jer, var det, der fik lov til at skrige sig i søvn?
Skriger I jer alle sammen i søvn?
Har mit barn skreget sig i søvn?!
Hej ondt i maven!
Vi bliver nødt til at gøre et eller andet mere. For vores egen skyld men så sandelig også for ungernes skyld. Det er bare svært, hvad det lige skal være, og hvordan jeg lige skal gribe det an. Jeg er en ængstelig og meget konfliktsky type (undtagen på skrift), og jeg nød fandme at være det nemme, kvikke barns nemme, kvikke mor.
Hvad ville I gøre? Hvad ville I sige? Og ville I sørge for at sladre til resten af forældregruppen (på et tidspunkt)?! Hjælp!
torsdag den 13. marts 2014
Verdens bedste vuggestue
I går overhørte Manden en samtale mellem to pædagoger i vuggeren. Jeg vil ikke gengive den ordret, for how could I, men humlen var:
Den ene pædagog påpeger, hvor varmt et lille (skrigende) barn er blevet ude i barnevognen.
Den anden pædagog siger (roligt), at det nok er fordi, at hun har skreget et kvarter nu, men at hun da lige kan få fem minutter til.
Den anden pædagog siger (roligt) fint-fint og vender tilbage til sine gøremål.
Den lader vi lige stå lidt, mens pletterne for øjnene fortager sig.
Manden troede ikke sine egne ører og stak derfor hovedet ud ad døren for lige at få vished for, at der ikke lå nogen små børn og skreg.
Men det gjorde der.
Og selvom han ikke er typen, der er sen til at tage en konflikt, når den skal tages, gik han hjem. Helt tavs og rystet.
Hvis jeg havde luft til at råbe højt, ville jeg gøre dét, men jeg nøjes med at hviske forsatan i helvede af rent chok. Han må jo spørge dem, hvad det gik ud på, det der. Og vi må få vished for:
- Har vores Bette ligget og skreget sig selv i søvn, mens voksne mennesker med fuldt overlæg gik rundt og lod hende ligge der, desperat, fortvivlet, uforstående, i 20 minutter eller mere?
- Får andre små mennesker lov til at ligge og skrige i 20 minutter - med fuldt overlæg?!
Jeg prøver at give dem the benefit of the doubt (ja, helt sikkert), indtil Manden har fået opklaret, hvad der foregår. Men jeg lover jer (og alle de et-årige, der ikke kan andet end at skrige og i hvert fald ikke sagsøge staten/kommunen/vorherre eller skrive meget vrede kronikker), at de ikke får lov at dø i synden. Ikke. Ikke. Ikke. Ikke.
Den ene pædagog påpeger, hvor varmt et lille (skrigende) barn er blevet ude i barnevognen.
Den anden pædagog siger (roligt), at det nok er fordi, at hun har skreget et kvarter nu, men at hun da lige kan få fem minutter til.
Den anden pædagog siger (roligt) fint-fint og vender tilbage til sine gøremål.
Den lader vi lige stå lidt, mens pletterne for øjnene fortager sig.
Manden troede ikke sine egne ører og stak derfor hovedet ud ad døren for lige at få vished for, at der ikke lå nogen små børn og skreg.
Men det gjorde der.
Og selvom han ikke er typen, der er sen til at tage en konflikt, når den skal tages, gik han hjem. Helt tavs og rystet.
Hvis jeg havde luft til at råbe højt, ville jeg gøre dét, men jeg nøjes med at hviske forsatan i helvede af rent chok. Han må jo spørge dem, hvad det gik ud på, det der. Og vi må få vished for:
- Har vores Bette ligget og skreget sig selv i søvn, mens voksne mennesker med fuldt overlæg gik rundt og lod hende ligge der, desperat, fortvivlet, uforstående, i 20 minutter eller mere?
- Får andre små mennesker lov til at ligge og skrige i 20 minutter - med fuldt overlæg?!
Jeg prøver at give dem the benefit of the doubt (ja, helt sikkert), indtil Manden har fået opklaret, hvad der foregår. Men jeg lover jer (og alle de et-årige, der ikke kan andet end at skrige og i hvert fald ikke sagsøge staten/kommunen/vorherre eller skrive meget vrede kronikker), at de ikke får lov at dø i synden. Ikke. Ikke. Ikke. Ikke.
torsdag den 20. februar 2014
Forstadsruti
Jeg har boet i Beder i halvandet år nu.
Og den har været sikker hver gang; når jeg har forladt de sidste rester by og bevæget mig ud mellem træer og marker (på cykel, i bil, i bus), har jeg tænkt: Det kan ikke passe! Jeg må være kørt for langt! Jeg har overset Beder! Nu er jeg jo midt i ingenting!
Indtil i går.
Jeg kørte Lupoen hjem gennem tusmørket og trallede med på noget lavkulturel radio og fik pludselig øje på skiltet med afkørslen til Beder. Og tænkte: Det kan ikke passe, jeg har kun kørt et øjeblik! Er jeg her virkelig allerede?!
Måske er jeg blevet en mere rutineret bilist. Måske er jeg blevet en lille smule bedre til at bo i forstæderne.
Og den har været sikker hver gang; når jeg har forladt de sidste rester by og bevæget mig ud mellem træer og marker (på cykel, i bil, i bus), har jeg tænkt: Det kan ikke passe! Jeg må være kørt for langt! Jeg har overset Beder! Nu er jeg jo midt i ingenting!
Indtil i går.
Jeg kørte Lupoen hjem gennem tusmørket og trallede med på noget lavkulturel radio og fik pludselig øje på skiltet med afkørslen til Beder. Og tænkte: Det kan ikke passe, jeg har kun kørt et øjeblik! Er jeg her virkelig allerede?!
Måske er jeg blevet en mere rutineret bilist. Måske er jeg blevet en lille smule bedre til at bo i forstæderne.
torsdag den 13. februar 2014
Et lille skud trodsalder at starte dagen på
- Se, så skal du have strømper på; de fine med...
- NEJ! IKKE DEM!
- Fint fint, så find du nogle andre.
- NEJ! NEJ!
- Æhm, enten så får du dem her på -
- NEJ! MIG! VÆLGER! SELV!
- ... eller også finder du nogen. Æh, godt! Så gør det nu.
- NEJ!
- Jamen Livse... vi skal ud af døren. Jeg -
- NEJ! NEJ! NEJ! NEJ!
- Men -
- NEJ!
...
Gentag selv ovenstående i en uendeligsløjfe med stigende intensitet. Og glem venligst, hvis jeg tidligere har sagt, at det er nemmere at tackle trodsalder hos barn nummer to. Godt nok lykkes det mig ind i mellem at minde mig selv (og Manden) om, at det næppe er vanvid/fejlslagen opdragelse/gudernes straf/psykisk sygdom. Men jeg er ikke blevet synderligt bedre til at tackle dagligdagens 27.000 uforudsigelige raserianfald fra husstandens mindste, end dengang det var Sønnes tur. Prust.
- NEJ! IKKE DEM!
- Fint fint, så find du nogle andre.
- NEJ! NEJ!
- Æhm, enten så får du dem her på -
- NEJ! MIG! VÆLGER! SELV!
- ... eller også finder du nogen. Æh, godt! Så gør det nu.
- NEJ!
- Jamen Livse... vi skal ud af døren. Jeg -
- NEJ! NEJ! NEJ! NEJ!
- Men -
- NEJ!
...
Gentag selv ovenstående i en uendeligsløjfe med stigende intensitet. Og glem venligst, hvis jeg tidligere har sagt, at det er nemmere at tackle trodsalder hos barn nummer to. Godt nok lykkes det mig ind i mellem at minde mig selv (og Manden) om, at det næppe er vanvid/fejlslagen opdragelse/gudernes straf/psykisk sygdom. Men jeg er ikke blevet synderligt bedre til at tackle dagligdagens 27.000 uforudsigelige raserianfald fra husstandens mindste, end dengang det var Sønnes tur. Prust.
mandag den 10. februar 2014
For det vanskelige sind er summen af bekymringer konstant
Et drengebarn født sidst på året. Et drengebarn med stort behov for frisk luft og seriøs klatren i træer; et drengebarn der er ganske tilbageholdende overfor nye mennesker. Især nye børn.
Det lugter af et drengebarn, der ikke skal i skole til sommer, selvom han egentlig burde. Iggå? For kunne han mon agere i noget så stort og socialt og farligt? Og kunne han sidde stille? Og parere ordre? Og være den lille altid? Og... så videre? Nej vel!
Det ville aldrig gå, tænkte vi. Og fik skolestartsudsættelse (det hedder det skam), og jeg var glad og lettet i lige præcis to minutter.
Så gik mit vanskelige, bekymrede sind i selvsving igen. For pludselig skete der noget med drengebarnet.
For eksempel gav han sig til at skrive sit navn. Og bruge hele eftermiddage på at skrive alfabetet af fra bøger og vrøvleoplæse historier for sin lillesøster. Og han sad stille i timevis, tegnende, malende, farvelæggende, limpistolslimende. Ofte, sgu, ikke bare engang i mellem.
Var han ikke også utroligt intelligent, ligesom, i den måde, han limede ting samme i 3D?
Så blev han pludselig god til at snakke med nogle af de unger henne i børnehaven, som han ellers aldrig har snakket med. Ind i mellem er det ligefrem et fest at aflevere om morgenen, når han står der modent og glad og vinker med sine buddies.
Så lærer han at falde i søvn i egen seng uden voksenselskab.
Så svarer han internationale gæster på engelsk (!).
Så opfører han sig på alle måder modent og artigt og ansvarligt og socialt kompetent, så skolelærer-vennen kommer til at sige:
"Sig mig engang, kommer han ikke til at kede sig et ekstra år i børnehaven? Han virker utroligt læseparat."
Så nåede min selvsving nye højder. For filan altså. Mennesker med mindre vanskelige sind end mig ville læne sig tilbage og nyde den (ganske givet midlertidige) frugt af fem års hårdt arbejde, gode gener, pludseligt held, whatever. Jeg går så i selvsving i stedet for.
For tænk nu, uha!, hvis han skulle komme til at kede sig!
Jeg kan godt selv se det. Heldigvis.
Og heldigvis er Sønne rimeligt lykkelig uvidende om alt det her. Og - ind i mellem sin intelligente limen, engelsk-snakken, navne-skriven - får han stadig lystige fem-års raserianfald, græder når han bliver afleveret, nægter at spise grønsager og er dybt upædagogisk overfor sin søster. Han spyttede endda på sin elskelige onkel i weekenden. Thank God.
Det lugter af et drengebarn, der ikke skal i skole til sommer, selvom han egentlig burde. Iggå? For kunne han mon agere i noget så stort og socialt og farligt? Og kunne han sidde stille? Og parere ordre? Og være den lille altid? Og... så videre? Nej vel!
Det ville aldrig gå, tænkte vi. Og fik skolestartsudsættelse (det hedder det skam), og jeg var glad og lettet i lige præcis to minutter.
Så gik mit vanskelige, bekymrede sind i selvsving igen. For pludselig skete der noget med drengebarnet.
For eksempel gav han sig til at skrive sit navn. Og bruge hele eftermiddage på at skrive alfabetet af fra bøger og vrøvleoplæse historier for sin lillesøster. Og han sad stille i timevis, tegnende, malende, farvelæggende, limpistolslimende. Ofte, sgu, ikke bare engang i mellem.
Var han ikke også utroligt intelligent, ligesom, i den måde, han limede ting samme i 3D?
Så blev han pludselig god til at snakke med nogle af de unger henne i børnehaven, som han ellers aldrig har snakket med. Ind i mellem er det ligefrem et fest at aflevere om morgenen, når han står der modent og glad og vinker med sine buddies.
Så lærer han at falde i søvn i egen seng uden voksenselskab.
Så svarer han internationale gæster på engelsk (!).
Så opfører han sig på alle måder modent og artigt og ansvarligt og socialt kompetent, så skolelærer-vennen kommer til at sige:
"Sig mig engang, kommer han ikke til at kede sig et ekstra år i børnehaven? Han virker utroligt læseparat."
Så nåede min selvsving nye højder. For filan altså. Mennesker med mindre vanskelige sind end mig ville læne sig tilbage og nyde den (ganske givet midlertidige) frugt af fem års hårdt arbejde, gode gener, pludseligt held, whatever. Jeg går så i selvsving i stedet for.
For tænk nu, uha!, hvis han skulle komme til at kede sig!
Jeg kan godt selv se det. Heldigvis.
Og heldigvis er Sønne rimeligt lykkelig uvidende om alt det her. Og - ind i mellem sin intelligente limen, engelsk-snakken, navne-skriven - får han stadig lystige fem-års raserianfald, græder når han bliver afleveret, nægter at spise grønsager og er dybt upædagogisk overfor sin søster. Han spyttede endda på sin elskelige onkel i weekenden. Thank God.
.JPG) |
| Se hvor skoleparat med det lim i 3D! |
fredag den 7. februar 2014
Brudstykker af en trodsalder
- Godmorgen lille skat!
- NEJ!
- Søde Livse, hvad siger du til -
- NEJ!
- NU er det altså -
- NEJ! NEJ! NEJ!
- Vil du -
- NEJ!
- Men -
- NEJ! DÅ VÆK! NEJ! NEJ! NEJ! NEJ!
- NEJ!
- Søde Livse, hvad siger du til -
- NEJ!
- NU er det altså -
- NEJ! NEJ! NEJ!
- Vil du -
- NEJ!
- Men -
- NEJ! DÅ VÆK! NEJ! NEJ! NEJ! NEJ!
tirsdag den 28. januar 2014
Du er ikke Alfons Åberg, min søn
Af grunde, der fortaber sig i tågerne, forsøger vi at lære børnene at falde i søvn i egen seng. Uden voksenselskab.
Det går pænt dårligt.
For eksempel er klokken lige nu 22.01, og Livse sidder lysvågen i sin tremmeseng (hvortil hun er blevet forflyttet efter at have søvnterroriseret sin bror inde i køjesengen). Hun læser BR-katalog (aka "min putteblad") i noget dæmpet belysning og råber
DER VAR ENGANG EN RÆV
... og hvisker så noget, jeg ikke kan høre. Det lyder, som om hun læser højt, men det kan nu alligevel ikke passe, selvom hun tidligere under denne never-ending ikke-putning sagde "mig hedder Liv - L - I - V."
HVOR ER MIN DUDDI?!
råber hun nu. Det betyder sut, og hun finder den selv med det samme.
Sønne er en historie for sig. Men han faldt dog nu nok i søvn for noget tid siden (inshallah, knock on wood, salt over skulder) umiddelbart efter, at jeg med påtaget melisstemme havde skyld-hvislet noget i retning af: "kan du huske, at Alfons Åberg blev ved og ved at kalde, og til sidst blev hans far så træt, at han faldt i søvn på gulvet? Du er IKKE Alfons Åberg! Du er, æh, DYGTIG, og du KAN godt sove selv."
(Jeg har indskudt et "æh" for at det skal lyde mindre strengt og mere tøvende, end det måske i virkeligheden var. Under alle omstændigheder har jeg dulmet en begyndende dårlig mor-samvittighed med en halv plade hvid rittersport med nødder.)
Nu er der stille inde hos Livse. Tænk hvis hun selv falder i søvn? Omgivet af ræve, putteblade og duddier. Tænk hvis hun allerede sover!
Tænk hvis.
Det går pænt dårligt.
For eksempel er klokken lige nu 22.01, og Livse sidder lysvågen i sin tremmeseng (hvortil hun er blevet forflyttet efter at have søvnterroriseret sin bror inde i køjesengen). Hun læser BR-katalog (aka "min putteblad") i noget dæmpet belysning og råber
DER VAR ENGANG EN RÆV
... og hvisker så noget, jeg ikke kan høre. Det lyder, som om hun læser højt, men det kan nu alligevel ikke passe, selvom hun tidligere under denne never-ending ikke-putning sagde "mig hedder Liv - L - I - V."
HVOR ER MIN DUDDI?!
råber hun nu. Det betyder sut, og hun finder den selv med det samme.
Sønne er en historie for sig. Men han faldt dog nu nok i søvn for noget tid siden (inshallah, knock on wood, salt over skulder) umiddelbart efter, at jeg med påtaget melisstemme havde skyld-hvislet noget i retning af: "kan du huske, at Alfons Åberg blev ved og ved at kalde, og til sidst blev hans far så træt, at han faldt i søvn på gulvet? Du er IKKE Alfons Åberg! Du er, æh, DYGTIG, og du KAN godt sove selv."
(Jeg har indskudt et "æh" for at det skal lyde mindre strengt og mere tøvende, end det måske i virkeligheden var. Under alle omstændigheder har jeg dulmet en begyndende dårlig mor-samvittighed med en halv plade hvid rittersport med nødder.)
Nu er der stille inde hos Livse. Tænk hvis hun selv falder i søvn? Omgivet af ræve, putteblade og duddier. Tænk hvis hun allerede sover!
Tænk hvis.
mandag den 27. januar 2014
Livse & Pablo
Mens jeg bruger alle mine kræfter på lissom at surfe oven på bølgerne af kaos (syge børn i kombi med skypemøder med Kroatien i kombi med skypemøder med Tyskland i kombi med bagning i kombi med mand-sidder-fast-i-uvejr-på-vej-hjem-fra-Randers i kombi med almindeligt søvnunderskud) uden hverken at drukne eller komme til at råbe meget højt af uskyldige børn på min vej, finder Livse den store Pablo Neruda-bog.
Og slår op på Ode til vinteren. Og så er det bare vi må sige, at man simpelthen skulle tro, at Pablo havde hængt ud i Beder ved vintertide. Hør selv:
Men du er iskold, vinter,
og dine totter
af sort sne og vand
på taget
trænger gennem
husene
som nåle,
sårer
som rustne knive.
Ingen
kan standse dig.
Det sætter ind
med hosteanfald, med våde sko
går børnene hjemmefra
i sengene gløder feberen
som det brændende sejl
på et skib,
det de fattiges by
der driver døden,
den glatte kulmine,
vindens rasen i møde.
OK. Så vi har ikke kulminer i Beder (endnu) eller huller i taget (endnu). Men vi hoster i vores våde sko og synes godt nok, at vinteren er både nåle-agtig, kniv-agtig og meget deprimerende. Selvom den er pæn.
.JPG)
Og slår op på Ode til vinteren. Og så er det bare vi må sige, at man simpelthen skulle tro, at Pablo havde hængt ud i Beder ved vintertide. Hør selv:
Men du er iskold, vinter,
og dine totter
af sort sne og vand
på taget
trænger gennem
husene
som nåle,
sårer
som rustne knive.
Ingen
kan standse dig.
Det sætter ind
med hosteanfald, med våde sko
går børnene hjemmefra
i sengene gløder feberen
som det brændende sejl
på et skib,
det de fattiges by
der driver døden,
den glatte kulmine,
vindens rasen i møde.
OK. Så vi har ikke kulminer i Beder (endnu) eller huller i taget (endnu). Men vi hoster i vores våde sko og synes godt nok, at vinteren er både nåle-agtig, kniv-agtig og meget deprimerende. Selvom den er pæn.
onsdag den 22. januar 2014
Ode til gulerodsstænger og brødkrummer og nespresso
Jeg kigger på på afstand og bliver et øjeblik så tung af taknemmelighed, at jeg dårligt kan løfte koppen med lunken nespresso op til munden. Og jeg tænker, at det her er meget mere Pablo Nerudas 'ode til livet' end Dan Turells 'hyldest til hverdagen' og må styre mig kraftigt for ikke at afbryde legen ved at overkysse begge mine søde, sjove, grydeklippede børn. Åhja.
Abonner på:
Opslag (Atom)