Mælk i Midtjylland. Eller: Sammen redder vi verden

Når vi ikke lige juler eller slås med vores børn, så laver vi film. Manden og jeg. Vi har for eksempel lavet den her fødselsfilm, som efterhånden bliver set af alverdens højgravide damer.

Nu er vi så i gang med amningen (som går ad helvede til for forbløffende mange - for én ud af tre, hvis man skal tro på den seneste undersøgelse). 

Manden filmer allerede løs på nogle gode, nybagte forældremennesker, men vi vil gerne have nallerne i nogle flere.

Og det er her, I kommer ind i billedet.

For I kender selvfølgelig nogle midtjydske førstegangsgravide, som godt kan overveje at være med i en nydelig og lødig bette sag i stil med fødselsfilmen. Og som på den måde kan være med til at redde verden, eller i hvert fald fremtidens ammebøvlere (og os). I kan læse flere detaljer liiiige her neden for:

Det er i øvrigt er vor usædvanligt pæne bofælle Marlene, der er model. Sammen med bofællesskabsbebsen Vilfred - drengen, som alle Livses dukker er opkaldt efter. 

Det var et sidespor. 

Men: Kom glad med jeres førstegangsgravide venner og modtag evig taknemmelighed og god karma og øl (men det sidste byder vi nu som regel på alligevel).

Grækerne og jyderne

“Det er da bare utroligt med Sønne. Så stor han er! Så meget fornuft man kan snakke med ham. Kan du huske, de vanvittige raserianfald, han havde engang? Det var så sindssygt. Det er lissom noget helt andet nu. He-elt andet. Han kan styre sig selv meget bedre. Sådan en stor og fornuftig dreng.”

Sagde jeg til Manden i går. Helt stolt og glad og lettet.

I morges kom jeg (i et inferno af hyl og skrig og trods og terror) i tanker om noget andet jeg engang sagde. Helt ung og klog og artig til studenteksamen i oldtidskundskab for mere end 13 år siden:

“Nemesis var noget helt naturligt for De Gamle Grækere. Man kunne godt lade være med at tro på hende, ikke, men det ville svare nogenlunde til at lade være med at tro på tyngdekraften.”

Det gælder så også for De Nye Jyder.

Det pynter det pynter!

For første gang siden jeg fik børn - nej, for første gang nogensinde, tror jeg - har jeg julet igennem på den voksne måde. Den overskudsagtige måde. Og før 20. december.

Juledekorationer (ja, i flertal), kalenderlys (ja, i flertal) gran på døren, strømper på søm, engle i vindueskarmen og glimmer udover det hele. De små i nissehuer og julemusik og ler- og grødfedtet tøj på den nuttede og ikke den klamme måde. Et selvfældet juletræ; et resultat af en lang og upylret gåtur over markerne. I Angulusfodtøj og nissehuer og sunde, røde kinder.

Liv der råber "det pynter, det pynter!" mens hun drysser lilla tryllestøv udover nogle grimpæne børnejulekort.

Liv der queerkorrekt siger "når mig blir voksen, mig være julemand. Så mig saver med motorsav! Og får en lille julebaby!"

Sønne der roser mit juleoutfit: "Jeg synes simpelthen bare, den kjole er så flot mor."
Og Livse: "Mors hue pynter!"

Her er endda delvist ryddet op. I stuen, i hvert fald.

Send bare damebladene og børnebladene og instagram og kreabloggerne forbi. I et ganske kort øjeblik, så de ikke hører begge mine børns konstante strøm bandeord (fækale, seksuelle og religiøse) og ser mig skælde ud, når ungerne hælder legoklodser udover det hele og forstyrrer den helt unikke og ryddelige juleidyl, jeg lige har fået stablet på benene. Eller overhører en putning efter en dag med julamok og sukkerchok, hvor der bliver sagt helt utroligt ujulede ting både af dem i køjesengen og af dem, der putter. 

Men ok. Overordnet set har vi satme fortjent mange julepoint.

Måske er det bare sjovere at fylde fem

Jeg blev 33.
Og fejret med en lystig blanding af bræk og tyndskid (de andres, dog) og almindelig søvnmangel og småsygdom (min egen).
Og selvom jeg altså nu har nået Jesu alder, er jeg ingenlunde blevet voksen og rummelig nok til den slags fødselsdag.

Sjældent har man set en fødselar i den grad surmule. Et utaknemmeligt skarn, som universet havde belønnet med nogenlunde helbred og en familie, der trods al dårligdommen sang "happy birthday" på det mest nuttede børneengelske længe hørt. Og som fik masser af naturligvis fremragende gaver.

Seriøwsly, kun lange indre samtaler med Cam fra Modern Family (der insisterer på at blive fejret RIGTIGT uden at have dårlig samvittighed over det) og lange ydre samtaler med min søster, fik mig nogenlunde gennem dagen.

Det er mig til venstre.

Det er svært at være ti år inden i og 33 år uden på.

Desværre tror jeg, at jeg har traumatiseret min familie sådan helt permanent ved at være så eddikkesur dagen lang.

Fedt nok.

Måske er jeg blevet rigtigt voksen, når jeg fylder 34. Selvom jeg tvivler.
 

Nu med fotos...

... fordi andre menneskers feriebilleder will make your day. I hvert fald når de forestiller grise med julestjerner i numsen:

Eller hvad der simpelthen MÅ være ufolandingspladsarkitektur:

Og SOL:

Har I stadig ikke bestilt en flybillet til Barcelona!? Af sted med jer!

How to beat the Beder winter #1

Nåmen i øvrigt har jeg været tre dage i Barcelona med Maris aka min evige sambo i hjertet aka Viggos mor.

(Og ikke i Kina med helikopter og alle mine venner, som Livse bildte vuggestuepædagogerne ind.)

Og vi er jo de mest nonchelante globale damer og blablabla og har boet i Barcelona og what have we. Så vi var naturligvis hævet over almindelige dødelige turister og og turistattraktioner og kunne bruge tiden på dels at snakke om vores børn (...) og dels med at gå på jagt efter sol, rødvin, stegt mad fra det lokale køkken. Og gamle ufolandingspladser. Og grise med blomster i numsen.

Og så var der også lidt dødsdruk. Men det bliver jeg helt svimmel af at tænke på stadig væk, så den gemmer vi til en anden gang. Eller aldrig.

Og hvis min telefon aka mit kamera kunne snakke sammen med blogger, ville jeg spamme jer med billeder (af sol, ufoer og grisenumser), men det gemmer vi til en anden gang. Eller aldrig. Jeg har under alle omstændigheder fået nok af det hele (sol, ufoer etc.) til at holde vinterdepressionen stangen resten af året. Hep. Og spanske julegodter har jeg også med hjem!

"Var det ikke bare en fantastisk fødselsdag?"

“Jeg er bange for, jeg ikke kan holde fødselsdag!” sagde drengen i et klart øjeblik efter at have kastet op i stride strømme. Klokken fem om morgenen på sin fødselsdag.

Det kunne han godt, den lille store, men det foregik på langs og med rundstykker, gaver og film indtaget i en bunke sammen med sin bræksøster og et hav af (raske) gæster.

Med bræk hid og did fra begge børn.

Og alligevel: Det er det største i verden at blive fem år. På en måde er det også det største i verden at være mor til en, der bliver fem år. En delt førsteplads. Gaverne. Gæsterne. Kagerne, som man godt nok ikke kan spise noget af, hvis man har kvalme, men som man godt kan være glad for alligevel.

“Jeg har fået så meget lego, at det ikke engang kan være på mit værelse!” sagde han, og det var som om hans hår strittede ekstra meget af ren lykke og taknemmelighed. Han kunne næsten-næsten ikke tro sine egne ord. Så meget lego!

Og ængstelige mortyper behøver ikke være bange for, at fødselsdagen var en skuffelse på grund af lidt bræk. Næste morgen tidligt-tidligt kravlede den nu femårige i hvert fald ind på madrassen til sine bedsteforældre og sagde:

“Mormor! Var det ikke bare en fantastisk fødselsdag!”

Bemærk brækspanden i baggrunden. Og de store legokasser!

Man kan altid stole på bedstemødrene

Sønne: Nu er der kun FEM dage til min fødselsdag!

Liv: Også mig har bøssesdag!

Sønne: Nej, livse! (Og så lidt mere tøvende) ... har hun vel, mor?

Liv: Mig har stor bøssesdag! Julemanden kommer til mig, har gaver!! Faktisk!

Sønne (nu blid og pædagogisk): Prøv og hør, Livse, når storebroren har fødselsdag, får du nok OGSÅ en lille gave.

Liv (med begejstret accept): Julemanden kommer!

Sønne: Nej, det er mormor, der sørger for det. Eller Elsebeth (bonusbedstemor red.). Eller farmor. Det er dejligt, iggå Livse!

Dagens tip

Hvis I taler i telefon med en god veninde i den fødedygtige alder, og hun siger...

... at det var hårdt at drikke så mange superlight-øl til sidste arbejds-komsammen

og

... at hun håber, jeg holder babytegn-foredrag i hendes hjemby til foråret

ja, så er det formentlig fordi hun prøver at hinte noget glædeligt. Som I - nu hvor I ved, hvad I skal kigge efter - måske bemærker og gratulerer.

I modsætning til mig. Som helt overhørte det om øllerne og tænkte, at det med babytegnene var et cue til at snakke meget lang tid om mig selv. Mig. Migmigmigmig.

Ikke alverdens katte...

... kan gøre noget ved, at det er novembernovembernovember.

Oktober var fin og sprød og gul og rød og fuld af landlig landzoneidyl.

November er kold og mørk og fuld af forhåndsdeprimeret frygt for den kommende vinter. Og af tæv til vækkeure, der ringer alt alt for tidligt, mens vores del af planeten stadig er så langt fra solen, at det bure være forbudt at stå op.

Jeg havde tænkt mig at lægge en form for vinter-survival-PLAN (uden lyserøde blomster, med... dagslys, den slags). Men det er for koldt, og jeg er for træt.

Prust. Støn. Fordømte nordlige breddegrader.

(Ved siden af mig i sofaen sidder Sønne i øvrigt og ser Bumle. Han siger, han har for ondt i maven til at gå i børnehave. Jeg tænker, at han måske har arvet mine uheldige gener for vinterdepression.)