Maskiner og andre oplagte mor-søn-aktiviteter

Onsdag er Sønnes og min alenehjemmeaften. Og hvad er mere oplagt at bruge den på end maskiner (noget til ham) og bøger (noget til mig)?

Så vi har læst gravemaskinebøgerne, hvor Sønne udpegede larvefødder, førerhus og motor. Vi har læst traktorbogen, hvor han pegede på samtlige godt 100 traktorer med godt 100 begejstrede TRAKTOR TRAKTOR ARBEJD.

Og vi har læst en lillebitte smule National Geographic, hvor Sønne pegede på en meget sort mand og lavede babytegnet for abe... Jæs. Ham og Line Baun Danielsen er two of a kind. Senere læste vi traktorbogen igen, og Sønne pegede på en kinesisk-looking traktorførers skrå øjne og lavede tegnet for at sove. Øjnene så lukkede ud, altså. Og moren tænkte på, om det var for tidligt at begynde at sige sådan noget som "mennesker fra forskellige steder i verden ser bare forskellige ud, Lilleskat. Det betyder ikke, at de sover eller er aber." Jeg venter lige et år... og ser, om det ikke kommer af sig selv. Har jeg sagt, at der er meget få etno-børn i Den Kreative Klasses Vuggestue?

Jeg forsøgte også at introducere Ikeakataloget som fælles-læsning. Sønne udpegede glad en stribet kat som ZEBRA, og jeg overhørte (igen) artssammenblanding i stolthed over, at han kunne næsten-udtale et så avanceret ord. Men så kom vi til reklamen for kødboller, som han ihærdigt forsøgte at hapse ud af bladet. Uden held, det er klart. Med efterfølgende vrede, det er klart.

Åhja. Og så er gravkøerne og flere andre funky maskiner, jeg ikke har ord for, rykket ind i kvarteret igen. Thank god. Bemærk, hvordan morens senede hånd sørger for, at drengen ikke knalder hovedet ned i rattet:

Sur, sur, sur, lille-mor omkring

Der er blevet sat en masse flueben i dag og følgelig kommet mere luft ned i mine lunger og ud gennem tastaturfingrene. Dagens prøvelse (jeg bliver snart til Carsten Jensen (igen). Oh no!) var ikke en arbejds-én af slagsen, men en familie-én. TRODSALDER iggå. Jeg ved godt, det hedder selvstændighedsalder. Men det er simpelthen sproglig whitewashing af et ældgammelt kendt torturmiddel også kaldet hvor-hurtigt-kan-man-drive-en-voksen-til-vanvid-i-et-kulsort-rum.

Altså: Sønne i seng.
"Sovesove," siger han artigt.
"Godnat søde skat," siger overskudsmoren.

Og så går der ellers en halv time, hvor Sønne næsten sover og kun liiige rejser sig op fire-fem gange. Og jeg bliver troligt siddende ved hans side as always. Og SÅ begynder the Daily (Sønne) Show. Først bare klappen og syngen i sengen:

"Suur suur suur, mooa. Suur" (Hvad kan det betyde udover: Nu bliver mor snart sur, for jeg har ikke tænkt mig at lægge mig til at sove foreløbigt?)

Så rejsen sig op igen og igen og igen.

Så mere syngen.

Så hylen.

Så mere hylen.

Så: "NU LÆGGER DU DIG NED OG SOVER!!! Ærhm Lilleskat."

I alt gik der en time.

Nu sover han. Min puls er stadig høj. Og ja, vi har prøvet at gå. Og at holde ham i hånden. At lægge ham ned, hver gang han rejser sig op. Med skiftende formaninger, tavshedstricks, trøstende ord osv. Alle oplysninger der fører til anholdelse (jeg mener søvn!) bliver modtaget med glade, men trætte smil.

Travl med travl på

Var det ikke noget med, at Kierkegaard engang sagde noget i retning af det her: Det eneste som kvinden, der skyndte skyndte skyndte sig ud af det brændende hus, nåede at få med, var ildrageren. OK. Ikke ordret. Men næsten.

I'm that woman. Jeg er så travl, at jeg slet ikke kan huske, hvad det er, jeg skal. Og derfor blogger i stedet for... og snurrer lidt rundt om mig selv og klør mig i håret og snurrer mere rundt. Det bliver jeg jo ikke mindre travl af, vel.

Derfor har jeg også svært ved at svare på, hvad det egentlig er, jeg har så travlt med. Og hvorfor. Det er noget med mange deadlines på én gang. Noget med tidsoptimisme (en sygdom, jeg troede, jeg for længst var kureret for) kombineret med halvdårlig planlægning og til tider uforudsigelige arbejdsforhold. Noget med vidt forskellige steder og opgaver, hovedet forsøger at befinde sig på og løse på én gang. Og rigtigt meget noget med nogle ubekendte. Sådan noget med "aj, finder vi nogensinde den case?" og "hvorfor f... er der ingen eksperter, der tager deres telefon? Hvornår skal jeg SÅ snakke med dem?" og "kan man overhovedet lave artiklen på den måde - og hvor lang tid tager det i givet fald?" og "burde jeg ikke også...?" Og så videre i den dur.

Manden forsøger forsigtigt-forsigtigt at pippe nogle meget konkrete løsningsforslag. Så jeg morfer mig til en ildsprudlende drage (af den farlige ikke den nuttede slags), der forvandler alle forslag til aske på et nanosekund. Så nu giver han mig en (ligeledes forsigtig) krammer i stedet for og hælder cola i mit glas og vand på min ild. Jeg kan godt lide ham...

Og travlheden? Den skulle gerne løje af om et par uger. Så vidt jeg kan se ud gennem den tågede travlhedsbrille. Råb gerne op, hvis I ser mig trisse lallende ud af et grumme tidsoptimistisk spor om et par måneder igen. Og los mig eventuelt blidt over skinnebenet, hvis jeg ikke hører efter. Eller lav nogle af mine arbejdsopgaver, hvis der uforskyldt havner for mange på mit bord...

Nu med strip. Eller det vil sige næsten

Host. Der er tømmermænd i Carporten. Det er der ellers meget, meget sjældent.

Men københavnerveninde Katalinka kom, så og væltede Århus inklusive mig. Det startede med cava til kødsovsen og siden øller på en fancy tapasbar og udviklede sig til nogle (ærhm) et-liters-fadøl i (passiv) røg og damp på et værtshus. Selvfølgelig i selskab med to tykke, glade og gamle mænd, der besad det eneste halvledige bord. Og som senere intetanende lokkede de to speedsnakkede feminist-sindede københavnere med på en stripbar (!) beklædt med tykke røde tæpper og prostituerede i alle hudfarver - blot for at erfare, at københavnerne UTROLIGT gerne ville snakke om kriminalisering af sex-kunder og sølle-heden ved  kombinationen ung-afklædt-afrikansk-kvinde-gammel-dansk-mand. Jæsjæs. De var ikke begejstrede.

Strip var der til gengæld intet af. Paradoksalt, ja, når nu det var en stripbar... men OK, det havde måske udfordret os mere, end godt var. Så vi slingrede op ad bakken med dobbeltwhoppere og pommes fritter og 27.000 genstande i maven. Og slingrer stadig. Jeg gør i hvert fald. Ret uhensigtsmæssigt at automatvågne klokken otte, når man er gået i seng klokken fem. Jeg siger det bare.

Tre sager som der spekuleres på i Carporten

• Hvorvidt man skal være stolt, flov eller direkte pinligt berørt, når Sønne drøner Kvickly rundt og fylder følgende i Morens indkøbskurv: Økokiwi. Økoappelsin. Økoavocado. Økospelt-riskiks. Ærhm.
• Hvorvidt det er et tegn på, at tanker om krig og alverdens ondskab har sat ens hverdagsliv i sundt relief, når man slet ikke iriterres over at betale 900 kroner for vinterstøvler i størrelse 22. Eller om det snarere er et virkeligt, virkeligt dårligt tegn, at man ikke købte nogle støvler til 200 kroner i Kvickly og brugte resten på at Redde Verden.
• Hvorvidt man skal være stolt af Manden, når han regner ud, at det med de nye vinterstøvler koster godt en tier om dagen at holde Sønnes fødder varme, forudsat hans vækst følger de normale kurver...

Noget om børn og tortur. Så er I advaret.

OK, jeg har altid været et følsomt gemyt. Græd fx over Merrild-reklamerne, da jeg var gravid med Sønne. Og over Jesu korsfæstelse, da de fortalte om det i jule-tv engang i slutfirserne (men det var også den eneste anekdote, jeg på det tidspunkt havde hørt om tortur og dødsstraf). Og jeg er sådan en, der ikke bare får blanke øjne af sørgelige film (og tv-serier), men græde-græder.

Menmen. Når alt det er sagt, så tror jeg alligevel, at mit freelanceprojekt for Røde Kors kunne få de fleste ud i noget tuderi og noget ondtimavenhed. Sagen er nemlig den, at jeg er igang med et undervisningsmateriale om krig. Herunder, of course, krig og børn. Og i min research støder jeg på alt muligt, der overgår enhver fatteevne, især enhvers muttis (spring evt. det følgende over, hvis det er tæt på sengetid):

- Den irakiske dreng på tre, der bliver kidnappet sammen med sin far og torturet - mens faren tvinges til at se på. De er fri nu, men drengen har det ad helvede til. Tisser i sengen. Har ar over det hele. Og sårn.

- Den ti-årige storebror og den seks-årige lillesøster, der på forældrenes mark i Congo overrumples af oprørsfolk. Drengen tæves, pigen voldtages. Og så smutter oprørsfolket. Og dér ligger ungerne...

- Og alle børnesoldaterne, der tvinges til at skyde deres egne brødre og søstre - for så kan de jo ikke vende tilbage til familien og må derfor blive hos den oprørsstyrke, der har kidnappet dem.

Jeg kunne blive ved. Og jeg har udeladt alle de scenebeskrivelser og maleriske detaljer, Internationalt Røde Kors altid udstyrer deres casehistorier med. Bare så I ikke behøver at græde ned i tastaturet, som jeg gjorde, da jeg læste den om den treårige. For hulan

Der er ikke nogen pointe med alt det her skriveri. Ikke noget med at det sætter vores speltbekymringer i vidunderligt perspektiv eller noget. Kun at krig sucks, og at ondskab kan være en forståelig konsekvens af mange ting og sager og forhold - men aldrig når den i den grad går udover børn. Aldrigaldrigaldrig. Punktum. Godnat.

En mummybloggers onsdagsordbog

Ting som Sønne godt kan sige:

• Hårtørrer
• Yemen
• Cylinder (OK. Han udtaler det ikke helt rigtigt. Men alligevel... jeg kan dårligt nok sige det selv!)

Ting som Sønne måske burde kunne sige i stedet for:

• Sit navn
• Tak for mad
• "Søde mor, skal jeg ikke bare gå ned og selv lægge mig til at sove i dag? Så kan du få en velfortjent slapper"

Ja, han kommer fra et hjem, hvor vi læser UTROLIGT meget National Geographic - derfor Yemen.  National Geographic er bare sjovere end de utroligt mange bøger om gravkøer, vi ellers læser, derfor bliver han plaget med mumier og Mellemøsten og så videre.

Og han kommer fra et hjem, hvor Manden ved utroligt meget om motorer. Til gengæld er der ingen af os, der tørrer hår...

Kindtand. Ringvej. Roger. Over. And out.

Jeg vandrede med Søster på ringvejen, da hun foretog sin skarpe analyse:
"Jamen det er jo ikke Carport-noia. Det er ringvejs-noia!"

Det er rigtigt. Ringvejen giver sårn et lidt motorvejsagtigt indtryk af, at vi er meget nærmere Tilst, end tilfældet egentlig er. Tænk grimt gult nybyggeri og mange spor og generel udkantsstemning. Hvis carporten lå nærmere centrum, var der ikke meget at have noia over. Sagde Søstrene City.

Dog kan ringvejen være fin i det helt rette lys, se selv:

Jaja. Undskyld til dem, der bor i Tilst og elsker det. Mit humør er i høj grad påvirket af en kindtand, der ligger i gummen på et sagesløst barn og gerne vil ud, og som holder sagesløse forældre vågne natten lang.

Udover at gøre humøret gråligt, gør sådan noget søvnløshed noget funky ved sanserne. Alt lyder som en svømmehal og ser ud som en tunnel og lugter af metal. Ikke udpræget rart. Dagens absolutte lyspunkt var super-mormoren, der fløj ind med tog og bagte de speltboller, der her på matriklen normalt kun findes som en blog-fantasi. Og som lavede frikadeller og salat og risotto og hvad ved jeg, mens resten af husstanden tog en lur.

Moster Bob er i huset

Søster er på besøg. Sønne er hendes fan nummer et. Fordi hun er sød og skæg. Og fordi hun læser uendelig mange bøger, hvis man bare råber MEREMEREMERE. Så det gør han. Og så læser hun.

I går var vi ude og lede efter vinterstøvler. Ja, jeg ved, at det er ophidsende læsning. Og pludselig gik det op for mig, hvor Sønnes shoppegen kommer fra. Det kommer jo fra Søster! Somehow...

Jeg ryster og sveder og er generelt utryg i butikker. Særligt når det handler om beklædning. Sønne jubler i butikker og krammer alle varerne og flytter rundt på alle støvler og sko. Lidt ligesom søster. Og nej, vi fandt ingen vinterstøvler til Sønne (fordi 850 kroner er en pris, der li-ige skal tygges på, iggå), men søster fik et par pumps.

Pt. ligger de i øvrigt og gemmer sig under en dyne og råber MOA (ja, begge to), så jeg må hellere gå ind og finde dem...

Det meget uofficielle referat fra modellamødrenes forældremøde

I går var jeg til vuggestue-forældremøde med (resten af) den kreative klasse - alle iført ekstremt lækkert hår og langskaftede designerstøvler. Og jeg cyklede fra mødet så harm og adrenalinfyldt, at jeg forcerede bjerget i andet gear. Uden at bemærke det før til allersidst.

Altså I ved... det handlede selvfølgelig om en vis madordning. Altså: Hvad er kvaliteten af Klara-Millas og Oskars og Karlas (find selv på flere navne i samme dur) frokost? Er den fresh nok? Er kartoflerne fra glas og er det noget om, at æggene nogle gange er lidt maste?

Modellamødrene havde (uden på noget tidspunkt selv at have set frokosten forstås) besluttet sig for, at kvaliteten simpelthen var for RINGE, og det hele bare var for TRÆLS. Og de var ikke bange for at sige det til sagesløse og velmenende pædagoger, der på et tidspunkt nærmest måtte holde hænderne op for ansigtet for ikke at blive knock-outet af alle de spørgsmål, der fløj om ørerne på dem. Og som ikke har valgt den kommunale madordnings-udbyder, og som i øvrigt troligt skriver tilbage til udbyderen, hver gang en chicken-wing eller en agurkestav ser lidt suspekt ud.

Vi sad vel en 40-50 mennesker i lokalet. Og vi udgjorde et forum, der på ingen måde kunne stille noget op i forhold til maste æg. Det kan kun forældrerådet og bestyrelsen. Og vi udgjorde et forum, hvor majoriteten gerne ville hjemad til deres økopoder og økomænd. Alle havde lige været ude på stuerne, som det hedder i vuggestuesprog, og sunget sange om giraffen gumle og hørt om hverdagen og, tag ikke fejl, diskuteret madordningen.

Og alligevel gik diskussionen i plenum derudaf. Jeg har skåret ned på antallet af aktører for overskuelighedens skyld, men det her er essensen:

Modellamor: Altså vi har hørt om alt muligt: Gummiagtige frikadeller. At de kun får dåsemad. Og glaskartofler!!


Den stakkels leder: Ja, de får dåsemakrel. Men ellers er det meste friskt. Også kartoflerne. De kommer altså ikke fra glas.

Modellafar: Vores børn skal ikke have gummiagtig mad! Når det ikke engang er noget, pædagogerne selv har lyst til at spise...

Pædagog: Altså, jeg serverer IKKE noget for jeres børn, jeg ikke selv ville sætte tænderne i. En dag da nogle kyllingestykker lugtede lidt mærkeligt...

(et sus går gennem forsamlingen og alle begynder at råbehviske "lugte mærkeligt!" "nej altså!!")

Pædagog: ... sendte jeg dem tilbage med en note.

Modellamor: Altså så vil jeg godt bare lige høre; hvordan forholder I jer lissåm pædagogisk her i huset til, at der står en RIGTIG madmor ude i køkkenet og laver RIGTIG mad, og hvor børnene deltager? Altså hvordan forholder I jer pædagogisk til det?!

Den stakkels leder: Det ville vi simpelthen elske! Det ville være så dejligt. Men for det første er køkkenet ikke godkendt til madlavning på den måde. Og for det andet er vi meget langt fra, at det kan lade sig gøre økonomisk.

Modellamor: Altså kunne man så ikke få det godkendt, hva'?

Pædagog: Nej. Det kan man ikke. Det er ikke fordi, vi ikke vil. Det kan ikke lade sig gøre. Der er meget strenge krav til den slags.

Modellafar: Så er det da bedre med madpakker!

Den stakkels leder: Vi ser en stor pædagogisk gevinst i, at børnene spiser det samme, og vi rigtigt kan snakke om maden og sådan.

Modellamor (nu med en ny skarphed i stemmen): Så vil jeg godt bare høre, hvor langt er vi økonomisk fra, at det kan lade sig gøre? Vi kunne jo nok finde ud af noget med ekstrabetaling til en ung pige...

Mig (uelegant råbende og med røde kinder): NEJ DET MÅ MAN IKKE!!!!

Modellarmor (hvæse-hviskende til modella-sidekammerat): Altså det her kan bare gøre mig SÅ vred. Jeg kan mærke at det virkelig, virkelig... altså VIRKELIG kan få mig op af stolen, iggå.

Altså min indre Irmelin er jo meget glad for spelt og sund frokost og frisk fisk og what have you. Men selv hun viser sig at være socialist after all. I hvert fald er hun helt med på at tvangsfodre de kværulante damers børn med mælkesnitter og vacuumpakket mad, indtil de bliver lidt mere solidariske med de vuggestuer, hvor forældrene ikke har en levende chance for kunstigt at skrue brugerbetalingen i vejret. Og indtil de fatter, at man spilder voksne menneskers tid ved at brokke sig i de forkerte, ikke-beslutningsdygtige fora. Nemlig.

Og ja, jeg har selv meldt mig til forældrerådet. Godt nok i et svagt og hyggeligt øjeblik på inde på stuen, hvor der var peanuts og børnesange og god stemning, og hvor jeg tænkte, at det ville blive den mest hyggelige demokratiske tjans nogensinde. Det bliver det ikke. Men so be it. Jeg møder op bevæbnet til tænderne med punkter, der IKKE handler om den korrekte mængde rugbrødsfibre til små maver. M-hm jeg vil gerne have nogle nye venner i Århus og bør opføre mig elskeligt og socialt. Men ikke hvis prisen er at hoppe med på bitter-bitter-min-speltbarn-dør-af-at-spise-dåsemakrel-vognen. Nixen. Jeg tvinger dem til at snakke om kulturelt køn i stedet for, gør jeg. Og trivsel. Og tryghed. Hep!